Nu kommer de små blå!

Selv om min fibersprængning stadig gør vildt ondt, forsøger jeg at holde fast i min daglige runde i haven. Alting går så stærkt i de her dage, hvor solen skinner. I dag kunne jeg konstatere, at de små vækster i det blå bed også er begyndt at vise deres ansigter.

Hepatica nobilis, blå anemone er noget så yndig. Jeg kan allerbedst lide den vilde form. Jeg synes på ingen måde, de dobbelte former kan konkurrere med den i skønhed og enkelthed.

 

Pulmonaria obscura, almindelig lungeurt viser også sine små blå blomster. Den har ligesom andre rublade en utrolig lang blomstringstid, da den blomstrer fra en såkaldt svikkel, hvor der hele tiden dannes nye blomster i spidsen. Lige når blomsterne spinger ud, er de violette, men så snart de er bestøvede skifter de farve til blå. Dermed kan bierne se, hvilke blomster der er værd at besøge. Naturen er forunderlig.

Almindelig lungeurt blomstrer lidt tidligere end Pulmonaria officinalis, hvidplettet lungeurt, så er man den heldige ejer af begge arter, vil man få glæde af en forlænget blomstring.

I efteråret lagde jeg en stor portion løg af den sarte pyjamasblå krokus, Crocus 'Blue Pearl'. Da bedet stadig er forholdsvis skyggefuldt, er den først nu begyndt at titte frem, men jeg kan allerede sige, at den bliver en af mine favoritter. Så må jeg bare håbe på, at den ikke også bliver en af rådyrenes favoritter.

Endnu en dejlig blå fra rubladfamilien er Omphalodes verna, Vårkærminde. Desværre er den en hurtigløber, og den kan i løbet af få år dække et helt bed. Det er kun ganske få stauder, der gro i konkurrence med den, så man skal være lidt varsom med at plante den i et almindelig staudebed. Til gengæld er den helt perfekt under havens store birketræer, hvor der ikke rigtig kan gro andet. Og så er den 100 % rådyrsikker.