Det mindste barn er hjemme i dag efter en nat med gentagende opkastninger. Først i sengen, ud over sig selv, på bamser og sengelinned. Derefter ud over mig for til sidst at ofre det sidste maveindhold ud over sin far.
Her til morgen er der lidt mere ro på drengens maven, så jeg har satset og puttet ham i barnevognen, mens jeg krydser fingrer for, at han er ovre opkastningerne. Jeg føler nemlig ingen trang til at skulle gøre en barnevogn ren.
Tilbage sidder jeg med en tømmermandsagtig fornemmelse på grund af alt for lidt søvn. Men jeg har trods alt orlov, så jeg bør ikke klage - jeg tænker derimod på min stakkels mand, som nu er på arbejde. Det må være endnu værre for ham. Det kommer til at kræve sin kaffe at holde sig nogenlunde frisk resten af dagen.
Heldigvis skinner solen, og hvis jeg har behov for at blive kvikket lidt op, kan jeg bare stikke næsen udendørs. Der er det friskt og bidende koldt. Det er tid til at fodre fugle. De sidder allerede og venter derude!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar