Kyndelmisse

onsdag den 2. februar 2011


2. februar. Kyndelmisse! Hvor er det egentligt et dejligt ord. Kyndel-misse. Dette forunderlige ord dukkede op, mens jeg sad på min barndoms skolebænk. Midt i en sang om kulde og sne stod det der – Kyndelmisse. ”Kyndelmisse slår sin knude”. Det kunne næsten ikke blive mere mystisk eller måske mytisk. Hvad var Kyndelmisse? Dengang fik jeg folkelige definition af Kyndelmisse, og den blev omhyggeligt gemt i erindringen. Årets koldeste dag! Hvor fantastisk. Drømmende forestillede jeg mig, hvordan sneen lå over landet. Midvinter var nået. Men se! Kort tid efter dukkede den lige så mystiske Kjørmes Knud op i en anden sang. Hvem var denne mærkelige Kjørmes Knud? Tænk, at han og Kyndelmisse var en og samme ting! Og tænk, at ”knud” betød streng frost. Der er dog ikke meget streng frost over dagen i dag. 

Den kirkelige definition, som jeg først langt senere stiftede bekendskab med, viste sig at være knapt så mytisk. En nu afskaffet helligdag, der blev markeret 40 dage efter Jesus fødsel – altså 2. februar.

December måneds sne og kulde
Kyndelmisse er gået i glemmebogen for rigtig mange – ganske enkelt reduceret til et fremmedord i vores eller så mangfoldige og efter min mening fantastiske sangskat. Derfor er der desto mere grund til at vække ordet og ikke mindst de gamle traditioner til live, så vi ikke fuldstændig mister rodforbindelsen i vores fortravlede arbejdsliv, som kun levner os sjældne ledighedsstunder, hvor vi kan nyde midvinterens sparsomme lys.

I min familie har vi ikke tidligere markeret Kyndelmisse, men i år vil jeg lade mig inspirere af tidligere tiders Kjørmes-gilder, hvor man ofte spiste kraftig suppe og pandekager med øl. Jeg vil derfor fryde familiens ganer med min bedste fyldige vintersuppe og måske slutte af med luksuspandekager med øl og et af de dejlige glas hjemmelavet brombærmarmelade. Når mørket falder på sidst på eftermiddagen vil jeg tænde stearinlys og introducere vores pige for de to dejlige danske vintersange, som netop nævner Kyndelmisse Det er hvidt herude og Sneflokke kommer vrimlende

Der er ikke meget sne og kulde over Kyndelmisse i år. Lige nu siger termometeret 4,5 grader, og de grå skyer hænger lavt. Alligevel kan den blå himmel skimtes imellem skyerne, og er det allerede lyst her klokken 8:00. Det kan man kun glæde sig over. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar