Mandagsbeslutninger

mandag den 18. november 2013

Mandag morgen. En ny dag! En ny uge! Måske en ny start? Er det i dag, de store beslutninger skal tages? Eller skal de endnu engang vente til nytår, hvor de kan blive transformeret til ligegyldige nytårsfortsæt? Hvorfor ikke bruge denne grå, tågede råkolde mandag morgen til noget fornuftigt - tage en beslutning eller to.

Første tøjvask kører i vaskemaskinen, sengetøjet hænger på tørresnoren ude i kulden, støvsugeren har danset en omgang, og kluden har været på visit på badeværelserne. Jeg nyder en kop kaffe i køkkenet. Tændte stearinlys. Musik i radioen.

Sidder og tænker. Hvad vil jeg i dag? Hvad vil jeg ønske at nå? Det jeg vil, når jeg! Det jeg ønsker at nå, når jeg ikke! Sådan er det! Man skal ville!

Tilbage til den benhårde prioritering:
  • Jeg vil bage rugbrød og boller - ønske at bage kanelsnegle.
  • Jeg vil planlægge aftensmaden - ønske at lave madplan for hele ugen.
  • Jeg vil i haven - ønske at gå en tur i tågen.
  • Jeg vil hygge med børnene i eftermiddag - ønske at sy et stykke tøj eller to.
  • Jeg vil elske livet - ønske at det vil vare evigt.
God mandag til jer alle!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar