Drømmehaven

I 2011 flyttede familien og jeg til Vejle. Vi blev parcelhusejere og dermed også haveejere. Men det var ikke et hvilket som helst hjem eller en hvilken som helst have, vi fik. Det var mit barndomshjem og HAVEN, som vi overtog fra mine forældre!

Hvor bor mine forældre så nu? Dertil er der kun et trist svar. Mine forældre bor ingen steder. De er blevet til stjernestøv. Det fineste der findes. Min far døde i 2000, og i 2011 blev min mor atter forenet med ham efter et langt år med sygdom, smerte og elendighed. Begge døde de alt alt for tidligt. Det var på ingen måde færdiglevede liv, der forlod jorden.

Derfor var det næsten naturligt, at min mand og jeg overtog huset og HAVEN. For her skulle være liv. Et liv med de samme værdier og principper. Et liv med respekt for husets oprindelige sjæl og identitet. Et liv der har minderne med sig. Et liv der kender hver en krog af den have, som mine forældre elskede så højt. Et liv der ved, hvordan de skabte og formede haven på en sydvendt sandet bakke, hvor der ikke fandtes skyggen af muld. Et liv der husker den frodige skovhave - min barndomshave - med rhododendron, klematis, kaprifolier, bregner, hosta, anemoner, primula, konvaller, akelejer og valmuesøster.

Men storme og tidens tand har sat præg på haven. Træerne væltede, pergolaen hælder slemt til siden, trappen smuldrer, stensætningen skrider, flisebelægningerne gror til og bunddækkende planter kvæler langsomt alle andre stauder. Haven har brug for en hånd for ikke at miste det sidste af sin sjæl. Den får to. Mine hænder. Jeg vil gøre det bedste, jeg overhovedet kan for at genskabe frodigheden med den største respekt for det mine forældre skabte. Det skal ikke bare blive HAVEN. Det skal blive DRØMMEHAVEN.