Tøsehygge

Så kom solen endelig frem, hvor dejligt. Og vi har haft nogle skønne dage. I går kom mine søskende med deres familier. Vi havde egentlig slet ikke planlagt, at vi skulle se hinanden i julen, men vi havde alle en ledig dag. Det er altid meget muntert, når vi samles, og de mange kusiner hygger og leger.

Lige om lidt skal jeg til venindehygge - vi er en flok tidligere korsangere, der mødes fire gange om året. Den ene har lige fået en lille pige, så dagen er gået med at lave barselsgave med hjælp fra vores egen søde pige. Nu skal der tøsesnakkes.

Fra glødende til våd

En fantastik smuk, glødende morgen

- forvandlet til en blæsende, våd, grå fornøjelse, som efterhånden er kendetegnende for denne måned. Nedbørsmåleren viser det med al tydelighed, 84 millimeter siden 1. december. Vi bliver inden døre, tænder stearinlys og drikker en kop eftermiddagskaffe. I år er det danske vejr kaffevejr.

Tågedalen

Dagen har virkelig været i tågens magt. Den minder mig om en gammel billedbog Tågedalen af Arcadio Lobato, hvor folkene i tågedalen har aldrig set solen skinne. De tror ikke på, at der findes andet end tåge. Men en dag begiver en lille dreng sig af sted for at vise, at der findes en verden fuld af lys og farver. Det gør der også bag dagens tåge, det ved jeg, og derfor har det været en dejlig dag.

Det undrer mig, at der ikke er flere digtere, der har skrevet om tåge. Måske er det, det næste jeg skal give mig i kast med.

Meningsfyldt julefred

Efter nogle hektiske og til tider bekymringsfyldte dage har julefreden for alvor sænket sig over vores lille familie, nu er vi helt nede i tempo. Vi nåede det vigtigste, og det vi ikke nåede, var tilsyneladende ikke så vigtigt som først antaget. Juleaften blev højtideligholdt med svigerfamilien, og vores datter og hendes seksårige fætter var ved at sprække af forventningens glæde. Alt den spænding udløste en imponerende appetit, og de fortærede tilsammen tre store andelår og en stor portion risengrød. Derefter præsterede de at mønstre en næsten eksemplarisk tålmodighed og accepterede, at vi skulle danse om juletræet til Rudolf, på loftet sidder nissen, bjældeklang og højt fra træets grønne top. Gaverne vækkede begejstring, og der var ingen tvivl om, at de havde haft en fantastisk aften.

Jeg havde også en god juleaften, selv om jeg må indrømme, at mit humør de seneste par dage langt fra har været i hopla. Jeg er noget tynget af beskeden fra sygehuset, og mens jeg venter på en indkaldelse fra Fredericia Sygehus til videre udredning, kværner hjernen afsted, og jeg forestiller mig det ene frygtelige scenarie efter det andet. Min mand gør alt, hvad han kan for at berolige mig, han er ved min side og skaber ro til, at jeg kan sove, når søvnen endelig overmander mig og fortrænger tankemylderet. Forhåbentlig har min mand ret. Det er sikkert ikke noget alvorligt.

Derfor tager jeg i dette øjeblik en beslutning om at skubbe bekymringerne væk, for nu skal vi slappe af og lade op. Vi skal være sammen - vores lille kvartet, gå ture i skoven, læse historier for børnene, musicere, nyde julens magi, spise fantastisk restemad og tænde lysene i juletræet igen og igen. For det er nemlig julefred. Det er meningsfyldt!

Kortslutning

Bare fordi vi nærmer os juleaften er decembers stormskridt ikke blevet mindre. Vi har haft nogle turbulente dage, der var på nippet til at kortslutte det hele.

Torsdag formiddag havde jeg endelig et hul i kalenderen, ingen syge børn, ingen aftaler på arbejde, så afsted til Vejle Sygehus på fastende hjerte for at få lavet en ultralydscanning i det åbne ambulatorium som opfølgning på en nyrebækkenbetændelse for to måneder siden. Jeg føler altid, jeg er på vej til skafottet, når jeg nærmer mig en læge eller et sygehus, og humøret blev ikke bedre, da meldingen lød, at mine nyrer var noget medtaget, og lægen desuden fandt en cyste, sandsynligvis et hæmangiom på leveren. Nu står jeg med en henvisning til videre udredning på Fredericia Sygehus.

Da jeg efterfølgende tændte min telefon efter den besked, erfarede jeg, at vores søn havde fået en allergisk reaktion i vuggestuen. Hjem og tjekke op på det og efter gennemgang af ingredienslisten på det givne rugbrødsprodukt kunne vi konkludere, at det formentlig var spor af lupin, der udløste reaktionen.

Det var lidt for mange hændelser på en dag, og min hjerne har kværnet afsted. Hvad skal jeg udlede af lægernes kryptiske forklaringer og svar? Da en utrolig smuk buket med ønske om en glædelig jul blev leveret ved døren i går ved middagstid, kunne jeg ikke mere og måtte lige helt ned og vende, før jeg atter kunne samle mig selv op og takke min søde dejlige mand for blomsterne.

Nu er alle mulige og umulige scenarier vendt og drejet inde i mit hoved, og der er atter faldet lidt ro på sindet. Jeg har besluttet at lade bekymringerne ligge så godt som muligt, indtil jeg får en klarhed fra Fredericia, og indtil da vil jeg hygge med mand og børn. Jeg tror på en god jul og et lykkebringende nytår.

Decembergalop

En uge til jul, som tiden dog flyver afsted. December har haft forrygende travlt i år og galoperer afsted i et så hæsblæsende tempo, at selv en garvet julefreak som mig bliver helt forpustet. Jeg må lige se, om jeg ikke kan holde den sidste uge op til jul i lidt strammere tøjler. For december skal nydes langsomt ligesom et stykke udsøgt konfekt - en flot, fortryllende, eventyrlig, varm og sød himmerigs mundfuld.

Hmmmm, her kommer kluden sjældent!

Finder I også mærkelige ting bag bøgerne på jeres bogreol? Det gør jeg i hvert fald, og jeg er overrasket over, hvor meget disse syv noget tilfældige genstande faktisk siger om vores familie. Det bliver spændende, hvad der ligger bag bøgerne til næste jul.

Back on track

Efter en frygtelig fredag overtog min mand tøjlerne hen over weekenden og styrede os sikkert igennem den, alt imens jeg fik indhentet flere timers manglende søvn. Nu er jeg atter nogenlunde frisk og betragter mig selv tilbage på sporet. Der er hjemmelavet leverpostej og medister i fryseren, nuvel, medisterne blev måske en kende salt, men af et førstegangsforsøg er den slet ikke så ringe endda.

Nu vil jeg forsøge at iværksætte en eller anden form for julerengøring. Det er i hvert fald tid til at svinge kost og klud, for nullermændene formerer sig, som havde de fået gødning. Eller måske er det bare alt for længe siden, kluden sidst har været over alle flader. Småbørnsfamiliens lod eller i det mindste vores lod. Fred være med det. Jeg har tænkt mig, at det skal være en hyggelig opgave med indlagte kaffepauser, masser af julemusik, og så kan jeg også bedre holde temperaturen oppe, nu da TREFOR har slukket for varmen hele dagen.

Da jeg er autodidakt ud i rengøringens kunst - særligt julerengøring, glemmer jeg sikkert en ting eller ti såsom lamper, radiatorer, stikkontakter og dørhåndtag. Men man lærer, så længe man lever. Lige gyldigt hvad, glæder jeg mig til den tilfredsstillende "nu er her rent" følelse. Derefter skal det sidste julepynt frem. 

Nødbremse og lussekatte

Jeg kaster håndklædet i ringen og trækker nødbremsen. Forkølelsen har fået skovlen under mig, mit hoved dunker, som er det under kærlig behandling af en rambuk, og lunten er forkortet med adskillige centimeter.

Det lykkedes mig alligevel at få bagt lussekatte, og det skal jeg vist være godt tilfreds med. Så det vil jeg være og glemme resten af dagen, for lussekattene  blev gode!

Så fik den formiddag ben at gå på

Af alle de uendelige måder, hvormed man kan få tiden til at gå, ja så endte tiden i formiddags med at gå - med at gå. Først gik jeg ned i byen, da jeg havde et møde på mit arbejde vedrørende opgaver i det kommende år. Det blev dog kun til et Hej, og så var jeg væk igen, vuggestuen kaldte, den mindste var atter nede. Afsted, afsted på en rask gå- / løbetur op ad Fredericiavej med lungerne på ryggen. Pokkers til forkølelse - vi er absolut ikke bedste venner! Men jeg kom da op, fik hentet drengen og fragtet ham hjem - på gåben.

Nu vil jeg nå at hvile fødderne, inden de senere på eftermiddagen atter skal mases ned i støvlerne. Den store pige skal jo også hentes. Indtil da bliver kunsten at lave absolut ingenting ud over at pleje min egen forkølelse med en varm kop mirakel-te, der får den værste forkølelse til at ryste i snottet af bare skræk. Ofte er det nok bare at købe ingredienserne, så fortrækker den og er pist væk.

Mirakel-te
1 kop

2 cm finthakket ingefær
saft af ½ lime
1 tsk honning
earl grey te

Put ingefær, limesaft og honning i en kop. Overhæld det med skoldhed earl grey. Lad det trække lidt, og drik mens det endnu er varmt.

Jeg ville ønske, jeg kunne lokke noget i den mindste. Det er lige før barnevognen vælter, så meget som han hoster.

Så nåede jeg i mål - med det lyserøde helvede!

For en gang skyld tillader jeg mig at være lidt stolt. Jeg plejer altid at være håbløst bagefter med mine syprojekter, og typisk sidder jeg til langt ud på de små timer og syer for at nå at blive færdig med fastelavnskostumet, fødselsdagsgaven eller som i dette tilfælde julegaven. Bare ikke i år! Nej, i år er jeg tilnærmelsesvis i god tid. Det er lidt fedt.

Jeg er næsten færdig med niecernes gaver, og her til aften fik jeg syet datterens meget lyserøde prinsessekjole færdig, og det blev heldigvis ikke så forfærdelig en opgave som frygtet. Nu mangler jeg bare at sy et tylskørt, et bælte og eventuel en prinsessekrone. Det er det mindste af det, for kjolen har alt, hvad en lille pige overhovedet kan drømme om. Jeg har brugt et snitmønster fra STOF 2000, og det er blevet til en pink kjole, med korte ærmer og lynlås i ryggen, lige som datteren ønskede sig. Der til har den skøder med glimtende hjerter, satinroser, flæseelastik i halsudskæringen, satinflæser i lange baner på ærmer, skøder og forneden på kjolen samt pyntebånd med hjerter og glimmer.

Nu må jeg bare væbne mig med tålmodighed og pænt vente til juleaften, før jeg kan se hendes reaktion.

En helt almindelig dag

I dag er heldigvis en hel almindelig dag. Det er mandag, hverdag, begge børn er raske og i institution, og trods min egen forkølelse har jeg kontordag i dag. Godt nok er der mange andre ting der frister og synes meget mere presserende, men nu holder jeg fast, det er kontordag.

Det er på tide at få tjekket mails, svaret på mails og sms'er, der er blevet syltet de sidste par uger, foretage et opkald til Udbetaling Danmark m.v. Kontoret har jeg rykket ned i stuen. Her er varmere, mere lys, bedre udsigt, og så er der lige det, at det rigtige kontor flyder med julegaveprojekter af alskens art.

Jeg forsøger at holde produktiviteten oppe uden alt for mange overspringshandlinger, men jeg kan mærke, at det snart er tid til en kop kaffe. Den vil jeg nyde, mens tågen ligger som en blød dyne uden for vinduet. En smuk dag, trods det grå.

Vi vil ikke glemme os selv!

Den tosomhed, der eksisterer mellem min mand og jeg som kærestepar, ægtepar og forældre er noget ganske særligt. Vi er gennem de sidste ti år vokset sammen til ét hele, vi siger det samme, tænker det samme - på samme tid. Ikke forstået på den måde, at vores parforhold aldrig bliver udfordret. Det bliver skam udfordret, men det der konsoliderer vores forhold er, at vi formår at navigere rundt mellem udfordringerne uden at kæntre. Vi undgår at forlise, fordi vi taler sammen, og tager os tid til at tale sammen. Tid til hinanden, både som forældre og kærester. Vi drager omsorg for hinanden, tænker på hinanden, hjælper hinanden, forkæler hinanden med friskbrygget kaffe, når modparten trænger allermest, laver god mad til hinanden, er sammen, husker at vi også ind i mellem har brug for at spise sammen - bare os to, når børnene er lagt til ro. Som her til aften, hvor vi nød en ganske særlig veltilberedt grillstegt svinekam - selvfølgelig med hele svineriet. Oven på tre uger med syge børn trængte vi til det. Vi trængte til at forkæle os selv, for vi vil ikke glemme os selv og hinanden. Sådan sluttede 2. søndag i advent. Jeg er glad og lykkelig, fordi jeg er lige der, hvor jeg gerne vil være.

Julepyntning i det små

Forkølelsen har nu ramt mig for fuld udblæsning med løbende næse og øjne blandet med nys og host. Men børnene er heldigvis friske, og den ældste er gået totalt i juleselvsving. Ikke fordi der er overdrevet julepyntet endnu, det er bare sådan hun er, fyldt med liv, et mylder af tanker og en fantastisk fantasi. Gad vide, hvordan hun bliver, når vi endelig når juleaften.

Men selvfølgelig skal vi pynte til jul. Det sker bare i et tempo, så vi ikke drukner i alt det røde, inden det for alvor er jul. Indtil nu har det været adventskransen, kalenderlyset og juleblomsterne, der har vist vejen, men andre ting dukker langsomt op fra gemmerne. Hver dag finder en ny lille ting sin plads, en fugl, et hjerte eller et rødt juleæble. Først juleaften er huset i fuldt julepynts-ornat, men så har vi det også fremme indtil Helligtrekonger.

Det der ligger ned, kan ikke vælte

Efter en blæsende torsdag er det tid til at gøre status. Et træ nede og to skæve. Det efterlader fire træer til vores rådighed. Gad vide om naturen har besluttet, at vi ikke skal have træer i vores have. Vi må bare konstatere, at det der ligger ned ikke kan vælte endsige gøre nogen skade. Resten af dagen vil jeg lade træer være træer og haven må blæse sin egen vind. Nu er det nemlig weekend, børnene skal hentes, og så skal vi jule en hel dejlig planløs weekend. Måske pleje en forkølelse, der lystigt springer fra den ene til den anden og netop nu har udset mig som sit næste offer.

Der er også tid til at nyde dagens få lyse timer i forvisning om, at vintersolhverv er lige om hjørnet.

Weekendsagtig torsdag

Tænk at torsdage også kan være sådan - sådan rigtig weekendsagtige. Med storm i sigte valgte min mand at arbejde hjemmefra, og jeg besluttede ligeledes at holde begge børn inden for hjemmets fire vægge.

Tændte stearinlys, juledækket bord, hjemmebagte rundstykker og kanelsnegle til formiddagsmad, risengrød med kanelsukker til frokost og friskbagte boller til eftermiddagskaffen. Det kan godt være, at børnene skulle have julehygget i institutionen, ledt efter julemanden og spist risengrød, men mon ikke vi gjorde det lige så godt herhjemme i sikkerhed for stormens rasen.

Om lidt er det voksentid med gløgg og årets første æbleskiver. Lige om lidt er det rigtig weekend!

Dagen mangler gænge

Fjorten dage med syge børn begynder at sætte sine spor, og det på trods af at både min mand og jeg fik lov til at sove i vores egen seng i nat. Den mindste hoster dog stadig og har samtidig besluttet sig for, at mad er noget Fanden har skabt. Forældrene er ved at bekymre sig midt over, men drengen er glad, så mon han ikke vil spise, hvis han virkelig er sulten. Vi overvejer kraftigt at sende ham på "prøve" i vuggestuen i håb om, at han vil begynde at spise, hvis der sker noget nyt, og han er sammen med andre børn. Vi trænger vist alle til, at hverdagen atter kommer ind i sin vante gænge med faste spise- og sovetider. Indtil da forsøger vi at hygge med datteren, så snart den mindste sover eftermiddagslur, og prioritere lidt voksentid, når begge børn er puttet om aftenen.

I dag nåede vi ud i haven og nød eftermiddagskaffen badet i dagens sidste solstråler, og mens datteren vimsede rundt i sin egen lille drømme-lege-verden, fortsatte jeg det langsommelige arbejde med at fjerne de fældede træer. Arbejdet blev dog hurtigt afbrudt af en meget insisterende brokken fra den lille i barnevognen. Træet render ingen steder, heller ikke i morgendagens storm.

 

Nu sover drengen. Det samme gør pigen og faren i en skøn omfavnelse. Jeg vil koble af, mens jeg overvejer, hvad jeg vil, når jeg atter har nogle ledige timer til rådighed. Christiansfeld står højt på ønskelisten, og jeg tænker, at det snart skal være. Men først vil jeg tage ladegreb på kaffemaskinen.

Selv kalenderlyset strejker!

De første dage her i december er blevet noget mere håndholdte, end jeg havde tænkt mig. Jeg forsøger at navigere midt i alle uforudsigelighederne, beregner ny rute, igen. Mens GPS-damen insisterende gentager: "Vend om hurtigst muligt", kører jeg videre, samtidig med at jeg er i gang med at løse en svær differentialligning for at opfylde begge børns behov. Den store vil jule, den lille pyldrer. Behovene spænder så vidt, at alt andet er sat på stand by. Vasketøjet hober sig op, nullermændene kommer krybende, haven flyder med fældede og væltede træer, julegave-syprojekterne syltes, ryggen værker af at bære rundt på den mindste, selv vores kalenderlys strejker. Vægen vil ikke brænde, den er alt for tynd til at smelte stearinen.

Tilfældigvis har jeg et ekstra kalenderlys fra sidste år i skabet. Tænk at være så forudseende eller måske er jeg bare så juletosset, at jeg ikke kan nøjes med at købe et kalenderlys. Nu brænder det i hvert fald, og det får det lov til resten af dagen, for vi har lige tre dage, vi skal indhente - på lyset.

Vi når ikke at indhente de sidste tre dages gøremål. I stedet beregner vi igen ny rute og er glade for det, vi har nået. Juleblomsterne for eksempel, dem har jeg nået at købe. Jeg nyder dem, beundrer alpeviolens fantastiske opbygning og hyacinternes fortryllende duft. Gad vide, om vi måske ikke når det hele alligevel.

Der er noget i luften - ud over hoste!

Sikken en nat! Den lille dreng hostede, hvinede og skreg, brandvarm var han også. Det kostede endnu en tur til Kolding Sygehus. Denne gang tog jeg afsted, men som det nogle gange sker, var feberen næsten væk, da vi nåede til Kolding, og drengen var i et vældigt humør. De valgte dog at give ham noget medicin og beholde os natten over, så han kunne få sovet ordentligt i et par timer.

Vi kom hjem i eftermiddags, og han har stor set sovet siden. Han har helt sikkert noget, han skal have indhentet efter de sidste mange dages hosten. Det samme har forældrene. Vi er trætte - gennemtrætte, samtidig med at vi konstant er på mærkerne. Kombinationen gør mig sart og sårbar. Jeg præsterede at holde fokus til adventskoncerten i går, men da vi ved den efterfølgende sognefrokost sang Der er noget i luften af Vilhelm Gregersen, blev jeg tyk i stemmen, da vi nåede de to sidste vers i anden strofe.

Der er noget i luften,
som gør mig så glad,
som trøster mit hjerte
i ungdommens bad,
der er noget herinde,
et strålende minde
med kærter og sang,
om julen derhjemme, derhjemme
hos moder en gang.

Det var hårdt endnu engang at erkende, at jeg trods mine blot 33 år kun har minderne om mine forældre og julen derhjemme. Resten af dagen vandrede tankerne tilbage. Tilbage til dengang, hvor jeg troede, at vi alle var udødelige, og barndommen ville vare for evigt. Jeg huskede, hvordan vi fejrede 1. søndag i advent, der blev gjort noget ud af det. Morgenbord med rød dug og røde servietter, det røde bånd om karaflen med slåensnaps. Adventskransen ligeledes med røde bånd blev tændt sammen med det store hvide lys i messingskålen, fra pladespilleren lød A Festival of Nine Lessons fra King's College. Senere på dagen pressede vi os alle fem plus hund ind i den lille gule Fiat og kørte til Rørbæk Sø eller Runkenbjerg. 

Det er gode minder at være sammen med, og jeg nød dem, mens jeg gik med barnevognen gennem Mølholm Ådal for at få drengen til at sove.

Det er koldt herinde

Vores lille dreng blev heldigvis udskrevet fra Kolding Sygehus i går eftermiddags, men han er ikke oven på endnu. Af samme grund sidder jeg nu på hans værelse iført samme påklædning som ham - overtøj, hue og halstørklæde som værn mod det polarklima, vi har skabt på hans værelse. Den kolde luft lindrer symptomerne og gør det nemme for ham at trække vejret. Og koldt, det er det!

Imens sidder jeg og memorerer salmerne til morgendagens adventskoncert i Vinding Kirke. Jeg er taknemmelig for, at jeg har sunget og spillet i så mange år, at jeg ikke længere behøver et klaver for at finde tonerne. De er inde i mit hoved, og jeg kan altid finde dem frem, også her på børneværelset alt imens jeg sms'er med min mand. Han har for første gang været til møde i en whiskyloge, og han sidder nu fortabt i en bus alt for langt hjemmefra og har fortrudt, at han tog afsted, når nu vores dreng er syg. Heldigvis kan jeg berolige ham med, at der lige nu ikke er fare på færde, og at begge børn sover tungt, om end den ene har en noget hvæsende vejrtrækning.

I morgen er det advent og ikke mindst 1. december. Vi har trods sygdom nået næsten alt det, vi ville nå. Datteren og jeg har været i værkstedet med risengrød til nisserne. Der er bagt rundstykker og dækket hyggeligt morgenbord til i morgen tidlig. Adventskransen er bundet og hænger på sin sædvanlige plads ved pejsebænken. Jeg tror, vi er klar! Vi mangler kun det vigtigste - at få drengen på højkant. 

Når korte vinterdage føles lange

Skønt der kun er knap en måned til vintersolhverv og dagens længde er mindre end 7 ½ time, har det stadig været en af de længste dage i mit liv. Det har været frygteligt at gå herhjemme adskilt fra vores lille dreng, når jeg allermest havde lyst til at være på Kolding Sygehus sammen med ham. Jeg ved, at min mand har passet godt på ham og været der ved det mindste klynk eller host. Det er nok bare svært at være den, der går hjemme i vished langt væk fra barn og information. Kald det et forældregen, jeg er i hvert fald glad for det.

Datteren og jeg har brugt den lange ventetid på at hygge herhjemme. Vi gik til blomsterhandleren for at købe det sidste til årets juledekoration, men vi blev indhentet af et insisterende regnvejr. Atter hjemme igen og en kende våde gik vi i gang med at kreere juledekorationen. Normalt er jeg til det helt enkle, men i år giver vi den fuld skrue på dekorationen. Måske er det nattens begivenheder, der har fået os til at skeje fuldstændig ud, eller måske blev jeg inspireret af det første afsnit af Jul hos Claus Dalby. Gad vide hvad min mand siger til den! Datteren synes i hvert fald, den er noget så fin. Jeg synes, resultatet er acceptabelt.

Nu venter vi på, at mand og dreng kommer hjem. De er savnet.

Fy for den lede for en forskrækkelse

At børnene snotter og hoster på denne tid af året, er vi vant til, men når de begynder at hvæse og hive efter vejret, bliver vi af naturligvis bekymret. Dette var også tilfældet, da vores glade lille dreng inden for ganske få timer blev forvandlet til den mest ynkelig søløve. Til sidst var det så slemt, at han næsten ikke kunne få vejret, og da var vi virkelig bekymret. Vi ringede til vagtlægen og fik besked på at køre ham til børneafdelingen på Kolding Sygehus. Formentlig falsk strubehoste mente de.

Normalt har vi ikke bil, men heldigvis havde vi en lejet bil stående ude i carporten, da vi havde børnene på allergicentret i Odense i går. Vi har dog kun registreret én chauffør på bilen, så det blev min mand, der kørte afsted med den lille dreng. Jeg er hjemme og holder øje med vores pige, da vi ikke kunne få nogen til at passe hende her midt om natten. Hun er nu også er lidt halvsløj med feber. Til gengæld har hun sovet tungt fra al postyret og vågner formentlig ikke før i morgen tidlig. Jeg kan derimod ikke sove. Hele kroppen har været i alarmberedskab, galopperende hjerte, rystende hænder og en mindre kamp for at bevare roen. Efter at den lille dreng for knapt et halvt år siden fik et anafylaktisk chok på grund af en lille smule sataysauce, er vi blevet noget tyndhudet, når det drejer sig om ham.

Nu venter jeg på nyt fra Kolding, mens jeg trøster mig selv med en kop decaf. Jeg har oven i købet tilladt mig at synde og er gået på rov i kagedåserne med de brunkager og vanillekranse, datteren og jeg bagte i sidste uge. Oven på sådan en forskrækkelse er det nok slet ikke nogen synd. Det er måske nærmere fortjent.

Ved at jeg bør forsøge at sove lidt, men hvem kan sove, når man mangler mand og dreng.

Det jeg vil, det kan jeg!

Livet er ikke altid en dans på roser. Det kan jeg skrive under på. Jeg har haft perioder, hvor jeg troede, at jeg aldrig skulle komme op af det store sorte hul. Et hul, der sugede al energi, lyst og mod ud af mig, tærede mig op, bid for bid. Nedturen gik hurtig, fra den ene dag til den anden. At kæmpe sig op igen tog flere år. Jeg klarede det med hjælp fra min evigt støttende mand og utallige samtaler med en dygtig psykolog i Aarhus. Og så fordi jeg ville! Jeg ville have det bedre. For det jeg vil, det kan jeg. Sådan har det altid været.

Det betyder, at der er rigtig mange ting, jeg kan - fordi jeg vil!

Jeg kan:
sy ganske udmærket, tegne hæderligt, klippe / skære det meste i papir, skabe et ufattelig rod og rydde op igen, skrive sirlig skråskrift og læse korrektur, spille klaver til husbehov og børnenes behov, synge og få penge for det, løbe en halvmaraton og kaste spyd, dykke under varmere himmelstrøg, lave mad og ikke mindst sovs så folk beder om en ske, drikke kaffe og fortælle dig det meste om whisky, kende krudt fra ukrudt og huske latinske plantenavne, binde buketter og kranse, kløve brænde og tænde bål, bygge scene til Grøn Koncert, arbejde hårdt og længe, grine til det kramper i maven, hygge både ude og inde, jule hele året, være mor på en måde jeg ikke troede var muligt, og sidst men vigtigst af alt elske livet, min mand og mine børn så det gør ondt. Når bare jeg har dem, kan jeg klare det meste, og det er jo meget godt skuldret i betragtning af, at jeg bare for et år tilbage, stadig befandt mig i et stort sort hul.

Jeg ved godt, at det ikke er alle med depressioner, der kommer lige så heldigt ud af det igen, men hvis jeg bare kan indgyde håb hos en enkelt eller to, er jeg glad.

Jeg vil livet! Håber I alle vil dele det med mig.

I det kreative hjørne

Lørdagens krea-aften har trigget mig. De sidste tre dage er alle ledige timer brugt på diverse syprojekter. Det har betydet, at der er forsvundet et par punkter fra min hemmelige syliste, men der dukker hele tiden nye punkter op. Jeg forsøger desperat at holde listen på 25 punkter, men indtil nu er det ikke gået særlig godt. I går fik jeg dog sat hak ved ved to punkter. Det lykkedes mig langt om længe at sy ugle-dørstoppere til børneværelserne. De har stået længe på sylisten, men jeg manglede snitmønsteret fra Stof og Stil. I weekenden var vi tilfældigvis i deres forretning i Aarhus og snitmønsteret blev erhvervet. Samtidig købte jeg stof til et andet men lidt nyere projekt. Jeg har besluttet, at vores datter skal have en Lucia-natkjole af hvidt bomuldsjersey og strechblonde. Jeg brugte et snitmønster fra Onion og modificerede det lidt. Jeg gav kjolen ekstra længde og syede blonde på forneden med en lille zigzag. Ærmerne kortede jeg lidt af, så der også her var plads til blonde. Efter toenhalv times intensivt arbejde i går aftes var kjolen færdig, og jeg var tilfreds. For en gang skyld lykkedes det mig at sy noget, der svarede til det jeg havde forestillet mig. Yderst tilfredsstillende at slutte en dejlig kreadag på den måde.

Lys i køkkenet

Frostklare dage. Ah! Så er det bedste sted at være i vores køkken. Her er dejligt varmt, de sydvendte vinduer sørger for masser af lys, skønt dagene er korte. Vi forkæles med flotte solopgange og solnedgangen, og i tusmørket tænder vi stearinlys. Børnene kan lege ved bordet, mens vi laver mad lige ved siden af. Funktionelt og slet ikke noget tosset sted. Men bedst af alt er lyset! Her får vinterdepressioner virkelig kamp til stregen.

Tømmermandsagtig mandag

Det mindste barn er hjemme i dag efter en nat med gentagende opkastninger. Først i sengen, ud over sig selv, på bamser og sengelinned. Derefter ud over mig for til sidst at ofre det sidste maveindhold ud over sin far.

Her til morgen er der lidt mere ro på drengens maven, så jeg har satset og puttet ham i barnevognen, mens jeg krydser fingrer for, at han er ovre opkastningerne. Jeg føler nemlig ingen trang til at skulle gøre en barnevogn ren.

Tilbage sidder jeg med en tømmermandsagtig fornemmelse på grund af alt for lidt søvn. Men jeg har trods alt orlov, så jeg bør ikke klage - jeg tænker derimod på min stakkels mand, som nu er på arbejde. Det må være endnu værre for ham. Det kommer til at kræve sin kaffe at holde sig nogenlunde frisk resten af dagen.

Heldigvis skinner solen, og hvis jeg har behov for at blive kvikket lidt op, kan jeg bare stikke næsen udendørs. Der er det friskt og bidende koldt. Det er tid til at fodre fugle. De sidder allerede og venter derude!

Århus tur-retur

Vi havde en dejlig weekend i det nordlige. Vi spillede Settlers (Byer og riddere), og øv, øv! Jeg blev snydt for en sejr. Sådan følte jeg det i hvert fald lige, da spillet blev afsluttet for næsen af mig.

I går aftes kastede vi store tøser os over UF-projekter. Hvis du undrer dig over, hvad UF-projekter er, så er der altså tale om ufærdige syprojekter - og dem har vi hver i sær en del liggende af. Det var skønt at få motioneret symaskinerne og ikke mindst snakketøjet.

Her til morgen pakkede vi bilen og drog af sted - mod julemarkedet i Den Gamle By. Vi ville overraske pigen, for hun ELSKER Den Gamle By. Kan tænkes, at hun har det fra sin mor. I det kvarter køreturen tog, nåede hun op til flere gange at spørge: Når vi nu er i Aarhus, kan vi så ikke tage i Den Gamle By? Hun var svært tilfreds, da hun opdagede, at bilen pludselig holdt ved netop Den Gamle By.

Vi ankom lige til åbningstid, men allerede på det tidspunkt var der lang kø. Vi priste os lykkelige over vores vennekort til Den Gamle By, som tillod os at gå ind af en indgang forbeholdt Den Gamle Bys venner. Manden gik ned i kunstkammeret med den mindste, for at han kunne få sin formiddagslur dernede i mørket, mens datteren og jeg gik den sædvanlige runde. Først hilse på hestene - og de var der alle sammen, på nær en. Quin-Quin manglede (deres ene store flotte boulonnais) - men der kom han jo! Han er nu den bedste. Der var dog en vis skuffelse at spore, da jeg fortalte hende, at vi ikke kunne komme ud at køre i hestevogn i dag. Derefter så vi de obligatoriske juleudstillinger ved cykelhandleren, skrædderen og i Borgmestergården. Vi skulle også lige se gæssene og så selvfølgelig ind til bageren og købe en krydderbolle med rosiner og sukat. Derefter op til festpladsen for at få en tur i karrusellen, ind i drivhusene og dufte til kvæder, appelsiner, clementiner, pigeoner og vigtigst af alt købe fugleneg for til sidste at mødes alle sammen i madpakkehuset, hvor de medbragte rugbrødsmadder blev fortæret. To timer efter ankomsten forlod vi atter Den Gamle By. Børnene trætte af oplevelser, og vi voksne trætte på grund af alt for lidt søvn de sidste to nætter. Det bliver skønt at sove i vores egne senge i nat.

 

Allergi på tur

Som småbørnsfamilie tager vi ikke bare lige uden videre på weekend. Det kræver lidt planlægning og pakning. Planlægningen og bagagemængden bliver ikke mindre af, at vi har to børn med henholdsvis nøddeallergi og peanutsallergi. Medicinen, hvis uheldet skulle være ude, er nu ikke det der fylder mest i bagagen. Derimod er vi nødt til at medbringe vores eget lager af brød, müsli, havregryn, kiks, mørk chokolade og småkager, som vi ved er garanteret fri for spor af nødder og jordnødder. Med denne basispakke kan vi klare de fleste af dagens måltider inklusiv eftermiddagskaffe eller dessert.

Vi forsøger at undgå, at gøre børnenes allergi til et problem. Både af hensyn til dem, os selv og andre. I de tilfælde, hvor vi ikke kan være sikre på, at maden ikke indeholder spor af nødder, medbringer vi selv mad til børnene. Og derudover kan vi tilbyde at hjælpe til med at lave maden, så vi tager ansvaret for at læse varedeklarationerne igennem. Hvis dette ikke er muligt, tager vores børn ikke skade af en rugbrødsmad med leverpostej.

Nu er det meste pakket på nær en barnevogn og mit sygrej. Vi skal nordpå. Besøge et dejligt vennepar med jævnaldrende børn. I aften, når børnene er puttet, skal vi spille Settlers, men i morgenaften skal mændene til julefrokost, og så skal vi to store tøser have en krea-aften. Der skal snakkes, sladres, grines, spises chokolade og ikke mindste sys, så det kommer til at stå om ørerne på os. Overvejer om der kan blive plads til overlockeren i bilen - så har vi nemlig en hver. Det bliver en herlig weekend!

Overvejelser i dæmringen

Jeg er absolut ikke a-menneske. Trods dette elsker jeg i vintermånederne at vågne før resten af familien og liste mig ned i den mørke stue. Bare sidde der lige så stille i sofaen under tæppet, mens det dæmrer i øst. Efter vi har fået børn sker dette dog yderst sjældent. De vågner ofte længe før mig. Til gengæld har jeg fået lov til at se rigtig mange solopgange de sidste fire år.

Nu er manden på arbejde, og børnene i vuggestue og børnehave. Det dæmrer, og det første morgenlys afslører en kold morgen med det første drys af sne. Jeg leger, at de andre ligger i deres senge og snuer. For jeg savner dem så ubeskriveligt, lige fra de tager afsted til vi alle atter er samlet. Der er heldigvis kun et par timer til, jeg skal hente børnene hjem. Hjem - der hvor vi hører til! Jeg kan ikke vente. Indtil da må jeg lave noget, for at tiden ikke skal føles så lang. Overvejer hvad det skal være. Hvad vil give dagen mest merværdi? Lave dej til brunkager? Rydde op på kontoret? Sætte foderhus op til fuglene? Drage lidt omsorg for mine forsømte potteplanter, der lider en trang skæbne i kælderen og oppe på det evindeligt rodede kontor? Jeg ved det ikke endnu. Men hvor føler jeg mig privilegeret over, at jeg selv kan vælge.

Kunsten er at hade hadet væk

Der er ikke særligt meget i denne verden, som jeg hader eller ikke bryder mig om. Men jeg må indrømme, at jeg virkelig ikke bryder mig om farven lyserød - med mindre farven selvfølgelig har noget med blomster at gøre.

Vores datter derimod elsker alt, der er lyserødt og pink. Den anden dag kulminerede det i et: "Moar! Til jul ønsker jeg mig en fin prinsessekjole. Og den skal være pink! Med korte ærmer! Og med lynlås, mor!" Det kan godt være, at jeg så en smule træt ud i det øjeblik, og alligevel følte jeg mig heldig. Jeg havde fået den nemme opgave. Få minutter forinden havde hun nemlig proklameret, at hun ønskede sig sådan en ting med batterier, der kunne gå selv - uden at man rørte ved den. Sådan en robot, som en af drengene fra børnehaven havde. Men ikke en spidermanrobot! En prinsesserobot! Sådan en kan man nok ikke købe, svarede jeg. Men pigen var fuldstændig upåvirket: "Nå! Men så kan far bare lave en til mig."

Pludselig virkede det som en ganske nem opgave at sy en prinsessekjole - sammenlignet med at skulle lave en prinsesserobot. Derfor har jeg brugt formiddagen på at købe stof. Lyserødt stof! Og pink stof! Dejligt satin og organza, som er så skønt og nemt at sy i! Argh! Jeg kommer til at hade det og bande det langt væk, mens min mand vil sidde ved siden af - grinende: "Er du nu gået længere ud end til navlen, igen?" 

Ja, men jeg kan ikke lade være. Jeg elsker vores datter, og nu har vi holdt hende hen så længe. Nu skal hun have lov til at få en prinsessekjole. Jeg tager det som en udfordring. Samtidig får jeg mulighed lægge den smule had, der findes i mig i dette projekt. Hvis det lykkes at sy sådan en fin prinsessekjole - i lyserødt, totalt usamarbejdsvilligt stof, tror jeg ikke, der vil være mere had tilbage i mig, når jeg endelig er færdig.

Inden jeg kan gå i gang, skal jeg lige have fundet mit sybord under rodet. Men først en stille stund! Helt alene! Jeg har købt blomster! Solen skinner! Jeg er lykkelig for livet.

Kirkegårdskranse

Endnu en regnvejrsdag i november. Trods regnen har jeg allerede brugt min demokratiske stemme. Det synes jeg faktisk, jeg har pligt til - og jeg har med glæde sat mine krydser. Selvfølgelig kun ét kryds på hver stemmeseddel.

Hvad kan man ellers bruge sådan en grå, våd novemberdag til? Jeg har fantaseret om alt lige fra varm kakao med flødeskum til hjemmebagte vanillekranse. Den varme kakao vil jeg dog vente med til i eftermiddag, når hele familien er samlet. Og hvad angår vanillekranse - så må de vente til i morgen. Men jeg glæder mig allerede. Tænker, at jeg kan få datteren til at styre håndsvinget på kødhakkeren. Det vil hun elske - især hvis hun også får lov til at smage, når de er færdige.

Nu har jeg været hele haven rundt og samlet alt, hvad der lige var af stedsegrønt. Ædelgran, silkefyr, vedbend, buksbom, de sidste sørgelige rester af cederen og så selvfølgelig små hyben. Det hele er blevet omtransformeret til to kranse til familiens gravsteder på kirkegården. Jeg er selv ganske godt tilfreds med resultatet, selv om fuglene med sikkerhed vil ribbe dem for hyben. Men hvis jeg havde valgt at købe en eller anden kirkegårdskrans med plastikbær og -blomster, kunne jeg være sikker på, at min mor ville vende sig i graven. Derfor ender det altid med hjemmelavede kranse af materialer fra hendes egen have.

Jeg har hygget mig med arbejdet og nydt duften af gran og harpiks. Inden længe skal jeg binde adventskrans. Julen nærmer sig - det samme gør minderne. De gode, hyggelige, trygge minder, som jeg varmer mig ved denne grå og våde novemberdag.

Mandagsbeslutninger

Mandag morgen. En ny dag! En ny uge! Måske en ny start? Er det i dag, de store beslutninger skal tages? Eller skal de endnu engang vente til nytår, hvor de kan blive transformeret til ligegyldige nytårsfortsæt? Hvorfor ikke bruge denne grå, tågede råkolde mandag morgen til noget fornuftigt - tage en beslutning eller to.

Første tøjvask kører i vaskemaskinen, sengetøjet hænger på tørresnoren ude i kulden, støvsugeren har danset en omgang, og kluden har været på visit på badeværelserne. Jeg nyder en kop kaffe i køkkenet. Tændte stearinlys. Musik i radioen.

Sidder og tænker. Hvad vil jeg i dag? Hvad vil jeg ønske at nå? Det jeg vil, når jeg! Det jeg ønsker at nå, når jeg ikke! Sådan er det! Man skal ville!

Tilbage til den benhårde prioritering:

• Jeg vil bage rugbrød og boller - ønske at bage kanelsnegle.
• Jeg vil planlægge aftensmaden - ønske at lave madplan for hele ugen.
• Jeg vil i haven - ønske at gå en tur i tågen.
• Jeg vil hygge med børnene i eftermiddag - ønske at sy et stykke tøj eller to.
• Jeg vil elske livet - ønske at det vil vare evigt.

God mandag til jer alle!

Kill your darlings

Stormen den 28. oktober var noget hård ved os. Først væltede havens absolut flotteste træ. Det var en 40 år gammel japansk ahorn, der var med til at give haven karakter. Få minutter efter væltede vores 'fodre fugle træ' - en lige så gammel ceder, som nu lænede sig faretruende op ad taget på huset, mens det sigtede mod vores nyrejste flagstang.

Her tre uger senere står flagstangen heldigvis stadig, og i dag har vi fået kørt de sidste grene på genbrugsstationen. Nu mangler vi at save kævlerne op, flække dem og stable dem. Så har vi igen brænde til et par år. Og så rødderne selvfølgelig. Dem skal vi også "lige" have fjernet.

Tilbage i haven står fire birketræer, en meget omfangsrig taks, en silkefyr, en cypres og en ædelgran. De tre sidstnævnte har alle et stort rødt kryds på stammen. Hvorfor dog det? Jo, ironisk nok havde vi få uger forinden stormen bestilt Brændestakken til at fælde dem - men væltede de i stormen. Nej, nej! Det var kun de træer, som vi ønskede beholde, der væltede.

Haven er blevet meget åben, og vi kan pludselig se rigtig meget himmel - og mange hustage. Vi er dog så småt ved at vænne os til det nye udtryk, og jeg begynder at se muligheder. Hvis jeg skal reflektere lidt, ved jeg, at jeg aldrig nogensinde kunne få mig selv til at fælde netop de to træer, som stormen tog livet af. De var jo mine darlings. Mine barndomstræer. Men de var også med til at låse mig fast og begrænse mine muligheder for at etablere frodige staudebede. Dertil sugede de simpelthen for meget vand.

Da vi nu i dag var i gang med at køre grene væk, valgte vi også at tage livet af taksen. En høj, særdeles flot, tyk dame. Ja, dame var det - for taks er enten damer eller herre. Men hvorfor skulle den stakkels dame lade livet? Nu er det engang sådan, at hun-taks sætter nogle små røde frugter, der ser yderst fristende ud. Men bærrene er ligesom resten af træet sindssygt giftige, og denne dame bar bær nok til at slå hele Vejles befolkning ihjel.

Derfor! Kill your darlings!

Haveterapi

Her til eftermiddag endte vores pige og jeg ude i haven, mens den lille sov. Vi benyttede os af, at det faktisk var ganske mildt, og at det oven i købet var tørvejr.

Pigen, der måske i virkeligheden burde bo på Katholt i Lønneberg, gravede en ulvegrav midt i køkkenhaven, mens jeg gik til kamp mod det værste ukrudt samme sted.

Samtidig kunne jeg konstatere, at jeg havde revet blade på græsplænen en dag for tidligt I dag lå der lige så mange blade på græsplænen, som da jeg rev den i går. Så er det heldigt, at jeg faktisk kan lide at rive blade. Ja, det er næsten terapeutisk. Som barn var det altid min opgave, og der er derfor mange minder forbundet med det. Den særlige lyd af løvriven. Den helt karakteristiske duft af de våde blade. Lyd og duft, der varierer alt efter, om bladene stammer fra det ene eller andet træ. I dag er der kun birk, hassel og mirabel til at give denne variation, men i min barndomshave var der også japansk ahorn, blomme og rødtjørn. Særligt blommetræet kastede ufattelig mange blade af sig - bunker af blade, der klistrede sammen og gjorde arbejdet tungt. Men det var til gengæld nemt at se, hvor jeg var kommet til. Yderst styrkende for arbejdsmoralen.

I næste uge vil jeg tage endnu en tur med løvriven, og bladene? Ja, de skal selvfølgelig hen til alle de andre blade, der allerede ligger og venter i køkkenhaven.

Mørk er november

Til tider kan det være svært at forstå, hvad novembers mørke skal gøre godt for. Det lægger sig som en dyne over alt. Dæmper humøret, lysten og energien. Men mørket bringer os også tættere sammen. Vi tænder lys i mørket og synger Mørk er november af Thorkild Bjørnvig. 

Mørk er november og løvfaldet slut,
vandet begynder at fryse,
lyset fra solen og blomsterne brudt -
da må vort hjerte selv lyse.
Synge vil vi, legen er magt,
mer end beregning, forstand og foragt
værn mod det sorte og tomme.
Om der svæver dødelig dræ,
vil vi dog elske - og plante et træ:
frugter kan uspået komme.

Vi ved nemlig, at der inden længe kun er en måned til vintersolhverv, og så er foråret lige om hjørnet.

Indtil da vil jeg på de klare dage nyde solnedgangen fra køkkenvinduet, mens jeg laver aftensmad.

Når kor er aflyst!

Jeg plejer at være til kor torsdag aften, men netop i aften var kor aflyst, da dirigenten og frue var i Barcelona. Til gengæld kunne min mand komme til vinsmagning, hvilket han vist var ganske godt tilfreds med.

Men hvad gør man, når man skal sidde alene en torsdag aften, mens manden smager på årets julevine. Man inviterer gæster!

Jeg er så privilegeret, at jeg stadig har kontakt og mødes med nogle af min mors veninder. En enkelt har jeg kendt lige fra barnsben, og hun synger i samme kor som jeg. Derfor viste jeg, at hun ikke havde nogle planer for aftenen. Og jo - hun ville gerne komme.

Det er fantastisk at kunne mødes med et andet menneske, hvor samtalen bare glider og fortsætter fra det sted, hvor man slap sidste gang. Og for mig er det vidunderligt at være sammen med et menneske, som har kendt mine forældre fra de var helt unge. En som kender vores familie, vores glæder og sorger, og som også sætter pris på at mødes med os. Et menneske som repræsenterer en generation, som mig og mine søskende mangler - vores forældres generation, og hun gør det på fornemmeste vis. Hun og hendes mand er vores børns bonusbedsteforældrer, og de er altid klar til at træde til, når det virkelig brænder på. Et uvurdeligt venskab, som skal plejes.

Derfor krævede det heller ingen yderligere overvejelser, at der skulle noget godt på bordet. Så efter en venlig forespørgsel hos min bedre halvdel blev den portvin, der var tiltænkt julemåneden stillet frem.

Vi nød et enkelt glas, mens stormen, det kommende valg, gamle historier og kor-fnidder-fnadder blev vendt, og der blev fremvist billeder af børn og børnebørn. En hel igennem hyggelig aften.

Morgenrod

Morgenrod! Det er vist de fleste børnefamiliers lod. I hvert fald hjemme hos os. Det er fuldstændig lige meget, hvor ryddet og ordentlig der er, når de står op. I løbet af ganske få minutter er de i gang. Det er ganske enkelt imponerende så meget energi og virketrang de når at spare op i løbet af en nat. Så fulde af liv og glæde kan kun børn være. Det er livsbekræftende. Her må man gerne se, at vi er en børnefamilie.

Tak for kage!

En af mine kollegaer er netop fyldt 50, og i dag havde han derfor inviteret os alle til det store kageord. Og jeg skal love for, at det var DET STORE KAGEBORD. Det var virkeligt flot og utroligt voldsomt. Ja, der var næsten tale om et kageorgie. Hans kone havde taget fri fra arbejde i to dage for at bage kager. Der var:

Et stort fad med frugt
En skål med hjemmeplukkede valnødder
En tallerken med hjemmelavede chokolader
Kringle
Napoleonshatte
Æblekage med marcipan
Hindbærtærte med creme fraiche
Flødebollelagkage
Othellolagkage
Gluten og sukkerfri blåbærmuffins
Kiksekage
Dræberlagkage

Jeg har aldrig set noget lignende.

Når man samler en gruppe mennesker, der kender hinanden rigtig godt og har det utroligt sjovt i selskab med hinanden, omkring sådan et overdådigt kagebord - ja, så kan der pludselig ske mærkelige ting. Et sådan overdådigt kagebord kan pludselig udvikle sig til en mindre manddomsprøve. Hvem kan for eksempel spise et stykke kage fra hvert fad? Jeg skulle selvfølgelig ikke stå tilbage for min bordherre. Sagen er bare den, at han er over to meter høj og vejer det en to meter høj mand nu engang vejer. Da vi begge var kommet gennem et stykke dræberlagkage, var vi fuldstændig færdige.

Fire timer er nu gået, siden vi forlod kagebordet, og jeg er stadig ramt. Aftensmaden har jeg droppet. Selv min aftenkaffe, som jeg sætter så uendelig stor pris på, er droppet. I stedet sidder jeg nu med mavepine og spytter i en kop the. Alligevel kan jeg ikke lade være grine af, at et kagebord kan aktivere  konkurrencegenet 15 mennesker, for til sidst at slå os alle ud ved at smække trumfkortet på bordet - Dræberlagkagen.

Jeg har desværre ikke nogle billeder - hverken af det overdådige kagebord eller dræberlagkagen. 

Men den vandt! Jeg overgiver mig! Tak for kage! Jeg går i seng!

Atypisk letfordøjelig folkemusik

Børnene sover. Nu kan vi læne os tilbage, nyde en kop kaffe i stearinlysenes skær, akkompagneret af stille baggrundsmusik.

Jeg sætter stor pris på den danske sangskat og kormusik generelt. Min mand deler ikke ubetinget denne interesse. Og så alligevel! Sidste jul søgte han på WIMP efter danske jule- / vintersange, der ikke nødvendigvis var indsunget af Danmarks Radios Pigekor eller Musica Ficta.

I mellem de ufattelige mange kunstnere på WIMP fandt han trioen Zenobia. De er næsten lokale, idet de er opvokset i Egtved sydvest for Vejle. De har for nyligt udgivet en CD'en Fynske Kyster, der indeholder sange med melodier af Carl Nielsen. Men vores absolut favorit er Vintermørkets Hal fra 2010. Den smager lidt af jul, vinter og sne, uden at det bliver for sukkersødt. Deres nyfortolkninger af gamle danske sange er forfriskende, og der er ingen tvivl om, at der er tale om habile veluddannede musikere, der med stor indsigt formidler den danske sangskat og gør den tilgængelig for alle.

Den 18. december 2013 klokken 19.30 holder Zenobia Julekoncert i Løget Kirke, og jeg håber på, at vi kan finde en barnepige den dag.  

Pyt med lidt regn

Nu hvor jeg ved, at jeg har tendens til vinterdepression, kan jeg jo lige så godt gøre, hvad jeg kan for at holde den stangen. Frisk luft, motion og fornuftig søvnrytme ligger lige til højrebenet, hvis man da ikke har små børn og fuldtidsarbejde. Men nu i år hvor jeg har et par timer til rådighed hver formiddag, har jeg ingen undskyldning for ikke at drage omsorg om eget legeme og sind. Heller ikke en smule regn. At den så er så uforskammet at tage til, mens jeg er ude, er en anden snak. Regntøjet når i hvert fald ikke at blive tørt, inden børnene skal hentes.

Men så igen - Pyt! Jeg har været ude at gå i en time, og det var dejligt. Lidt kratluskeri blev det også til. Det kunne jo tænkes, at der var lidt østershatte til en god gang suppe. Jeg fandt to stammer med denne vidunderlige svamp, men suppe bliver det ikke til i denne omgang. Dertil var de endnu alt for små. Men stammernes placering er noteret og vejrudsigtet tjekket. Den spår først nattefrost natten til mandag. Altså skal vi i skoven søndag i håb om, at svampene da er tilstrækkelig store, inden frosten får dem til at klappe sammen. 

Kunstpausen er slut

Er der en regel for, hvor længe en kunstpause må være? Det kan måske også være lige meget i dette tilfælde. Det kan ikke nægtes, at den har været meget lang på Krible Krable. Så lang at jeg måske bare skulle lade Krible Krable hvile i fred. Men så alligevel. Hvorfor det? Der formes stadig en masse tanker og idéer bag panden. Hvorfor ikke dele dem, der i det mindste er værd at dele?

Men hvad er der så sket for Krible Krable i al den tid? Ikke så lidt. Sidste halvdel af 2012 gik en laaang venten, men endelig en dag i januar 2013 var ventetiden  slut. Familien blev beriget med en lille søn. Og tænk engang! Lige så frygteligt jeg havde haft siden 2009 - lige så fantastisk har jeg haft det siden den dag i januar.

Nu lakker 2013 mod enden, og nattefrosten har her til morgen meldt sin ankomst. Den lille dreng er blevet stor og er begyndt i vuggestue. For at opstarten ikke skal blive for hård for ham, har jeg forlænget min barsel, så han i begyndelsen kan få nogle korte dage. At forlængelsen så samtidig giver mig mulighed for virkelig at nyde, at jeg har det godt, er bare endnu et plus. Nyde at jeg igen er glad, har energi og overskud til min familie og til at være MIG.

Det er forunderligt som livet kan forme sig. Sådan bare fra den ene dag til den anden. Jovist! Livet kan være hårdt. Men det kan så sandelig også være smukt.