Det jeg vil, det kan jeg!

Livet er ikke altid en dans på roser. Det kan jeg skrive under på. Jeg har haft perioder, hvor jeg troede, at jeg aldrig skulle komme op af det store sorte hul. Et hul, der sugede al energi, lyst og mod ud af mig, tærede mig op, bid for bid. Nedturen gik hurtig, fra den ene dag til den anden. At kæmpe sig op igen tog flere år. Jeg klarede det med hjælp fra min evigt støttende mand og utallige samtaler med en dygtig psykolog i Aarhus. Og så fordi jeg ville! Jeg ville have det bedre. For det jeg vil, det kan jeg. Sådan har det altid været.

Det betyder, at der er rigtig mange ting, jeg kan - fordi jeg vil!

Jeg kan:
sy ganske udmærket, tegne hæderligt, klippe / skære det meste i papir, skabe et ufattelig rod og rydde op igen, skrive sirlig skråskrift og læse korrektur, spille klaver til husbehov og børnenes behov, synge og få penge for det, løbe en halvmaraton og kaste spyd, dykke under varmere himmelstrøg, lave mad og ikke mindst sovs så folk beder om en ske, drikke kaffe og fortælle dig det meste om whisky, kende krudt fra ukrudt og huske latinske plantenavne, binde buketter og kranse, kløve brænde og tænde bål, bygge scene til Grøn Koncert, arbejde hårdt og længe, grine til det kramper i maven, hygge både ude og inde, jule hele året, være mor på en måde jeg ikke troede var muligt, og sidst men vigtigst af alt elske livet, min mand og mine børn så det gør ondt. Når bare jeg har dem, kan jeg klare det meste, og det er jo meget godt skuldret i betragtning af, at jeg bare for et år tilbage, stadig befandt mig i et stort sort hul.

Jeg ved godt, at det ikke er alle med depressioner, der kommer lige så heldigt ud af det igen, men hvis jeg bare kan indgyde håb hos en enkelt eller to, er jeg glad.

Jeg vil livet! Håber I alle vil dele det med mig.