Der er noget i luften - ud over hoste!

mandag den 2. december 2013

Sikken en nat! Den lille dreng hostede, hvinede og skreg, brandvarm var han også. Det kostede endnu en tur til Kolding Sygehus. Denne gang tog jeg afsted, men som det nogle gange sker, var feberen næsten væk, da vi nåede til Kolding, og drengen var i et vældigt humør. De valgte dog at give ham noget medicin og beholde os natten over, så han kunne få sovet ordentligt i et par timer.

Vi kom hjem i eftermiddags, og han har stor set sovet siden. Han har helt sikkert noget, han skal have indhentet efter de sidste mange dages hosten. Det samme har forældrene. Vi er trætte - gennemtrætte, samtidig med at vi konstant er på mærkerne. Kombinationen gør mig sart og sårbar. Jeg præsterede at holde fokus til adventskoncerten i går, men da vi ved den efterfølgende sognefrokost sang Der er noget i luften af Vilhelm Gregersen, blev jeg tyk i stemmen, da vi nåede de to sidste vers i anden strofe.

Der er noget i luften,
som gør mig så glad,
som trøster mit hjerte
i ungdommens bad,
der er noget herinde,
et strålende minde
med kærter og sang,
om julen derhjemme, derhjemme
hos moder en gang.

Det var hårdt endnu engang at erkende, at jeg trods mine blot 33 år kun har minderne om mine forældre og julen derhjemme. Resten af dagen vandrede tankerne tilbage. Tilbage til dengang, hvor jeg troede, at vi alle var udødelige, og barndommen ville vare for evigt. Jeg huskede, hvordan vi fejrede 1. søndag i advent, der blev gjort noget ud af det. Morgenbord med rød dug og røde servietter, det røde bånd om karaflen med slåensnaps. Adventskransen ligeledes med røde bånd blev tændt sammen med det store hvide lys i messingskålen, fra pladespilleren lød A Festival of Nine Lessons fra King's College. Senere på dagen pressede vi os alle fem plus hund ind i den lille gule Fiat og kørte til Rørbæk Sø eller Runkenbjerg. 

Det er gode minder at være sammen med, og jeg nød dem, mens jeg gik med barnevognen gennem Mølholm Ådal for at få drengen til at sove.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar