Fy for den lede for en forskrækkelse

At børnene snotter og hoster på denne tid af året, er vi vant til, men når de begynder at hvæse og hive efter vejret, bliver vi af naturligvis bekymret. Dette var også tilfældet, da vores glade lille dreng inden for ganske få timer blev forvandlet til den mest ynkelig søløve. Til sidst var det så slemt, at han næsten ikke kunne få vejret, og da var vi virkelig bekymret. Vi ringede til vagtlægen og fik besked på at køre ham til børneafdelingen på Kolding Sygehus. Formentlig falsk strubehoste mente de.

Normalt har vi ikke bil, men heldigvis havde vi en lejet bil stående ude i carporten, da vi havde børnene på allergicentret i Odense i går. Vi har dog kun registreret én chauffør på bilen, så det blev min mand, der kørte afsted med den lille dreng. Jeg er hjemme og holder øje med vores pige, da vi ikke kunne få nogen til at passe hende her midt om natten. Hun er nu også er lidt halvsløj med feber. Til gengæld har hun sovet tungt fra al postyret og vågner formentlig ikke før i morgen tidlig. Jeg kan derimod ikke sove. Hele kroppen har været i alarmberedskab, galopperende hjerte, rystende hænder og en mindre kamp for at bevare roen. Efter at den lille dreng for knapt et halvt år siden fik et anafylaktisk chok på grund af en lille smule sataysauce, er vi blevet noget tyndhudet, når det drejer sig om ham.

Nu venter jeg på nyt fra Kolding, mens jeg trøster mig selv med en kop decaf. Jeg har oven i købet tilladt mig at synde og er gået på rov i kagedåserne med de brunkager og vanillekranse, datteren og jeg bagte i sidste uge. Oven på sådan en forskrækkelse er det nok slet ikke nogen synd. Det er måske nærmere fortjent.

Ved at jeg bør forsøge at sove lidt, men hvem kan sove, når man mangler mand og dreng.