Når anden har lagt sig

Søndag aften! I Vejle. Ja, nu bor vi her. Det har været nogle hårde uger med flytterod - først i Aarhus og siden i Vejle. Heldigvis vi den mest effektive flytning, da den 16. oktober endelig oprandt. Friske venner mødte i lejligheden i Aarhus klokken 09.00 og knapt tre timer senere - nærmere bestemt 11.45 var alle tingene båret ind i huset i Vejle. Sådan! Stor tak til vennerne!


Siden da har vi haft udfordringer nok. Flyttekasserne kunne ikke blive tømt, for alle skabene var stadig fyldt med min mors ting. Bøgerne kunne ikke komme på plads på bogreolen, da vi manglede at lægge gulv i stuen. Badeværelset var ikke til disposition. Der var håndværkerne i gang, og da de kom til at ødelægge gulvvarmen, gav det yderligere forsinkelser. Gæstetoilettet var indtil i forgårs et stort malerværksted, hvor malingen ikke ville hærde. Jo jo. Den første tid i Vejle har været hektisk. Det hjalp måske heller ikke på det, at jeg den første uge sagde ja til en halv ko - og min mand samme dag hjembragte en kattekilling.


Men i går bestod vi generalprøven. Hele min halvdel af familien var til forsinket Mortens Aftens and. Vi overlevede at være 12 personer til både frokost og aftensmad. Alle hyggede sig, og der var en leben med seks piger, en kat og en hund. Anden blev tilberedt efter mors opskrift og smagte superb.

Nu har vi dagen derpå. Vi sidder og daser i sofaen. Lækre anderester i maven, nyt trægulv i stuen, badeværelset står færdigt – på onsdag, gæstetoilettet er malet, de fleste flyttekasser er tømt, og vi kan slappe af. Sådan slappe rigtig af – for første gang i flere uger – med kaffe, chokolade, rødvin, stearinlys, god musik og hinandens selskab, mens pigen sover sødt på sit værelse, og katten er gået kold I gyngestolen. Vi er næsten i hus i bogstaveligste forstand.

En rigtig skævstarteruge

Hold da op! Sikken en uge. Godt at ikke alle vores uger forløber på denne måde.

Jeg startede ud med at blive syg natten til søndag, og så var jeg ellers sengeliggende med mavekramper til og med onsdag. Det var langt fra det ideelle tidspunkt at være ukampsdygtig. Min computer var strandet i Vejle, jeg måtte aflyse en aftale med en antikvitetshandler, og arbejdspladsen holdt flyttedag om tirsdagen, samtidig med at lejligheden i Aarhus skreg på at blive reduceret til 50 flyttekasser.

Torsdag var jeg nogenlunde fit for fight, jeg fik hentet min computer i huset i Vejle og fik pakket mit arbejdsliv ud af fem flyttekasser og placeret det på en ny kontorplads.

Ugen kulminerede med vores datters fødselsdag i dag. Udsigten til denne dag havde oven i kvalme og mavekramper i ugens løb udløst et yderst gnavent og indelukket humør (en rigtig dårlig graviditet og et jammerligt fødselsforløb bringer ikke ligefrem de bedste minder frem). Jeg priser mig lykkelig for, at jeg er begavet med en forstående og yderst overbærende mand.

Det dårlige humør forsvandt heldigvis hen over weekenden, og vi havde en rigtig hyggelig fødselsdag med vores datter på trods af, at dagen startede klokken alt for tidligt. Den stakkels pige kastede op - inden klokken otte havde hun kastet op fem gange, og nattøj og sengetøj var blevet skiftet et tilsvarende antal gange. Men pigen er sej, og da hendes morgenskvalme var drevet over, var hun klar til morgenmad, gaver og gæster.

Så selv om en uge starter fuldstændig skævt, betyder det heldigvis ikke, at den også ender skævt. Langt fra! Tænk bare på dagens skønne efterårsvejr. Vi brugte hele eftermiddagen på at trave rundt i Havreballe Skov, cafébesøg og en tur rundt i Aarhus Midtby. En ydmyg tak til vejrguderne for i dag at have tilsmilet os med elleve solskinstimer.

Morgenudsigt og våde fornøjelser

Alle soveværelsesvinduer burde vende mod øst. Tænk at vågne op til sådan en morgenudsigt.

Desværre indhentede regnen os endnu engang. Den ramte, mens jeg var i haven for at flytte stauder. Det blev en noget våd og mudret affære. Jeg var nødt til at flytte store mængder strudsvinge, selv om det ikke er det rigtige tidspunkt at flytte bregner. Men de måtte flyttes for at give plads til andre stauder. Jeg tror, jeg nåede at flytte 30 strudsvinge, og det er ikke til at se.

Jeg er endvidere gået i gang med at etablere et nyt bed på vestsiden af huset. Tanken er, at det skal være et bed med lyse blomster - et måneskinsbed, der også kan ses i mørke. Indtil videre har jeg bare samlet stauder fra havens andre bede   lodden løvefod, bjergløvefod, liljekonval, storkonval, julerose, sommeranemone, høstanemone, martsviol og campanula latifolia 'Alba'. Med tiden har jeg ønske om hvid fredløs, hvide floks og hostaer med brogede blade. Det må komme lidt ad gangen.

Havefetichistisk naturnyder

Endnu en weekend i Vejle. Det er slet ikke så tosset.

Min storebror kom forbi med familien - han havde endnu ikke haft lejlighed til at granske det omfattende indhold på bogreolen. Han var knapt stået ud af bilen, før han råbte, så hele kvarteret kunne høre det: "Sortspætte. Fedt!" Sådan er det at være i familie med en ornitolog. Vi har vænnet os til det og plejer at grine lidt af ham. Men en ny art for matriklen er da heller ikke så ringe endda.

Efter aftensmaden nåede jeg lige at slå græsset, rive den og fordele afklippet i køkkenhaven. Jeg forsøger desperat at følge med havens krudt og ukrudt, men da vi kun er hernede i weekenderne, er jeg konstant bagefter. Jeg glæder mig så ubeskriveligt til, vi endelig flytter herned. Så får jeg endelig mere tid, fx til haven. Men det er nok meget godt, at vi først flytter herned midt i oktober, når havesæsonen er ved at være slut. Ellers ville det komme til at tage en evighed at komme på plads, fordi jeg ville være at finde i haven det meste af tiden. Jeg er vist det, man kan kalde en have-fetichist.

Den sidste del af dagens havearbejde foregik  i tusmørket, mens flagermusene fløj om hovedet på mig.

Da det var blevet for mørkt til at arbejde, tændte vi op i pejsen udenfor og nød vores aftenkaffe, mens natuglen tudede i skoven. Tænk så meget natur - lige i baghaven.    

Ren nedtur - og sol i sigte

Puha! Vi har pludselig brug for at gentænke hele vores flytteproces. Indtil nu har vi kørt i min mors bil, når vi skulle til huset i Vejle. Nu har jeg lige erfaret, at den senest skal genregistreres i morgen. Endvidere ophørte ulykkesforsikring og falckabonnement på den, da min mor døde. En viden vi gerne vil have haft lidt tidligere. Jeg bliver helt klam ved tanken om, at vi har kørt rundt i en bil, der kun var halvt forsikret. Nå, men der er jo ikke noget at gøre ved det. Vi kan ligesom ikke klandre nogen, for der er nu engang sådan, at vi som mennesker skal bruge vores hjerner og selv holde os opdateret med lovgivningen. En lektie til os! Men jeg er nu stadig lidt ærgerlig. Øv, øv! Det gør bare alting meget mere besværligt midt i vores kaotisk, logistisk udfordrende flytterod.

Jeg trænger virkelig til en opmuntring. Den har jeg lige fundet på DMI's hjemmeside. De lover tørvejr og solskin - både i morgen og på fredag. Det trænger vi virkelig også til. Indtil videre har der kun været nogle enkelte dage med solskin her i september. I år synes jeg, der er rigtig langt til Alex Garffs smukke efterårssang fra 1949 - Septembers himmel er så blå.

Septembers himmel er så blå,

dens skyer lyser hvide,

og lydt vi hører lærken slå

som før ved forårstide

Den unge rug af mulden gror 

med grønne lyse klinger

men storken længst af lande for

med sol på sine vinger.

Jeg synes mere, den har været grå. Jeg måtte faktisk helt tilbage til vores billeder fra 2008, før jeg fandt et billede med den rigtige september-himmelblå farve. Jeg er nødt til at have kammeraet med mig de næste to dage - vi skal da have nogle billeder af lidt nyere dato.

Vildvinsranker gløde

Nej, hvor var det bare mandag i dag. En rigtig træt, grå, trist og våd dag. Resterne af orkanen Katie, der passerede ind over landet, hjalp ikke på det. Det gav bare mere regn og ikke mindst blæst. Eftermiddagen tilbragte vi af denne grund indendøre. "Ikke på legepladsen i dag", konstaterede vores datter. Nej, ganske rigtig. Ikke på legepladsen i dag! I stedet hyggede vi os med at synge efterårssange.

Kan man lære en toårig efterårssange? Ja, ja, ja! Selvfølgelig kan man det! Så længe man som forældre synger, fordi man kan lide det, og fordi man mener det. Jeg elsker at synge, og jeg elsker den danske sangskat. Jeg vil være stolt, hvis jeg kan give denne gave videre til vores datter. Indtil videre har hun lært første vers af Marken er mejet, Vipper springe over klinge, Jeg er havren og Det lysner over agres felt. Og hun er helt med på den. Hun smager på ordene og får et lille fornøjet smil om munden, når hun synger "Gud velsigne ham, den bondeknold". Selv når hun får børstet tænder, skal vi synge Marken er mejet.

Nogen vil måske synes, at det er vildt gammeltdags, men jeg synes, den danske sangskat beskriver det, vi er rundet af. Efterårssangene beskriver om noget, hvor afhængige vi var af naturen for 100 år siden. Høsten skulle i hus, og den skulle sikre næring i de kolde vintermåneder.

Dengang var der noget andagtsfuldt og ærbødigt over efterårsmånederne, og høsten blev fejret med en fest. Her i Aarhus lægger vi knapt mærke til høsttiden og efterårets komme. Men hvis man ser godt efter, er der tydelige tegn derpå. Lindetræerne på Ingerslevs Boulevard er begyndt at blive gule, rønnebærtræerne ved svømmestadionet står med røde bær, og vildvinsranken på muren ved det gamle Sct. Joseph kloster ved Bülowsgade er begyndt at rødme. Ganske som det er beskrevet i tredje strofe af Det lysner over agres felt af Ludvig Holstein.

Vel rækker høstens solskin kort,
men rønnens bær står røde.
Alleens linde blegner bort,
men vildvinsranker gløde. 

Så den danske sangskat er på ingen måder gammeldags. Den er yderst tidssvarende. Åben ørerne og øjnene. Det er en guldgruppe!

Havens dag

Efter en nat med regn og torden fik vi endelig en hel dag med tørvejr. Det var bare skønt. Jeg endte med at bruge eftermiddagen i haven - det kunne ikke passe bedre, når det nu var Havens Dag i dag.

Allerhelst ville jeg have tilbragt dagen på en planteskole, men min pengepung forbereder sig på et huslån, så der er ikke råd til flere grønne vækster i denne omgang.

Jeg brugte et par timer på at dele stauder. Gudeblomst, salvie og geranier blev delt og flyttet. Inde under bladene på et eksemplar af Iris sibirica, stod en yderst presset Geranium 'Johnson's Blue'. Det var tydeligt, at min mor aldrig har delt sine stauder, for denne stakkels plante var stadig forsynet med label. Nu fik den lov til at komme ud i lyset igen. Der var flere arter af storkenæb, men på nuværende tidspunkt har jeg ikke den fjerneste ide om deres navne. En er lav rosa med meget fligede blade (måske Geranium vivace), en er krybende med sart lyserøde - næsten hvide blomster og dufter af citrus ved berøring (måske en sort af Geranium macrorrhizum), en er rosa med et mørkt øje (måske Geranium cinereum 'Ballerina') og en har næsten nyreformede blade. Med tiden håber jeg på at få lavet en oversigt over, hvad der gror hvor, men indtil videre handler det vist bare om, at give de enkelte stauder plads.

Forsinket fly som undskyldning

Det var slet ikke planen, at vi skulle til Vejle i denne weekend, men et forsinket fly gjorde udslaget. I går sidst på eftermiddagen fik jeg en melding om, at min mands fly fra London til Billund var forsinket. I forvejen ville han komme sent hjem. Det var slet ikke til at bære. Derfor var det da logisk, at jeg kørte til Vejle med vores datter - da Vejle sammenlignet med Aarhus ligger væsentlig tættere på Billund. Så skulle min mand kun fra Billund til Vejle, før vi kunne blive genforenet. Logisk eller ej - det kan man vel altid diskutere!

Nå, men jeg fik pakket, spist pigen af, og kvart over syv kørte vi til Vejle. Der var stort set ingen trafik på E45. En sjælden men yderst velkommen oplevelse.

Lidt over otte satte jeg nøglen i døren, og det var tid til at få pigen puttet. Da hun sov, gik jeg en runde i haven. Der var ikke meget at se, for mørkt havde allerede sænket sig over haven. Jeg standsede et øjeblik ved hoveddøren.

I al den tid jeg kan huske, har døren været flankeret af et fantastisk eksemplar af Clematis montana. Den slynger sig omkring den udendørs lampe, hvilket betyder, at den næsten er hel skulturel. Hele året. Hele døgnet. Et godt eksempel på haven i Vejle. Romantisk og samtidig vild. 

Kolde nætter nærmer sig

Fredag morgen. Meget meget tidligt. Pigen sover endnu. Der er ikke nogen grund til at vække hende for svigermor kommer og passer hende igen i dag.

Jeg sidder med en kop te og ser, hvordan det langsomt lysner mod øst. Det har været køligt i nat. Termometeren viser 9,6 grader her inde midt i byen, hvilket betyder, at det har været væsentlig koldere ude på det åbne land.

Solsorten skælder ud. Det er en lyd jeg virkelig forbinder med dæmringen - særligt når året hælder i sin gang. Her i Aarhus får vi dog sjældent en rigtig god fornemmelse af årstidernes skiften. Derfor glæder jeg mig til, at vi flytter til Vejle den 15. oktober. Der kan vi følge årstidernes skiften på nærmeste hold.

Uvurdelige håndsrækninger

I går aftes måtte jeg erkende, at vores datter ikke var rask nok til at komme i dagpleje i dag. Barnets 1. og 2. sygedag var brugt, og det samme gjalt de fleste af mine feriedage. De røg, mens min mor var syg. Jeg havde derfor brug for en håndsrækning.

Heldigvis kunne min svigermor træde til med kort varsel. Hun mødte i lejligheden klokken kvart i syv, og pigen syntes vældig godt om arrangementet. Jeg kunne derfor trygt tage afsted på arbejde.

