Bare fordi vi nærmer os juleaften er decembers stormskridt ikke blevet mindre. Vi har haft nogle turbulente dage, der var på nippet til at kortslutte det hele.
Torsdag formiddag havde jeg endelig et hul i kalenderen, ingen syge børn, ingen aftaler på arbejde, så afsted til Vejle Sygehus på fastende hjerte for at få lavet en ultralydscanning i det åbne ambulatorium som opfølgning på en nyrebækkenbetændelse for to måneder siden. Jeg føler altid, jeg er på vej til skafottet, når jeg nærmer mig en læge eller et sygehus, og humøret blev ikke bedre, da meldingen lød, at mine nyrer var noget medtaget, og lægen desuden fandt en cyste, sandsynligvis et hæmangiom på leveren. Nu står jeg med en henvisning til videre udredning på Fredericia Sygehus.
Da jeg efterfølgende tændte min telefon efter den besked, erfarede jeg, at vores søn havde fået en allergisk reaktion i vuggestuen. Hjem og tjekke op på det og efter gennemgang af ingredienslisten på det givne rugbrødsprodukt kunne vi konkludere, at det formentlig var spor af lupin, der udløste reaktionen.
Det var lidt for mange hændelser på en dag, og min hjerne har kværnet afsted. Hvad skal jeg udlede af lægernes kryptiske forklaringer og svar? Da en utrolig smuk buket med ønske om en glædelig jul blev leveret ved døren i går ved middagstid, kunne jeg ikke mere og måtte lige helt ned og vende, før jeg atter kunne samle mig selv op og takke min søde dejlige mand for blomsterne.
Nu er alle mulige og umulige scenarier vendt og drejet inde i mit hoved, og der er atter faldet lidt ro på sindet. Jeg har besluttet at lade bekymringerne ligge så godt som muligt, indtil jeg får en klarhed fra Fredericia, og indtil da vil jeg hygge med mand og børn. Jeg tror på en god jul og et lykkebringende nytår.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar