Den svære kunst at passe på sig selv!

Det er desværre ikke min spidskompetence - det der med at passe på mig selv. Det indrømmer jeg gerne. Jeg er rigtig god til at passe på andre, og måske netop af den grund kommer mit eget helbred og velbefindende oftest i anden række. Nu er der gået en uge, hvor jeg har kravlet rundt og haft ondt som aldrig før på grund af den latterlige fibersprængning. Hver gang jeg har været nødt til at hoste, har jeg følt, at hele brystkassen blev revet op. Jeg har tudet af smerte, og har haft svært ved at tænke og koncentrere mig. Jeg er træt, som i dødtræt lige meget, hvor meget jeg sover.

Derfor har jeg besluttet at tage behandlingen af min fibersprængning alvorlig, godt hjulpet på vej af venlige men bestemte formaninger fra min mand. Nu står den på absolut ro og hvile i dag og weekenden med. Af samme grund passer det mig fint, at vejret de næste par dage byder på et kuldefremstød. For det første går jeg ikke glip af noget ude i haven, og for det andet virker varmepuder og skoldhed te ikke helt så malplaceret.

Indtil jeg atter er fit for fight må havelivet leves via computeren.