Dagen mangler gænge

Fjorten dage med syge børn begynder at sætte sine spor, og det på trods af at både min mand og jeg fik lov til at sove i vores egen seng i nat. Den mindste hoster dog stadig og har samtidig besluttet sig for, at mad er noget Fanden har skabt. Forældrene er ved at bekymre sig midt over, men drengen er glad, så mon han ikke vil spise, hvis han virkelig er sulten. Vi overvejer kraftigt at sende ham på "prøve" i vuggestuen i håb om, at han vil begynde at spise, hvis der sker noget nyt, og han er sammen med andre børn. Vi trænger vist alle til, at hverdagen atter kommer ind i sin vante gænge med faste spise- og sovetider. Indtil da forsøger vi at hygge med datteren, så snart den mindste sover eftermiddagslur, og prioritere lidt voksentid, når begge børn er puttet om aftenen.

I dag nåede vi ud i haven og nød eftermiddagskaffen badet i dagens sidste solstråler, og mens datteren vimsede rundt i sin egen lille drømme-lege-verden, fortsatte jeg det langsommelige arbejde med at fjerne de fældede træer. Arbejdet blev dog hurtigt afbrudt af en meget insisterende brokken fra den lille i barnevognen. Træet render ingen steder, heller ikke i morgendagens storm.

 

Nu sover drengen. Det samme gør pigen og faren i en skøn omfavnelse. Jeg vil koble af, mens jeg overvejer, hvad jeg vil, når jeg atter har nogle ledige timer til rådighed. Christiansfeld står højt på ønskelisten, og jeg tænker, at det snart skal være. Men først vil jeg tage ladegreb på kaffemaskinen.