For en gang skyld tillader jeg mig at være lidt stolt. Jeg plejer altid at være håbløst bagefter med mine syprojekter, og typisk sidder jeg til langt ud på de små timer og syer for at nå at blive færdig med fastelavnskostumet, fødselsdagsgaven eller som i dette tilfælde julegaven. Bare ikke i år! Nej, i år er jeg tilnærmelsesvis i god tid. Det er lidt fedt.
Jeg er næsten færdig med niecernes gaver, og her til aften fik jeg syet datterens meget lyserøde prinsessekjole færdig, og det blev heldigvis ikke så forfærdelig en opgave som frygtet. Nu mangler jeg bare at sy et tylskørt, et bælte og eventuel en prinsessekrone. Det er det mindste af det, for kjolen har alt, hvad en lille pige overhovedet kan drømme om. Jeg har brugt et snitmønster fra STOF 2000, og det er blevet til en pink kjole, med korte ærmer og lynlås i ryggen, lige som datteren ønskede sig. Der til har den skøder med glimtende hjerter, satinroser, flæseelastik i halsudskæringen, satinflæser i lange baner på ærmer, skøder og forneden på kjolen samt pyntebånd med hjerter og glimmer.
Nu må jeg bare væbne mig med tålmodighed og pænt vente til juleaften, før jeg kan se hendes reaktion.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar