Meningsfyldt julefred

Efter nogle hektiske og til tider bekymringsfyldte dage har julefreden for alvor sænket sig over vores lille familie, nu er vi helt nede i tempo. Vi nåede det vigtigste, og det vi ikke nåede, var tilsyneladende ikke så vigtigt som først antaget. Juleaften blev højtideligholdt med svigerfamilien, og vores datter og hendes seksårige fætter var ved at sprække af forventningens glæde. Alt den spænding udløste en imponerende appetit, og de fortærede tilsammen tre store andelår og en stor portion risengrød. Derefter præsterede de at mønstre en næsten eksemplarisk tålmodighed og accepterede, at vi skulle danse om juletræet til Rudolf, på loftet sidder nissen, bjældeklang og højt fra træets grønne top. Gaverne vækkede begejstring, og der var ingen tvivl om, at de havde haft en fantastisk aften.

Jeg havde også en god juleaften, selv om jeg må indrømme, at mit humør de seneste par dage langt fra har været i hopla. Jeg er noget tynget af beskeden fra sygehuset, og mens jeg venter på en indkaldelse fra Fredericia Sygehus til videre udredning, kværner hjernen afsted, og jeg forestiller mig det ene frygtelige scenarie efter det andet. Min mand gør alt, hvad han kan for at berolige mig, han er ved min side og skaber ro til, at jeg kan sove, når søvnen endelig overmander mig og fortrænger tankemylderet. Forhåbentlig har min mand ret. Det er sikkert ikke noget alvorligt.

Derfor tager jeg i dette øjeblik en beslutning om at skubbe bekymringerne væk, for nu skal vi slappe af og lade op. Vi skal være sammen - vores lille kvartet, gå ture i skoven, læse historier for børnene, musicere, nyde julens magi, spise fantastisk restemad og tænde lysene i juletræet igen og igen. For det er nemlig julefred. Det er meningsfyldt!