Når korte vinterdage føles lange

Skønt der kun er knap en måned til vintersolhverv og dagens længde er mindre end 7 ½ time, har det stadig været en af de længste dage i mit liv. Det har været frygteligt at gå herhjemme adskilt fra vores lille dreng, når jeg allermest havde lyst til at være på Kolding Sygehus sammen med ham. Jeg ved, at min mand har passet godt på ham og været der ved det mindste klynk eller host. Det er nok bare svært at være den, der går hjemme i vished langt væk fra barn og information. Kald det et forældregen, jeg er i hvert fald glad for det.

Datteren og jeg har brugt den lange ventetid på at hygge herhjemme. Vi gik til blomsterhandleren for at købe det sidste til årets juledekoration, men vi blev indhentet af et insisterende regnvejr. Atter hjemme igen og en kende våde gik vi i gang med at kreere juledekorationen. Normalt er jeg til det helt enkle, men i år giver vi den fuld skrue på dekorationen. Måske er det nattens begivenheder, der har fået os til at skeje fuldstændig ud, eller måske blev jeg inspireret af det første afsnit af Jul hos Claus Dalby. Gad vide hvad min mand siger til den! Datteren synes i hvert fald, den er noget så fin. Jeg synes, resultatet er acceptabelt.

Nu venter vi på, at mand og dreng kommer hjem. De er savnet.