Jeg skulle hente bilen på autoværkstedet efter arbejde, så min søster overtog pasningen af datteren hen over eftermiddagen. På køreturen fra Vejle til Aarhus indhendtede den sidste uges manglende søvn mig. Jeg var konstant ved at gabe kæben af led. Jeg fandt det ikke forsvarligt at køre videre, så på rastepladsen ved Ejer Bavnehøj købte jeg en stor kop kaffe og tog et hvil, før jeg fortsatte.

Da jeg kom hjem havde min søster allerede lavet mad og dækket, mens niecerne havde underholdt pigen. Det var ren luksus at komme hjem til. Bagefter hjalp hun med opvasken, og imens fik vi talt om løst og fast - om mor, hus, flytning og logistik. 

Svigermors og min søsters hjælp betød, at kunne slappe lidt af her til aften. Så kan jeg lige klare dagen i morgen - derefter er det weekend og min dejlige mand kommer hjem. Indtil da vil jeg nyde måneskinnet uden for vinduet.

Det får mig til at tænke på Matthias Claudius' aftensalme Sig månen langsomt hæver.

Sig månen langsomt hæver,
den gyldne stjerne svæver
på himlen klar og blid.
Vor skov er tavs og stille,
og hvide tåger spille
på engen rundt ved aftenstid.

Ugledyne

For snart et halvt år siden syede jeg et sengelinned med ugler på til vores datter. Hun er blevet lidt for glad for det. Hun kalder slet og ret sin dyne for ugledynen. Det giver visse problemer, når vi skal vaske sengelinned.

Af den grund har jeg besluttet mig for at sy et ekstra sæt sengelinned til hende - også med ugler. Desværre har Stof 2000 ikke længere stoffet. Jeg har dog fundet noget uglestof med samme print - bare i andre farver.

Det endte med, at jeg i går brugte det meste af aftenen på projektet. For det første er stof med print generelt et helvede at arbejde med, da det aldrig er printet lige på. Hvis man klipper efter mønstret trækker stoffet, og hvis man klipper efter stoffet, bliver mønsteret skævt. Jeg valgte at følge stoffet, for det andet giver simpelthen for meget bøvl. Desuden synes jeg, det er kropumuligt at få lavet forenden pæn. Skal det være med trykknapper, alm. knapper eller bændler? Dette sæt endte med at få trykknapper, og det lykkedes mig at få syet fodenden således, at trykknapperne ikke kan ses på oversiden.

Trods sved og eder synes jeg resultatet blev ganske hæderligt, og vores datter accepterede at der blev skiftet sengelinned.

Müsli til morgenmaden

Endelig tid til min aftenkaffe - på grund af dette regnfyldte ruskende vejr har jeg skiftet dog skiftet kaffen ud med te. Opvask og tøjvask er endelig overstået. Alting tager bare længere tid, når man har et pjevst og putsomt barn på armen. Derfor har jeg kun lavet det allermest nødvendige i dag, fx en ny portion müsli. Var det nu også nødvendigt. Ja! Er du da tosset? Der er intet så tarveligt som en ganske almindelig kedelig grå portion havregryn til morgenmad. Heldigvis er det verdens nemmeste müsli. Den skal ikke opvarmes, og den indeholder ikke noget tilsat. Den er inspireret af Urtekrams ganske udemærkede men sindsyg dyre speltmüsli - med visse modifikationer. Alle ingredienserne kan købes økologisk, men køb den for alt i verden ikke i et almindelig supermarked. Så koster det en formue. Køb i stedet store poser fra fx Aurion. De fleste helsekostbutikker forhandler Aurion.
Vores opskrift på müsli er som følger:

200 g finvalsede havregryn
200 g grovvalsede havregryn
100 g bygflager
100 g speltflager
100 g rugflager
75 g hele boghvedekerner
75 g risflager
75 g solsikkefrø
50 g sesamfrø
50 g græskarkerner
evt. 75 g tørrede, afskallede hasselnødder

Det hele blandes - og spises sammen med havregryn og æbler i tern.

Når jeg vil gøre lidt ekstra ud af müslien rister jeg den i ovnen til den begynder at få farve. Det er nødvendigt at riste den af flere omgange, for det er en stor portion. Den ristede müsli er særlig lækker på surmælksprodukter.

Glødende efterår

Jeg burde egentlig være på arbejde på nuværende tidspunkt. Men det er ikke tilfældet. I stedet passer jeg vores datter.

Hun startede med at pjevse i går eftermiddags. Omkring midnat begyndte hun at hoste, og jeg kunne høre hvordan det hele bare kørte op og ned i svælget på hende. Jeg var flere gange inde ved hende, fordi jeg troede, hun skulle kaste op. Her til morgen havde det udviklet sig til en ordentlig gang forkølelse med dertilhørende feber.

På trods af det har vi haft en skøn formiddag. Jeg pakkede pigen godt ind, satte hende i klapvognen. Derefter gik vi i Mindeparken. Det tidlige morgenlys var perfekt til et billede af et glødende bøgetræ.

Det gælder bare om at nyde solskinstimerne, for de har lovet kraftig blæst og regn i eftermiddag.

Tid til at indhente det tabte

Det sidste år er mine venskaber ikke blevet plejet. Der har simpelthen ikke været tid midt i sygdom og bekymringer. Det har redet mig som en mare.

Nu skal det være. Ikke flere undskyldninger! Det er tid til at genoptage kontakten med noget negligerede venner og veninder. Midt i brev- og mailskrivningen har glæden ved at skrive atter indfundet sig.

Personlige breve skriver jeg i hånden med en rigtig gammeldags skråskrift. Det er lang tid siden, at jeg har skrevet noget som helst i hånden, og den værker allerede. Men det gør ikke noget. Jeg bryder mig alligevel ikke om at skrive flere breve på en enkelt aften - det kommer så hurtigt til at føles somsamlebåndsarbejde. Hvert brev skal være personligt og vedkommende.

Når jeg er tilfreds med indholdet er det en fornøjelse at lægge brevet i en kuvert, skrive adresse på og til sidst sætte frimærker på. Derefter går turen til postkassen sammen med vores datter, der synes, det er helt fantastisk at poste breve. "Haps", siger postkassen, og så er brevet væk - på vej til venner og veninder for at indhente det tabte.

Efterårshimmelsk pragt

Kalenderen siger september, og mit indre ur skriger efterår. Jeg bliver altid lidt vemodig, når dagene bliver kortere og træerne falmer.

Heldigvis kan jeg også glædes over efteråret. Alting er bare mere klart - luften, lyset og farverne. Og så er efteråret et helt fantastisk tidspunkt til at fotografere.

Her til aften viste solnedgangen sig for eksempel fra sin flotteste side. Med rigtig efterårshimmelsk pragt.

Ordentlig rod

Udsigt til fem dage som græsenke. Jeg kan blive helt svedt ved tanken. Alting skal bare klappe for at bringe- / arbejde- / hente-logistikken går op i en højere enhed. Der er ikke tid til så meget andet ud over det.

Trods det kan jeg ikke lade være med at lave en masse planer, lister m.m., som ikke nødvendigvis hjælper på stressniveauet. I aften har jeg fx planlagt en kontor / ordne papirnusseaften. Men synet af vores kontorplads har ligesom taget modet og lysten fra mig. Hvor ser det dog ud! Det ligner mildest talt et bombet lokum, selv om det reelt er vores soveværelse.

Hvis det skal blive til en kontoraften, må jeg først finde skrivebordet.

Se! Det var bedre. Utroligt hvad ti minutter kan gøre. Nu har jeg lyst til at sidde der - måske med en kop kaffe.





Og nu har jeg oven i købet fået en sms fra min skønne mand, der afslører, at tøjskabet gemmer på en pose med små gaver - en til hver dag, hvor jeg er græsenke. Gaven her til aften var lækker chokolade fra Summerbird. Nu skal jeg i hvert fald have en kop kaffe.

Det er da til at blive helt rørt over. Jeg kan ikke lade være med at føle mig så ubeskrivelig heldig!

Morgen-selvforkælelse

Nogle er fænomenale til at forkæle sig selv. Jeg er ikke en af dem. Jeg har altid følt, at jeg måtte yde, før jeg kunne nyde med det resultat til følge, at jeg sjældet er nået til nydelsesdelen.

Her til morgen stod opvasken og skreg til himlen. Vasketøjet væltede ud af vasketøjskurvene. Men i dag vente jeg bøtten.

Denne flotte klare efterårsmorgen ville jeg først nyde og så yde. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har siddet i min elskede gyngestol, nydt duften af friskbrygget kaffe og hjemmebagte boller. Men dejligt var det. Det gav en helt fantastisk ro og en lyst til at gå til dagens opgaver med fornyet energi.

En uforventet god dag

Mørk, våd, grå og blæsende. Det var ikke en morgen, jeg havde lyst til at stå op til efter en mere eller mindre søvnløs nat. 

Heldigvis var der nok at lave på arbejde, uden at der var for meget. Det betød, at jeg fik afsluttet nogle opgaver, og det er altid en rar fornemmelse.

Jeg hentede vores datter hos dagplejen i regn og stiv kuling. Ingen legeplads i dag. I stedet cyklede vi hjem - og lod regnen husere udenfor. Vi læste Cirkeline, byggede med LEGO og tegnede - ifølge pigen en kat, der fløj oppe i himlen sammen med månen. Vi hyggede os rigtig.

Nu er pigen puttet, opvasken er klaret, gulvet er støvsuget, der er sat dej over til boller og min mand har netop givet vores badeværelse en overhaling med vand og sæbe. Man skulle næsten tro, at vi var overskudsagtige.

Sådan er alle vores dage dog langtfra. Måske er det netop derfor vi lægger særligt mærke til dage som denne - en uforventet god dag. Nu vil vi belønne os selv med en kop kaffe.

En stille aftenstund

Vores datter sover trygt på sit værelse. Min febervarme mand ligger i soveværelset. Jeg har overstået feberen og de ømme led, og sidder nu i stuen efter et mislykket forsøg på at sove. Nu er det kun den trætte krop og sandpapirshalsen jeg trækkes med. Halsen lindrer jeg nu med rygende varm hyggete fra den lokale tehandler, og i et mindre anfald af vemod over at det allerede er mørkt har jeg sat efterårssange på anlægget og tændt stearinlysene i stuen.

Det er yderst sjældent at vores aftener er så stille. Normalt vil vi have travlt med at vaske op, rydde op og smøre madpakker. Men i dag er der udsolgt. Der er ikke energi til mere. I stedet vælger jeg at nyde denne stille aftenstund.

Kvædegele

Det er utrolig at en så lille og utilnærmelig frugt som japankvæde kan give en så aromatisk duft. Jeg plukkede en lille skål fredag aften med henblik på lidt syltning af en eller anden art. Hele køkkenet duftede af kvæde.

I går lykkedes det mig at få kogt kvæderne og sat dem til afdrypning, selv om jeg nok burde ligge i min seng og pleje min feber. Men nu havde jeg jo plukket kvæderne, og de skulle da så sandelig ikke gå til spilde.

Her til morgen var det tid til at koge saften ind til gele med rigelig mængder sukker i forholdet 1 kg sukker til 1 liter saft. Mums! Sikken en duft og sikken en smag. Det blev den fineste lyserøde kvædegele.

I samme ombæring fik jeg lavet hybensyltetøj sødet med honning og et enkelt glas med paradisæblegele. Det blev en ganske udbytterig weekend.

Opsigelse

Nu er lejligheden i Aarhus er sagt op til november. Det bliver lidt vemodigt at skulle flytte fra den, for vi har trods alt boet i den i fem år. Samtidig skal vi også sige farvel til Aarhus og alle de andre ting, som vi sætter pris på ved byen. Men hvis jeg skal opremse alt det, jeg kommer til at savne, vil jeg aldrig komme fra byen. I stedet vil jeg nævne fordelene ved at flytte:

• vores helt eget sted
• plads
• dejlig have
• natur og skov et stenkast derfra
• 10 minutter på cykel til arbejde
• mere tid til vores datter
• en frisk start

Jeg vil derfor sige farvel til Aarhus - og på gensyn du dejlige by. Du ligger trods alt kun en lille times togrejse fra Vejle.

Der står et hus i Vejle

Det føles som om, der er gået en evighed - men i går var det kun en måned siden min mor døde. Vi fik holdt en meget personlig og smuk begravelse - ja, selv takkekortene valgte vi selv at fremstille. De blev prydet af et fotografi af det smukt pyntede gravsted. Ingen sørgerand - ingen "med tak for venlig deltagelse". Det ville ikke passe til vores mor.

Mine søskende og jeg er nu lige så stille begyndt at rydde op i min mors hus. Vi skal tage stilling til mange ting, og samtidig vækker alting minder. Det er en langsommelig proces. Der skal gøres op, smides ud og gemmes. Hver eneste genstand bliver nøje gransket før den kommer ned i kassen til genbrug for atter at komme op på bordet igen med bemærkning om: Den er jeg endnu ikke færdig med.

Det samme gælder huset. Jeg er endnu ikke færdig med det hus. I modsætning til mine søskende, der begge købte hus for flere år siden, bor min mand og jeg stadig i en lille lejlighed i Aarhus. Vi har længe snakket om, at vi gerne ville flytte tættere på vores arbejde i Vejle. Det skulle bare ikke være lige nu - først om et par år.

Nu står der imidlertid et hus i Vejle, som jeg altid har holdt særligt af. Samtidig er huset i Vejle det eneste hus, jeg har boet i. Jeg har endnu ikke nået at knytte mig til et andet hus. Jeg kan simpelthen ikke bære, hvis der er nogen andre, der skal flytte ind i det - ødelægge det og ikke mindst haven.

Det er et godt hus med stor have, plads til børn, mange muligheder og et hav af gode minder. Min far tegnede selv huset. Vi kender alle detaljerne og selvfølgelig også skavankerne.

Mine søskende har givet deres velsignelse til, at jeg overtager vores fælles barndomshjem sammen med min mand. Selv om mine søskende og jeg har mistet utrolig meget de sidste ti år, kan vi trøste os med, at vi ikke mister vores barndomshjem. Det vil stadig være samlingspunktet for vores familie.

Her er ingen super-mor!

Ind i mellem forundres jeg dog over, hvordan andre mennesker og særligt andre mødre kan virke så perfekte og overskudsagtige. Der er de kvinder, der ligner en million, selv om de er højgravide eller lige har født. Mødre, der altid lige har hjemmebag i ovnen, samtidig med at de har gang i et utal af små hyggelige, kreative projekter med deres børn. Hjemmet er selvfølgeligt pinligt rent, og alligevel er der tid til at socialisere sig med veninderne.
Hvordan bærer de sig ad?

Jeg indrømmer, at jeg af og til misunder disse mødre, for jeg er absolut ikke en overskudsagtig super-mor! Nej, her går det på bedste beskub.

Heldigvis kan jeg altid finde trøst i udtrykket:

It is not about being a perfect mother - 

it is about being a good enough mother

En smuk nat at dø

Natten til tirsdag døde min mor efter et års kamp for livet. Hun trak det korteste strå i en kamp som lige så vel kunne være faldet ud til hendes fordel.

Døden er til daglig ikke en del af min positivliste, men en gang i mellem kan der alligevel opstå en forunderlig og smuk situation, når den indtræffer. I min mors tilfælde havde min søster og jeg våget over hende i fem dag. Vi havde holdt hende i hånd, sovet på hver vores side af hende, talt til hende og sunget alle de årstidssange hun lærte os som små, skønt hun ikke længere var ved bevidsthed. Denne aften havde vi endnu engang lagt os til at sove ved hendes side.

Fem minutter i to vågnede jeg. Jeg havde sovet med ørepropper, for jeg evner ikke at sove, når der er fremmede lyde omkring mig. Hvad der vækkede mig, ved jeg derfor ikke. Min søster vågnede lige efter mig. Få sekunder efter udåndede vores mor med min søster og jeg ved hendes side. At vi begge vågnede lige inden vores mor døde viser, at der er mere mellem himmel og jord - også selvom jeg ikke er det mest troende mennesker på denne jord.

Kort tid efter begyndte solsorten at synge uden for vinduet. Da vi kom ud fra sygehuset var den ellers så vedholdende regn stilnet af og det var klaret op. Lige uden for sygehuset stod et stort smukt lindetræ som en mørk silouet mod den lyse sommernatshimmel. Vi havde ikke lagt mærke til det før, men netop denne nat, fangede det vores blik. Mens vi kørte hjem til vores mors hus begyndte det at dæmre. Vi tillod os at køre ganske langsomt - der var ikke andre på vejene, på nær en hare der krydsede vores vej. Da vi stod ud af bilen ved vores mors hus blev vi mødt af en fortryllende duft. Det var den uægte jasmin, der var sprunget ud i løbet af de dage, vi havde siddet på sygehuset. Vi gik en runde i haven fulgt af et fantastisk kor af solsorte.

Selv om vi syntes, det var uretfærdigt og alt for tidligt, at vores mor døde, var det en smuk nat hun døde!

Pirrende primula

Min passion for blomster er stor. Jeg læser om blomster, kigger på blomster, nøgler blomster og køber blomster - for eksempel disse to primulaer.

Er det deres mangfoldighed, eller er det historien om blomsten og bien, der lokker? Måske er det den forunderlige erkendelse af, at de er et resultat af en fantastisk evolution over millioner af år. Hvad det end er, er blomster og livet i alle dets afskygninger fascinerende.

Prøv bare at se på de mange primulaer, som er fremme i butikkerne netop nu. Ved første øjekast ligner de alle hinanden, men hvis man kigger godt efter, er der forskel på dem - og her tænker jeg ikke kun på farven.

Butikkernes primulaer er en forædling af den vildtvoksende storkronet kodriver (Primula vulgaris). Ude i naturen kan storkronet kodriver kun sætte frø, hvis den bliver bestøvet af bier. I modsætning til os mennesker er de fleste planter, herunder kodriver, tvekønnet, så i teorien kan de klare det hele selv. Men det er da den sikre vej til indavl.

For at undgå indavl - eller sikre fremmedbestøvning - har kodriver udviklet det man kalder heterostyli. Oversat til dansk betyder det, at længden af det hunlige og hanlige organ varierer. Nogle individer har et langt hunligt organ og et kort hanligt organ, mens andre individere har det omvendt (se billederne). På den måde undgår det enkelte individ at blive bestøvet af sig selv. Kan verden blive mere fantastisk?

Blomstrende brancheskift

Nogle kvinder køber tøj, sko, makeup eller perfume, når de skal forkæle sig selv. Jeg ejer simpelthen ikke det shoppegen. Hvis jeg virkelig vil muntre mig selv op, belønne mig selv eller understrege en særlig anledning, så er jeg at finde i den lokale blomsterhandler.

Vi har en fantastisk blomsterhandler lige om hjørnet - Clarinas Blomster. Jeg elsker at være derinde. Personalet er altid smilende og imødekommende, og så kan de binde buketter, som jeg gerne vil have dem. De ser ikke undrende på mig, når jeg har særlige krav til buketterne, eller når jeg for den sags skyld går rundt i forretningen med vores pige og forklarer hende om blomsterne.

Og så kan de aldrig lade være med at smile, når jeg indrømmer, at buketterne er til mig selv. Hvis jeg skulle skifte branche, tror jeg det skulle være til blomsterbinder. Jeg ville nyde at være omgivet af blomster, arbejde med blomster og glæde folk med en smuk buket - ligesom Sandie glædede mig, da hun havde bundet min seneste buket med ranunkler, roser, krysantemum og mandstro.

Forårsfeber

Forår, forår kom nu snart

Vi har ventet længe

Vi vil ud at tumle os

i de grønne enge

i de grønne enge

Sådan skrev Margrethe Marstrand engang - det præcise årstal har jeg ikke været i stand til at fremtrylle, men hvor jeg dog længes efter foråret. 

Min mand er gået så langt som til at sige, at jeg trænger til forår. Det må jeg medgive ham. Jeg tror faktisk, jeg lider af forårsfeber. Desværre må jeg vist væbne mig med tålmodighed, lade kalender være kalender og vente på forårstegn af en mere pålidelig karakter, fx hasselbuskens rakler.

Indtil da har jeg fremtryllet lidt forårsstemning inden døre, når nu det udendørs termometer har så svært ved at finde plusgraderne. Jeg har været på indkøb - og nu er vi forsynet med en Forårsbryg fra Aarhus Bryghus, orangegule primula og en stor buket holdt i varme gule farver.

Den blå anemone

Når jeg ser ud af vores vinduer, har jeg svært ved at få øje på foråret, skønt vi i kalenderen skriver 1. marts. Akkurat samme konklusion er de nået frem til på DMI.

Trods kulde og sne på årets første forårsdag - i hvert fald i følge kalenderen, kan jeg ikke lade være med at tænke på Kaj Munks digt Den blå anemone fra 1943.

Foto: Sten Porse (http://www.da.wikipedia.org)

Hvad var det dog, der skete?

Mit vinterfrosne hjertes kvarts

må smelte ved at se det

den første dag i marts.

Hvad gennembrød den sorte jord

og gav den med sit sølvblå flor

et stænk af himlens tone?

Den lille anemone,

jeg planted dér i fjor.

Jeg har været igennem mine musikgemmer og har fundet min yndlingsfortolkning af Egil Harders melodi fra 1945.

Der er tale om en live-optagelse fra 1999 af Mads Vinding Trio. Cd-en har det fantastiske navn Six Hands Three Minds One Heart. Den er simpelthen et must have for alle, der har den mindste smule hang til jazz.

Underlige ugle

Jeg har med tiden konstateret at "to do-lister" ofte stresser mig mere, end de gavner, så jeg har efterhånden lagt dem på hylden. En gang i mellem kan de dog være meget nyttige, og jeg har en liste, jeg holder ganske meget af - min kreative projekter - liste. Den er frygtelig lang, og omfatter stort set alt - men samtidig indeholder den også kun ting, jeg virkelig har lyst til at lave.

I min dejlige vinterferie lykkedes det mig at blive færdig med nogle af de mange småprojekter, som stod på denne liste. Jeg fik fx syet et sæt sengetøj med ugler til vores pige. Hun blev simpelthen så glad for det. Hun elsker ugler - eller bare dyr generelt.

Men ugler betyder, at nu skal man sove - ugler hører nemlig natten til. Ugler er egentlig lidt underlige. Som Halfdan Rasmussen skriver:

Underlige ugle

vågner midt om natten,

kigger efter månen,

der er blevet væk

pudser sine briller,

stirrer vredt på katten

skriver sjove digte

med usynlig blæk

Vores pige synes i hvert fald, ugler er noget ganske særligt.

Da stolen fik sit betræk

Der står en stol i et hjørne. Grå, snusket og lidet køn. Men den har en funktion - det er en godnatlæsningsstol, og dem kan man ikke bare skille sig af med. Men man kan forskønne den.

Det satte jeg mig for - for lang tid siden. Jeg indkøbte noget dejligt blødt, grønt velour, tråd samt lynlåse og kastede mig så ud i at sy nyt betræk til godnatlæsningsstolen. Jeg havde bare ikke lige taget højde for, at velour er et rædselsfuldt materiale at arbejde med. Det trak og foldede og var overhovedet ikke samarbejdsvilligt med lynlåsen, som ikke bevægede sig en tøddel. Projektet endte i bunden af en pose i mit rodehjørne i stuen.

Min ferie gav mig dog mod på at prøve igen. Alt blev sprættet op, en ordentlig stak knappenåle blev taget i brug og sømlængden blev fordoblet. Straks gik det meget bedre, og pludselig var det alligevel lykkedes mig at sy betræk til samtlige hynder.

Jeg synes selv, at resultatet blev hæderligt, og nu passer stolen væsentlig bedre til et børneværelse. Den er ikke længere grå og trist.

Peder Stolsdag

Man kan altid blive klogere - og det er da en vidunderlig ting. Da jeg i dag læste nyhederne på vejret.tv2.dk, blev jeg fanget af artiklen (nyhed vil jeg næppe kalde det) I dag kastes den varme sten i vandet.

Artiklen fortalt om Peter Stolsdag. I følge gammel folketro kaster Sankt Peter varme sten i vandet den 22. februar. Stenene vil få isen til at smelte, og foråret er endelig på vej.

Har vi så et nærtforestående tøbrud i vente, hvor vandet fosser i vandløb og åer ligesom på billedet  af Giber Å ved Skovmøllen tilbage i 2006? Hvis Sankt Peter har istapper i skægget, vil foråret desværre lade vente på sig - ligesom i 2006, hvor det kom skrækkeligt sent. Billedet er faktisk taget så sent som 27. marts 2006.

Indtil da kan vi ikke gøre andet end at vente og længes, som St. St. Blicher skrev tilbage i 1838.

Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges,
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!

Vinterferie

Jeg har holdt ferie. Sådan virkelig ferie. Ikke under sydens sol, i Skandinaviens fjelde eller i Alperne. Jeg har holdt ferie hjemme, og det har bare været skønt. Faktisk er det første gang, jeg har holdt sådan rigtig ferie eller fri, siden jeg blev mor for snart 1½ år siden.

Jeg havde fri fra arbejde hele uge 7. Min mand kunne ikke holde fri, og vores datter var i dagpleje, omend hun fik lidt kortere dage der. Men det betød, at jeg havde hele formiddagen til min rådighed. Jeg kunne gøre lige, hvad jeg ville. Rengøring var på forhånd bandlyst. Nej, tiden skulle bruges på ren afslapning.

Jeg fik sovet, læst, strikket, syet, gået ture i sneen, fotograferet, var på café, spiste frokost ude og nød det i fulde drag. Det var simpelthen en tiltrængt pause, og hvor skulle vi alle blive bedre til at holde dem, for den energi jeg mødte på arbejde med i morges, har jeg ikke oplevet længe.

Valentinsdag

I dag er det Valentinsdag. Jeg har egentlig altid været imod disse "nye" mærkedage som Mors dag, Fars dag og Valentinsdag. Jeg har betragtet dem som et resultat af forretningernes trang til money-making.

Men når jeg nu ind i mellem dykker ned i historien, kan jeg jo se, at et væld af helligdage og traditioner er forsvundet gennem tiden og dermed også en anledning til familiære sammenkomster og ikke mindst fester med naboer eller lokalsamfundet. Måske er det tiden til at byde nye traditioner velkommen som erstatning for dem, der er forsvundet gennem de sidste par hundrede år. Og desuden er Valentinsdag slet ikke så ny endda.

Hvis man nu som jeg ikke ønsker, at forretningerne skal sætte dagsordenen, "Dann haben wir andere Metoden". Det koster ingen ting at skrive en kærlighedserklæring til sin elskede, give et ekstra knus eller et mere inderligt kys.

I år har jeg derfor valgt at lave et hjemmelavet Valentinsbrev til min mand. Min inspirationskilde har været de gamle Valentinsbreve fra 1700-tallets England som minder om vor tids gækkebreve, og det er selvfølgelig underskrevet Kærligst din Valentin.

Livets reserve

Lige som vi troede, at foråret var på trapperne, gik vinden atter om i nord, og en bidende kulde indfandt sig. I dag skinnede solen heldigvis, så jeg trak i overtøjet og begav mig ud i kulden for at lede efter forårstegn. Og se, det lykkedes mig at finde et! Der i skovbunden op til en villahave stod en lille klynge vintergækker.
 
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Mogens Lorentzen Vintervers fra 1936. Jeg husker stadig alle versene fra min folkeskoletid, men da Vintervers stadig er ophavsbeskyttet, vil jeg nøjes med at gengive andet vers fra hukommelsen:

Under frossen hæk

spinkel som en nerve

spirer den sødeste vintergæk

Står den som straf i sin skammekrog?

Nej, den er livets reserve.

Det kan ikke skrives bedre. Livets reserve! Det er netop den, vi trækker på i februar måned. De sidste reserver, mens vi venter på forår.

Have haves

Selv om jeg bor i en lejlighed i hjertet af Århus, har jeg den mest fantastiske have. Den har alt, hvad jeg ønsker af en have - små kroge med læ og sol, et lille drivhus til tomaterne og de sarte planter, en urtehave med alle de mest anvendelige krydderurter, en køkkenhave der giver rigeligt med grønt sommeren over. Bærbuske og frugttræer er der også blevet plads til. Det er lykkedes mig at skabe en have, som kræver minimal indsats - og samtidig er jeg så heldig, at haven har været forskånet for dræbersnegle.

Som mange andre haveejere ejer jeg også en pæn stak havebøger. Jeg kan bruge rigtig lang tid på at bladre bøgerne igennem - tage notater og gøre mig overvejelser om alt fra planternes hårdførhed, optimale grosted, farve, sæson for blomstring. Jeg fotograferer flittigt, hver gang jeg ser en ny haveplante, som jeg synes passer ind i min have. Billederne bliver navngivet og gemt til senere.

Den viden jeg i tidens løb har tilegnet mig, deler jeg gerne med familie og venner - og hvis jeg ikke kan svare på et spørgsmål på stående fod, ved jeg i det mindste altid, hvor jeg kan finde svaret.

Nu skal jeg være ærlig. Selvfølgelig er min have ikke perfekt. Det er der ingen haver der er. Hvis jeg skal nævne én men nok også den største fejl ved min have, så kommer den her:

min have er imaginær

Men fred være med det. Jeg elsker den lige som den er. Indtil videre dækker den mine behov, solen skinner, når jeg ønsker det - hvad mere kan man egentlig ønske sig af en have?

Kreativt rod

Jeg har et lille hjørne i vores hjem, som jeg ikke er synderligt stolt af. På en eller anden måde er det lykkedes mig at lægge beslag på et helt hjørne i vores ellers nogenlunde ryddelige stue - og i dette hjørne er det desværre ikke orden, der hersker. Her er der gennem de sidste par måneder sket en ophobning af blokkasser, poser, papir, stof, symaskine m.m. Det hele har bevæget sig fra vores fælles arbejdsværelse ind i stuen.

Årsagen - ja, det hele startede, da vi inddrog halvdelen af vores arbejdsværelse til børneværelse. Pludselig havde jeg ikke længere adgang til alle mine kasser og poser i samme omfang som tidligere. Når jeg endelig havde tid til at finde symaskinen frem - hvilket typisk var om aftenen, så sov vores datter lige så sødt inde på sit nye værelse, og vi ville nødigt vække hende. Jeg var ved at blive desperat over ikke at kunne komme til mine ting, så en efter en flyttede kasserne ind i stuen.

Nu vel! Hjørnet i stuen rodder, men det er også derfra mange af mine kreative idéer udspringer, og dem vil jeg ikke være foruden. Arbejdet med saks, papir, nål og tråd er et vidunderlig afbræk i hverdagens almindelige gøremål.

Den kreative verden er også et tilflugtssted, når jeg trænger til at slappe af - men ikke lige kan koncentrere mig om et blad eller en bog. Endelig giver det en helt særlig form for tilfredsstillelse, når jeg bruger mine hænder til at skabe noget smukt eller nyttigt.

Jeg har besluttet mig for, at jeg i stedet for at lade mig irritere af rodet vil glæde mig over de ting, der bliver skabt deraf. Heldigvis er jeg begunstiget med en dejlig mand, som mere eller mindre stiltiende har accepteret mit hjørne.

Så derfor får hjørnet lov til rode indtil den dag, vi atter får et arbejdsværelse.

Forår inden døre

Nu kunne jeg ikke dy mig længere. Jeg var simpelthen nødt til at bringe lidt forår ind i lejligheden. Vi længes simpelthen så ubeskriveligt efter det, så nu var det tid. Jeg gik ind til vores gode lokale blomsterhandler og spenderede 75 kr. på lidt forskellige løgplanter - tulipaner, perlehyacinther, krokus og hyacinther. Jeg valgte udelukkende løg i hvide sorter.

Jeg satte alle løgene over i lerkrukker - samt noget af svigermors hjemmelavede keramik, og det hele placerede jeg i et stort hvidt tærtefad.

Nu er det så bare at vente på, at de springer ud. Hyacintherne er allerede begyndt at strække sig.

Forårstegn

Det var rigtig vådt og diset her til morgen, men jeg kunne ikke være lige mere lige glad. I stedet gik jeg afsted med et smil på læben - for der et eller andet sted i mørket sad en solsort-han og sang.

Allerede i går hørte jeg, at han øvede sig, men her til morgen sang han rigtigt for første gang i år. Endelig et forårstegn - nu venter vi bare på, at de første erantis  bryder frem af jorden.

Da jeg var barn, udløste årets første solsorte-sang altid is til stor glæde for os børn - en tradition som vi endnu ikke har introduceret for vores datter, men glæde os over solsortens sang - det gør vi stadig.

En positivliste

I november måneds udgave af DSB's passagermagasin Ud & Se var der en tankevækkende klumme af Christian Graugaard, der virkelig inspirerede mig. Fra min positivliste lød overskriften. Klummen var slet og ret en liste af de ting, der var gode, rare og positive set fra skribentens side. Det hele var sorteret i alfabetisk rækkefølge, og positivlisten dækkede over alt lige fra Aflyste møder til Årstidernes skiften.

Krible Krable er min positivliste. Det er her, jeg viser mig selv og andre, at der altid er lyse sider i livet. Det kræver kun, at man vil se dem og vil leve med dem.

Fredagshygge

Når nu dagen har været så grå og trist, er det altid rart at komme hjem i varmen med visheden om, at det endelig er weekend. Vi forsøger altid at gøre lidt ekstra ud af aftenbordet fredag, lørdag søndag, så vi rigtig kan mærke forskellen mellem hverdag og weekend.

Og er der noget bedre end at sætte sig ved et veldækket bord. Egentlig bør et hvert bord være veldækket. Hvis man for eksempel regner med, at man i gennemsnit sidder ved bordet 1½ time om dagen og samtidig regner med at blive 80 år gammel - ja, så vil man bruge 5 år af sit liv ved bordet. Det er da tankevækkende, og måske  derfor bør man gøre lidt mere ud af borddækning, servering, bordskik m.m. Der skal jo ikke så meget til - dækkeservietter, en foldet serviet ved siden af tallerkenen, lidt stearinlys og måske en buket blomster.

Jeg er ganske tilfreds med ugens fredagsbord - også selv om menuen "kun" er kyllingfilet i tern tilsat en pose Santa Maria Chicken Masala-krydderi og yoghurt. Når det er små med tid, må man jo prioritere og være lidt opfindsom.

Morgenregn

Her til morgen blev vi vækket af regnen, der slog mod ruden. Hvor var det dog fristende at trække dynen op over hovedet og blive i sengen resten af dagen. Men da det endnu ikke var weekend lod dette sig ikke gøre, og som det altid gør lykkede det os alligevel at komme ud af fjerene.

I gadelygtens skær var det ganske tydeligt, at det stod ned i stænger, og at det blæste en halv pelikan.

Men der kan heldigvis også været noget hyggeligt over en regnvejrsdag. Ja, faktisk indbyder regnvejr næsten til hygge med boller og varm kakao - måske efter en gåtur ved vandet, hvor man rigtig er blevet rusket igennem.

Og så er det altid godt at huske på, at regn er en forudsætning for alt liv på lige fod med sol. At vi så ikke er helt enige om fordelingen og timingen er så en anden sag.

En solskinsverden

Kender I det? Man sidder og pusler med et emne - i mit tilfælde Kyndelmisse. Hurtigt skriver man ordet i Google-søgefeltet og pop. Pludselig rammer man en side, som straks fanger ens opmærksomhed. Mellem de mange søgeresultaterne fra blandt andet Wikipedia, Historie Online, Kristendom.dk og Bibelselskabet var der pludselig et søgeresultat, der sprang i øjnene:

badut.typepad.com/badut/2011/02/kyndelmisse.html

Nysgerrigheden var vakt, og jeg klikkede straks på linket og fandt et fortryllende univers, hvor jeg kunne bruge timer på at bevæge mig fra det ene indlæg efter det andet. Badut indeholder alt det, jeg kunne ønske af en blog. Inspirerende på alle måder lige fra kreative idéer, haveliv, familieværdier samtidig med, at den er delvis anonymiseret.

Jeg kan kun anbefale alle at slå et klik forbi Badut, for det er en blog, der er et besøg værd. 

Kyndelmisse

2. februar. Kyndelmisse! Hvor er det egentligt et dejligt ord. Kyndel-misse. Dette forunderlige ord dukkede op, mens jeg sad på min barndoms skolebænk. Midt i en sang om kulde og sne stod det der – Kyndelmisse. ”Kyndelmisse slår sin knude”. Det kunne næsten ikke blive mere mystisk eller måske mytisk. Hvad var Kyndelmisse? Dengang fik jeg folkelige definition af Kyndelmisse, og den blev omhyggeligt gemt i erindringen. Årets koldeste dag! Hvor fantastisk. Drømmende forestillede jeg mig, hvordan sneen lå over landet. Midvinter var nået. Men se! Kort tid efter dukkede den lige så mystiske Kjørmes Knud op i en anden sang. Hvem var denne mærkelige Kjørmes Knud? Tænk, at han og Kyndelmisse var en og samme ting! Og tænk, at ”knud” betød streng frost. Der er dog ikke meget streng frost over dagen i dag. 

Den kirkelige definition, som jeg først langt senere stiftede bekendskab med, viste sig at være knapt så mytisk. En nu afskaffet helligdag, der blev markeret 40 dage efter Jesus fødsel – altså 2. februar.

December måneds sne og kulde

Kyndelmisse er gået i glemmebogen for rigtig mange – ganske enkelt reduceret til et fremmedord i vores eller så mangfoldige og efter min mening fantastiske sangskat. Derfor er der desto mere grund til at vække ordet og ikke mindst de gamle traditioner til live, så vi ikke fuldstændig mister rodforbindelsen i vores fortravlede arbejdsliv, som kun levner os sjældne ledighedsstunder, hvor vi kan nyde midvinterens sparsomme lys.

I min familie har vi ikke tidligere markeret Kyndelmisse, men i år vil jeg lade mig inspirere af tidligere tiders Kjørmes-gilder, hvor man ofte spiste kraftig suppe og pandekager med øl. Jeg vil derfor fryde familiens ganer med min bedste fyldige vintersuppe og måske slutte af med luksuspandekager med øl og et af de dejlige glas hjemmelavet brombærmarmelade. Når mørket falder på sidst på eftermiddagen vil jeg tænde stearinlys og introducere vores pige for de to dejlige danske vintersange, som netop nævner Kyndelmisse Det er hvidt herude og Sneflokke kommer vrimlende. 

Der er ikke meget sne og kulde over Kyndelmisse i år. Lige nu siger termometeret 4,5 grader, og de grå skyer hænger lavt. Alligevel kan den blå himmel skimtes imellem skyerne, og er det allerede lyst her klokken 8:00. Det kan man kun glæde sig over. 

Et hyggeligt sted

Ind i mellem falder man over et sted, hvor der bare er rart og hyggeligt. Emmerys er et af disse steder. En lille kæde af - ja, hvad skal man kalde Emmerys. En skønsom blanding af isenkræmmer, delikatesseforretning, vinforretning, sandwichbar, kafferisteri, café og bager. Udvalget af brød er begrænset, men det gør ikke noget. Tværtimod, for brødets kvalitet og smag er i den absolutte top. Økologiske råvarer og klassiske håndværkstraditioner resulterer i det skønneste brød med luftig struktur og en sprød, sej krumme. Der er 5-6 forskellige slags kager. Det er det! Men hvad gør det, når der kæles for hvert enkel. Der er ikke mange bagere, der tør tage gamle klassikere op som banankage, chokoladekage, hindbærsnitter eller madelines. Det har Emmerys gjort og med stor succes.

Jeg nyder, at åbne døren til en Emmerys og træde ind i den afslappede atmosfære, hvor betjeningen altid er høflig og imødekommende, hvor personalet nikker genkendende og husker, hvad jeg gerne vil have, hvor der strømmer dæmpet jazz-musik ud af højtaleren, hvor bøger, aviser og blade falder i min smag, hvor jeg aldrig bliver skuffet, og hvor jeg kan sidde så længe, jeg vil - med en bog, en opgave, arbejde eller familie.


Per Brun Emmerys har skabt noget unikt med klare visioner og mål. Selv Emmerys hjemmeside er lys, munter og på samme tid dybt seriøs. Det er fornøjelig læsning, som kun kan anbefales.

Jeg håber, at han vil fortsætte Emmerys i mange år, og jeg er villig til at bevæge mig langt for at besøge en Emmerys - også den dag jeg skulle flytte fra Aarhus.

Fortryllende rimfrost

Jeg benyttede det skønne solskinsvejr til at gå en tur i Mindeparken. Musvitterne havde frygtelig trvalt med at gøre opmærksom på deres tilstedeværelse, mens de sad der i bøgepurret og kvidrede: "Musvit, musvit, musvit". Jeg fandt en plads i eftermiddagssolen og nød min medbragte kop kaffe, mens jeg lod blikket vandre. Der hvor solen endnu ikke havde været, lå rimfrosten stadig i græsset. Jeg bliver altid slået af dens skønhed. Så smuk, så kold og så sart.

Hvor er det egentlig mærkeligt, at der er skrevet så mange sange om sne men så få sange om rimfrost. Jeg kan faktisk kun komme i tanke om en sang, der nævner rimfrost, og det er Grundtvigs salme - Velkommen igen, Guds engle små.

Velkommen igen, Guds engle små,
fra høje himmelsale,
med dejlige solskinsklæder på,
i jordens skyggedale!
Trods klingrende frost godt år I spå
for fugl og sæd i dvale!

"Klingrende frost" - det kan ikke beskrives bedre. Jeg ser for mit indre blik, hvordan rimtågen letter, og efterlader alt med et sart dække af små hvide krystaller. Jeg ser hvidstammede birketræer med lige så hvide grene stå og glinse i solens stråler med en frostklare himmel som baggrund. Det er så smukt, at det næsten ikke er til at se på uden at blive overvældet.

Mødelsesdag

I  dag er det syv år siden jeg mødte min mand. Den første gang jeg så ham, fik jeg den der kriblende fornemmelse i maven, og jeg tænkte: "Ham vil jeg dele mit liv med". Siden den dag har vi været uadskillelige, og kort tid efter vores 5-års  mødelsesdag blev jeg i 2009 gift med denne dejlige mand.

Trods  en bryllupsdag lige om hjørnet markerer vi stadig vores mødelsesdag. Siden vi mødtes, har vi nemlig været en fantastisk rejse, hvor vi for  hver dag er blevet tættere knyttet. Vi er blevet modnet sammen, styrket  sammen, prøvet sammen og sidst men ikke mindst blevet forældre sammen.

Da min mand her til middag kom tilbage fra "cykelhandleren", medbragte  han denne smukke buket. Jeg bliver altid rørt, hver gang han giver mig   blomster og i dag var ingen undtagelse. Straks pressede tårerne sig på. Hvor er det fantastisk at der kun skal en buket blomster til for at røre et andet menneske.

Krible Krable

Krible Krable er en eventyrverden. Første gang jeg mødte denne verden var som ganske lille, da jeg sad på skøddet af min far, mens han spillede klaver og sang:

Hvis jeg ku' bli' en lille bitte mand,

så rejste jeg straks til Krible-krable-land,

der er så mange sjove små dyr,

så jeg kunne rigtig gå på eventyr,

i krible-krable, kravle-krybe, kilde-land.

Krible Krable er en blog hvor hverdagens lykkefyldte stunder, mirakler, glædelige, magiske og fortryllende øjeblikke får plads og bliver værdsat, uanset  hvor små og ubetydelige de måtte synes. Jeg tror, at det netop er de små ting, der giver livet værdi og tilføjer den ekstra dimension, der skal til for at livet og lykken kan mødes.

Men Krible Krable er ikke bare et sted. Det er også en følelse. Det er den boblende fornemmelse i maven, som hvis den var fyldt med tusinde af sommerfugle, der vil ud. Den følelse der opstår i forbindelse med den stormende forelskelse eller måske forventningens glæde ved et besøg, en oplevelse eller markeringen af en mærkedag eller ihævdholdelse af en tradition. Det er den svage skælven, når et smukt stykke musik går rent ind og rører hjertet, og får tårene til at presse sig på. Det er den helt særlige kriblen i fingrene for at udrette noget, forbedre noget eller gøre noget. En kriblen, der er så intens, at det er umuligt at sidde stille.

Krible Krable rummer alle de små ting, der kan få solen til at skinne på mine  gråvejrsdage. Her skriver jeg om det, der inspirerer mig og giver fornyet energi - fx min familie i mere eller mindre anonymiseret form, vores hus og have, vores traditioner og historie, naturen, årets gang, musikken, kreative udfoldelser og meget mere.