
Heldigvis var der nok at lave på arbejde, uden at der var for meget. Det betød, at jeg fik afsluttet nogle opgaver, og det er altid en rar fornemmelse.
Jeg hentede vores datter hos dagplejen i regn og stiv kuling. Ingen legeplads i dag. I stedet cyklede vi hjem - og lod regnen husere udenfor. Vi læste Cirkeline, byggede med LEGO og tegnede - ifølge pigen en kat, der fløj oppe i himlen sammen med månen. Vi hyggede os rigtig.
Nu er pigen puttet, opvasken er klaret, gulvet er støvsuget, der er sat dej over til boller og min mand har netop givet vores badeværelse en overhaling med vand og sæbe. Man skulle næsten tro, at vi var overskudsagtige.
Sådan er alle vores dage dog langtfra. Måske er det netop derfor vi lægger særligt mærke til dage som denne - en uforventet god dag. Nu vil vi belønne os selv med en kop kaffe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar