Vores datter derimod elsker alt, der er lyserødt og pink. Den anden dag kulminerede det i et: "Moar! Til jul ønsker jeg mig en fin prinsessekjole. Og den skal være pink! Med korte ærmer! Og med lynlås, mor!" Det kan godt være, at jeg så en smule træt ud i det øjeblik, og alligevel følte jeg mig heldig. Jeg havde fået den nemme opgave. Få minutter forinden havde hun nemlig proklameret, at hun ønskede sig sådan en ting med batterier, der kunne gå selv - uden at man rørte ved den. Sådan en robot, som en af drengene fra børnehaven havde. Men ikke en spidermanrobot! En prinsesserobot! Sådan en kan man nok ikke købe, svarede jeg. Men pigen var fuldstændig upåvirket: "Nå! Men så kan far bare lave en til mig."
Pludselig virkede det som en ganske nem opgave at sy en prinsessekjole - sammenlignet med at skulle lave en prinsesserobot. Derfor har jeg brugt formiddagen på at købe stof. Lyserødt stof! Og pink stof! Dejligt satin og organza, som er så skønt og nemt at sy i! Argh! Jeg kommer til at hade det og bande det langt væk, mens min mand vil sidde ved siden af - grinende: "Er du nu gået længere ud end til navlen, igen?"
Ja, men jeg kan ikke lade være. Jeg elsker vores datter, og nu har vi holdt hende hen så længe. Nu skal hun have lov til at få en prinsessekjole. Jeg tager det som en udfordring. Samtidig får jeg mulighed lægge den smule had, der findes i mig i dette projekt. Hvis det lykkes at sy sådan en fin prinsessekjole - i lyserødt, totalt usamarbejdsvilligt stof, tror jeg ikke, der vil være mere had tilbage i mig, når jeg endelig er færdig.
Inden jeg kan gå i gang, skal jeg lige have fundet mit sybord under rodet. Men først en stille stund! Helt alene! Jeg har købt blomster! Solen skinner! Jeg er lykkelig for livet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar