Valentinsdag

mandag den 14. februar 2011

I dag er det Valentinsdag. Jeg har egentlig altid været imod disse "nye" mærkedage som Mors dag, Fars dag og Valentinsdag. Jeg har betragtet dem som et resultat af forretningernes trang til money-making.

Men når jeg nu ind i mellem dykker ned i historien, kan jeg jo se, at et væld af helligdage og traditioner er forsvundet gennem tiden og dermed også en anledning til familiære sammenkomster og ikke mindst fester med naboer eller lokalsamfundet. Måske er det tiden til at byde nye traditioner velkommen som erstatning for dem, der er forsvundet gennem de sidste par hundrede år. Og desuden er Valentinsdag slet ikke så ny endda.

Hvis man nu som jeg ikke ønsker, at forretningerne skal sætte dagsordenen, "Dann haben wir andere Metoden". Det koster ingen ting at skrive en kærlighedserklæring til sin elskede, give et ekstra knus eller et mere inderligt kys.

I år har jeg derfor valgt at lave et hjemmelavet Valentinsbrev til min mand. Min inspirationskilde har været de gamle Valentinsbreve fra 1700-tallets England som minder om vor tids gækkebreve, og det er selvfølgelig underskrevet Kærligst din Valentin.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar