Tid til at indhente det tabte

mandag den 5. september 2011

Det sidste år er mine venskaber ikke blevet plejet. Der har simpelthen ikke været tid midt i sygdom og bekymringer. Det har redet mig som en mare.

Nu skal det være. Ikke flere undskyldninger! Det er tid til at genoptage kontakten med noget negligerede venner og veninder. Midt i brev- og mailskrivningen har glæden ved at skrive atter indfundet sig.

Personlige breve skriver jeg i hånden med en rigtig gammeldags skråskrift. Det er lang tid siden, at jeg har skrevet noget som helst i hånden, og den værker allerede. Men det gør ikke noget. Jeg bryder mig alligevel ikke om at skrive flere breve på en enkelt aften - det kommer så hurtigt til at føles somsamlebåndsarbejde. Hvert brev skal være personligt og vedkommende.

Når jeg er tilfreds med indholdet er det en fornøjelse at lægge brevet i en kuvert, skrive adresse på og til sidst sætte frimærker på. Derefter går turen til postkassen sammen med vores datter, der synes, det er helt fantastisk at poste breve. "Haps", siger postkassen, og så er brevet væk - på vej til venner og veninder for at indhente det tabte.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar