Min storebror kom forbi med familien - han havde endnu ikke haft lejlighed til at granske det omfattende indhold på bogreolen. Han var knapt stået ud af bilen, før han råbte, så hele kvarteret kunne høre det: "Sortspætte. Fedt!" Sådan er det at være i familie med en ornitolog. Vi har vænnet os til det og plejer at grine lidt af ham. Men en ny art for matriklen er da heller ikke så ringe endda.
Efter aftensmaden nåede jeg lige at slå græsset, rive den og fordele afklippet i køkkenhaven. Jeg forsøger desperat at følge med havens krudt og ukrudt, men da vi kun er hernede i weekenderne, er jeg konstant bagefter. Jeg glæder mig så ubeskriveligt til, vi endelig flytter herned. Så får jeg endelig mere tid, fx til haven. Men det er nok meget godt, at vi først flytter herned midt i oktober, når havesæsonen er ved at være slut. Ellers ville det komme til at tage en evighed at komme på plads, fordi jeg ville være at finde i haven det meste af tiden. Jeg er vist det, man kan kalde en have-fetichist.Den sidste del af dagens havearbejde foregik i tusmørket, mens flagermusene fløj om hovedet på mig.
Da det var blevet for mørkt til at arbejde, tændte vi op i pejsen udenfor og nød vores aftenkaffe, mens natuglen tudede i skoven. Tænk så meget natur - lige i baghaven.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar