Selv kalenderlyset strejker!

De første dage her i december er blevet noget mere håndholdte, end jeg havde tænkt mig. Jeg forsøger at navigere midt i alle uforudsigelighederne, beregner ny rute, igen. Mens GPS-damen insisterende gentager: "Vend om hurtigst muligt", kører jeg videre, samtidig med at jeg er i gang med at løse en svær differentialligning for at opfylde begge børns behov. Den store vil jule, den lille pyldrer. Behovene spænder så vidt, at alt andet er sat på stand by. Vasketøjet hober sig op, nullermændene kommer krybende, haven flyder med fældede og væltede træer, julegave-syprojekterne syltes, ryggen værker af at bære rundt på den mindste, selv vores kalenderlys strejker. Vægen vil ikke brænde, den er alt for tynd til at smelte stearinen.

Tilfældigvis har jeg et ekstra kalenderlys fra sidste år i skabet. Tænk at være så forudseende eller måske er jeg bare så juletosset, at jeg ikke kan nøjes med at købe et kalenderlys. Nu brænder det i hvert fald, og det får det lov til resten af dagen, for vi har lige tre dage, vi skal indhente - på lyset.

Vi når ikke at indhente de sidste tre dages gøremål. I stedet beregner vi igen ny rute og er glade for det, vi har nået. Juleblomsterne for eksempel, dem har jeg nået at købe. Jeg nyder dem, beundrer alpeviolens fantastiske opbygning og hyacinternes fortryllende duft. Gad vide, om vi måske ikke når det hele alligevel.