Ind i mellem falder man over et sted, hvor der bare er rart og hyggeligt. Emmerys er et af disse steder. En lille kæde af - ja, hvad skal man kalde Emmerys. En skønsom blanding af isenkræmmer, delikatesseforretning, vinforretning, sandwichbar, kafferisteri, café og bager. Udvalget af brød er begrænset, men det gør ikke noget. Tværtimod, for brødets kvalitet og smag er i den absolutte top. Økologiske råvarer og klassiske håndværkstraditioner resulterer i det skønneste brød med luftig struktur og en sprød, sej krumme. Der er 5-6 forskellige slags kager. Det er det! Men hvad gør det, når der kæles for hvert enkel. Der er ikke mange bagere, der tør tage gamle klassikere op som banankage, chokoladekage, hindbærsnitter eller madelines. Det har Emmerys gjort og med stor succes.
Jeg nyder, at åbne døren til en Emmerys og træde ind i den afslappede atmosfære, hvor betjeningen altid er høflig og imødekommende, hvor personalet nikker genkendende og husker, hvad jeg gerne vil have, hvor der strømmer dæmpet jazz-musik ud af højtaleren, hvor bøger, aviser og blade falder i min smag, hvor jeg aldrig bliver skuffet, og hvor jeg kan sidde så længe, jeg vil - med en bog, en opgave, arbejde eller familie.
Per Brun Emmerys har skabt noget unikt med klare visioner og mål. Selv Emmerys hjemmeside er lys, munter og på samme tid dybt seriøs. Det er fornøjelig læsning, som kun kan anbefales.
Jeg håber, at han vil fortsætte Emmerys i mange år, og jeg er villig til at bevæge mig langt for at besøge en Emmerys - også den dag jeg skulle flytte fra Aarhus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar