Det føles som om, der er gået en evighed - men i går var det kun en måned siden min mor døde. Vi fik holdt en meget personlig og smuk begravelse - ja, selv takkekortene valgte vi selv at fremstille. De blev prydet af et fotografi af det smukt pyntede gravsted. Ingen sørgerand - ingen "med tak for venlig deltagelse". Det ville ikke passe til vores mor.
Mine søskende og jeg er nu lige så stille begyndt at rydde op i min mors hus. Vi skal tage stilling til mange ting, og samtidig vækker alting minder. Det er en langsommelig proces. Der skal gøres op, smides ud og gemmes. Hver eneste genstand bliver nøje gransket før den kommer ned i kassen til genbrug for atter at komme op på bordet igen med bemærkning om: Den er jeg endnu ikke færdig med.
Det samme gælder huset. Jeg er endnu ikke færdig med det hus. I modsætning til mine søskende, der begge købte hus for flere år siden, bor min mand og jeg stadig i en lille lejlighed i Aarhus. Vi har længe snakket om, at vi gerne ville flytte tættere på vores arbejde i Vejle. Det skulle bare ikke være lige nu - først om et par år.
Nu står der imidlertid et hus i Vejle, som jeg altid har holdt særligt af. Samtidig er huset i Vejle det eneste hus, jeg har boet i. Jeg har endnu ikke nået at knytte mig til et andet hus. Jeg kan simpelthen ikke bære, hvis der er nogen andre, der skal flytte ind i det - ødelægge det og ikke mindst haven.
Det er et godt hus med stor have, plads til børn, mange muligheder og et hav af gode minder. Min far tegnede selv huset. Vi kender alle detaljerne og selvfølgelig også skavankerne.
Mine søskende har givet deres velsignelse til, at jeg overtager vores fælles barndomshjem sammen med min mand. Selv om mine søskende og jeg har mistet utrolig meget de sidste ti år, kan vi trøste os med, at vi ikke mister vores barndomshjem. Det vil stadig være samlingspunktet for vores familie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar