Fortryllende rimfrost

Jeg benyttede det skønne solskinsvejr til at gå en tur i Mindeparken. Musvitterne havde frygtelig trvalt med at gøre opmærksom på deres tilstedeværelse, mens de sad der i bøgepurret og kvidrede: "Musvit, musvit, musvit". Jeg fandt en plads i eftermiddagssolen og nød min medbragte kop kaffe, mens jeg lod blikket vandre. Der hvor solen endnu ikke havde været, lå rimfrosten stadig i græsset. Jeg bliver altid slået af dens skønhed. Så smuk, så kold og så sart.

Hvor er det egentlig mærkeligt, at der er skrevet så mange sange om sne men så få sange om rimfrost. Jeg kan faktisk kun komme i tanke om en sang, der nævner rimfrost, og det er Grundtvigs salme - Velkommen igen, Guds engle små.

Velkommen igen, Guds engle små,
fra høje himmelsale,
med dejlige solskinsklæder på,
i jordens skyggedale!
Trods klingrende frost godt år I spå
for fugl og sæd i dvale!

"Klingrende frost" - det kan ikke beskrives bedre. Jeg ser for mit indre blik, hvordan rimtågen letter, og efterlader alt med et sart dække af små hvide krystaller. Jeg ser hvidstammede birketræer med lige så hvide grene stå og glinse i solens stråler med en frostklare himmel som baggrund. Det er så smukt, at det næsten ikke er til at se på uden at blive overvældet.