Natten til tirsdag døde min mor efter et års kamp for livet. Hun trak det korteste strå i en kamp som lige så vel kunne være faldet ud til hendes fordel.
Døden er til daglig ikke en del af min positivliste, men en gang i mellem kan der alligevel opstå en forunderlig og smuk situation, når den indtræffer. I min mors tilfælde havde min søster og jeg våget over hende i fem dag. Vi havde holdt hende i hånd, sovet på hver vores side af hende, talt til hende og sunget alle de årstidssange hun lærte os som små, skønt hun ikke længere var ved bevidsthed. Denne aften havde vi endnu engang lagt os til at sove ved hendes side.
Fem minutter i to vågnede jeg. Jeg havde sovet med ørepropper, for jeg evner ikke at sove, når der er fremmede lyde omkring mig. Hvad der vækkede mig, ved jeg derfor ikke. Min søster vågnede lige efter mig. Få sekunder efter udåndede vores mor med min søster og jeg ved hendes side. At vi begge vågnede lige inden vores mor døde viser, at der er mere mellem himmel og jord - også selvom jeg ikke er det mest troende mennesker på denne jord.
Kort tid efter begyndte solsorten at synge uden for vinduet. Da vi kom ud fra sygehuset var den ellers så vedholdende regn stilnet af og det var klaret op. Lige uden for sygehuset stod et stort smukt lindetræ som en mørk silouet mod den lyse sommernatshimmel. Vi havde ikke lagt mærke til det før, men netop denne nat, fangede det vores blik. Mens vi kørte hjem til vores mors hus begyndte det at dæmre. Vi tillod os at køre ganske langsomt - der var ikke andre på vejene, på nær en hare der krydsede vores vej. Da vi stod ud af bilen ved vores mors hus blev vi mødt af en fortryllende duft. Det var den uægte jasmin, der var sprunget ud i løbet af de dage, vi havde siddet på sygehuset. Vi gik en runde i haven fulgt af et fantastisk kor af solsorte.
Selv om vi syntes, det var uretfærdigt og alt for tidligt, at vores mor døde, var det en smuk nat hun døde!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar