Back on track

mandag den 16. december 2013

Efter en frygtelig fredag overtog min mand tøjlerne hen over weekenden og styrede os sikkert igennem den, alt imens jeg fik indhentet flere timers manglende søvn. Nu er jeg atter nogenlunde frisk og betragter mig selv tilbage på sporet. Der er hjemmelavet leverpostej og medister i fryseren, nuvel, medisterne blev måske en kende salt, men af et førstegangsforsøg er den slet ikke så ringe endda.

Nu vil jeg forsøge at iværksætte en eller anden form for julerengøring. Det er i hvert fald tid til at svinge kost og klud, for nullermændene formerer sig, som havde de fået gødning. Eller måske er det bare alt for længe siden, kluden sidst har været over alle flader. Småbørnsfamiliens lod eller i det mindste vores lod. Fred være med det. Jeg har tænkt mig, at det skal være en hyggelig opgave med indlagte kaffepauser, masser af julemusik, og så kan jeg også bedre holde temperaturen oppe, nu da TREFOR har slukket for varmen hele dagen.

Da jeg er autodidakt ud i rengøringens kunst - særligt julerengøring, glemmer jeg sikkert en ting eller ti såsom lamper, radiatorer, stikkontakter og dørhåndtag. Men man lærer, så længe man lever. Lige gyldigt hvad, glæder jeg mig til den tilfredsstillende "nu er her rent" følelse. Derefter skal det sidste julepynt frem. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar