Overvejelser i dæmringen

Jeg er absolut ikke a-menneske. Trods dette elsker jeg i vintermånederne at vågne før resten af familien og liste mig ned i den mørke stue. Bare sidde der lige så stille i sofaen under tæppet, mens det dæmrer i øst. Efter vi har fået børn sker dette dog yderst sjældent. De vågner ofte længe før mig. Til gengæld har jeg fået lov til at se rigtig mange solopgange de sidste fire år.

Nu er manden på arbejde, og børnene i vuggestue og børnehave. Det dæmrer, og det første morgenlys afslører en kold morgen med det første drys af sne. Jeg leger, at de andre ligger i deres senge og snuer. For jeg savner dem så ubeskriveligt, lige fra de tager afsted til vi alle atter er samlet. Der er heldigvis kun et par timer til, jeg skal hente børnene hjem. Hjem - der hvor vi hører til! Jeg kan ikke vente. Indtil da må jeg lave noget, for at tiden ikke skal føles så lang. Overvejer hvad det skal være. Hvad vil give dagen mest merværdi? Lave dej til brunkager? Rydde op på kontoret? Sætte foderhus op til fuglene? Drage lidt omsorg for mine forsømte potteplanter, der lider en trang skæbne i kælderen og oppe på det evindeligt rodede kontor? Jeg ved det ikke endnu. Men hvor føler jeg mig privilegeret over, at jeg selv kan vælge.