Morgenmad redder dagen

Vi slap med skrækken, og alt er tilsyneladende stadig, som det skal være. Vi har sundet os lidt og tager den med ro.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg stadig er gravid. Kvalmen er massiv og konstant. Det er en udfordring at få dagene til at hænge sammen.

Jeg er på konference. Det er også en ufordring. For det første at holde mig vågen, og for det andet ikke selv at kunne bestemme, hvornår der er mad. Jeg var så uheldig at skulle overnatte 5 kilometer fra kursusstedet. Den arrangerede transport kørte fra kursusstedet til midnat, og tilbage igen her til morgen klokken 8. Jeg kunne ikke holde mig vågen til midnat, og jeg kunne ikke vente med at spise morgenmad til klokken 8. Så er det heldigt, at jeg ikke har noget i mod at gå. Der er ikke noget som en frisk gåtur til at klare tankerne. Jeg nød både turen i går aftes og her til morgen. Syrenerne blomstrede, og æbleroserne duftede. Men det var dejligt, da jeg endelig kunne sætte mig ned at nyde min morgenmad. Mit blodsukker var dykket. Koldsved og hjertebanken vigede langsomt for havregryn og rugbrød. Nu kan jeg lidt igen. Især med den udsigt.

Mens jeg venter på, hvad tiden vil vise...

Det var ikke ligesådan, jeg havde tænkt at skulle bruge min ferie - sengeliggende.

Ferien startede uheldigvis med noget, der tydede på en tidlig abort. Noget forknyt krøb jeg i seng - holdt mig i ro. Surmulede! Jeg følte mig snydt. Var det det, vi fik ud af to års arbejde? Heldigvis er der ikke sket videre. Dagen i dag er også tilbragt i sengen - for en sikkerheds skyld. I morgen er det hverdagen - så må lægen vist hellere få et besøg.

Men hvor jeg dog keder mig! Jeg er simpelthen ikke skabt til at ligge i sengen. Jeg må have gang i noget strikketøj eller sytøj. Noget, hvor jeg kan bruge hænderne. Indtil videre har jeg læst. Jeg nåede til vejs ende med Signe af Lars Johansson, og efterfølgende så jeg hans film Den Tyske Hemmelighed. Anden Verdenskrig fra en anden vinkel. Begge yderst anbefalelsesværdig.

Endelig har jeg spillet Wordfeud med søster. Hjernen er endevendt for mulige og umulige ord. Korte ord, lange ord. Nu har vi trængt os selv op i en krog - kan ikke komme af med de sidste bogstaver. Glæder mig bare over, at det ikke er mig, der sidder tilbage med et X. Små glæder i livet er værd at tage med.

Imens venter jeg. Frygter det værste, håber på det bedst.

Jeg klarer det nok - med blomster

Jeg indrømmer det. Jeg er ikke verdensmester i at være gravid. Jeg er faktisk rigtig elendig til det. Disponering for gestional diabetes udfordrer - og hjernen processerer konstant, kroppen får ingen ro. Graviditet vækker ikke gode minder, desværre - sådan er det bare for mig. Jeg forsøger at leve med det. En dag ad gangen.

Jeg søger adspredelse i diverse ting - forsøger at koble hovedet fra. Tager en pause. Arbejdet kalder - så er hjernen beskæftiget så længe.

Jeg glæder mig til i aften. I aften skal de i jorden - Lathyrus og tallerkensmækkere. og ikke mindst de spanske marguritter jeg fik på Mors Dag. De kommer til at give haven farve sammen med alle de blomster, jeg hentede med Babyjoggeren i weekenden.

It's not at single function device! Den kan alt!

Hvordan bomben sprang - og sporene efterfølgende blev slettet

Lyden af små fødder, der løber rundt i huset er dejlig - men fødderne nøjes ikke altid med at efterlade lyde. Nej, de kan også efterlade spor, som var der sprunget en bombe. Legetøj her, der og alle vegne. Påbegyndte projekter, der strander. Opvask og vasketøj. Dette kombineret med en massiv træthed kan være ganske udfordrende. Ikke mindst for ordenssansen. I sådanne situationer kan man vælge at lukke øjnene - eller tage en ting ad gangen.

Her til aften valgte jeg det sidste. En ting ad gangen - et rum ad gangen. Tidsforbrug maks. en time - der skulle også være tid til afslapning. Jeg er ganske godt tilfreds med min egen indsats. Klap på skulderen, stearinlys, the og hygge! 

Mobilt kratluskeri

Min storebror havde meldt sin ankomst i dag - med familie. Det afføder altid en vis fagsnak. Han er biolog som jeg. Forskellen er bare, at mens jeg er biolog med stort B, er han BIOLOG! For ham er der ingen skelnen mellem arbejde og fritid - det hele flyder sammen. Ind i mellem må jeg minde ham om, at jeg faktisk har fri fra arbejde - weekend!

I dag nåede han knapt inden for døren, før han skulle vise mig en ny app. En app som Fugle og Natur er ved at teste. Den blev straks installeret, og se! Den er virkelig smart.

Til jer der ikke er bekendt med Fugle og Natur - er der tale om en hjemmeside, hvor alle kan indtaste deres observationer af fugle, insekter, blomster og diverse andre artsgrupper.

Den nye app gør det muligt at indtaste observationer, mens man er i felten - georefereret. Observationerne bliver frit tilgængelige for alle. Kommunerne kommer til at svømme over med artsdata, og hvor bliver det fedt. Vi hungrer efter dem.

Sidst på eftermiddagen blev systemet testet med lidt kratluskeri - det virker upåklageligt og intuitivt. Hvis bare man har en lille smule artskendskab, er der ingen undskyldning. Det er bare med at komme i gang med at indtaste observationer. Den nye app er som skrevet kun i test, men skulle efter sigende gå i luften foråret 2012 - det er jo nu!

Som en servicemeddelelse kan jeg fortælle, at man nok ikke bør benytte sig af indberetningsløsningen, hvis man er ude at gå med familien. Man er absolut ikke det mest tilstedeværende selskab, når man har en smartphone i hånden og snuden plantet i blomster, svampe, insekter og andet kravl.

Skiltehumor

Mandag havde jeg et møde i Kolding. Min oprindelige plan var at køre i bil - men den plan kom jeg til at revidere. Den var helt gal med vaterpasset. Jeg sejlede rundt, som om jeg har været ombord på det flyvende tæppe i Tivoli - ti gange i træk.

Jeg lod bilen stå og tog i stedet regionaltoget. Femogfyrre minutter senere - og en anelse søvndrukken stod jeg af toget og konstaterede, at jeg var næsten en halv time for tidlig på den. Jeg gik ned til åen, og et tilbud om kaffe på Café Klein lokkede med mig.

Og tak for det! For det første fik jeg en ualmindelig god - og meget tiltrængt kop kaffe. Derudover sikrede caféens udsmykning et godt grin og et smil på læben resten af dagen. Jeg var klar til møde!

Når vejret bestemmer - suverænt

Våd! Det er vist den mest rammende betegnelse for dagen i dag. Virkelig våd. Det var vådt at cykle på arbejde. Og da jeg var så heldig at have en tur til Hindsgavl Dyrehave - ja, så var det også vådt at være på arbejde. Hjemturen var våd, eftermiddagen var våd - aftenen tør, men mørk, grå og blæsende.

Vejret har på ingen måde indbudt til havearbejde eller fotografering. Det har bestemt hele dagen - suverænt. Jeg har ikke orket at argumentere mod det, og for min skyld må det godt være vådt resten af aftenen og natten med. Vi er trukket inden døre. Hygger med stearinlys, benene under dynen og en kop Nespresso Decaf! Jeg synes måske det er lige lovlig tidligt, at jeg er begyndt at få det dårligt af at drikke kaffe - men smagen har jeg i det mindste ikke mistet lysten til endnu. Det skal nydes!

Imens ser jeg på billeder fra 2008. Det virker som om, det er et helt liv siden - hvilket det på sin vis også er. Mappen rummer billeder fra haven - dengang det var min mors have. Dengang den var hendes liv. Hendes kæreste eje i haven var gudeblomsterne, som min far plantede to eksemplarer af for år tilbage. To blev til mange, og om en uge er de alle atter sprunget ud.

Vinduesdrivhus med udflyttertrang

Vindueskarmene er stadig fyldt med planter. Tagetes, fennikel, porre, tomater. Af tagetes er det sorten Bolero, der er kommet bedst fra start. Samtlige frø er spirret, og planterne er strunke. Jeg glæder mig til at plante dem ud mellem løgrækkerne. Jeg lader lige regnen falde i morgen, før jeg går løs på fredag - hvis jeg kan holde mig vågen. Jeg har delvist nået at hærde dem, men ellers må de få en gang fiberdug over sig.

Når man må give op for at kunne sejre

For seks uger siden gav jeg op. På daværende tidspunkt havde vi forsøgt os i knapt to år - på at få et barn mere. Nok måtte være nok! Ikke mere!

Hvis vi ikke kunne få flere børn fra naturens side, sluttede det her. Vi var fuldstændig afklarede med dette - alle mulige behandlinger var ikke en mulighed. I hvert fald ikke for os!

Men hvad skete der så? Det kunne vi vel have sagt os selv!

På forunderlig vis tyder alt på, at tre kan blive fire. Vi er spændte og afventende. Indtil videre lader vi tiden gå og ser, hvad den bringer. Forhåbentlig kan vi også begynde at glæde os, når de første tretten uger er omme.

Når datteren sender far og mor i byen

Min mand og jeg har ikke været synderlig gode til at komme ud, siden vi fik vores datter for to et halvt år siden. Vi har gjort meget ud af at gøre det hyggeligt hjemme - men en hyggelig aften ude har det været småt med.

Nu er vores datter imidlertid blevet så stor, at hun selv er begyndt at sige til, når hun gerne vil passe. I weekenden proklamerede hun, at nu skulle farmor og farfar komme på besøg, og så skulle far og mor tage på arbejde. Farmor og farfar var ikke svære at overtale. De mødte op tidligt her til morgen, datteren slap for at komme i vuggestue, og hun var slemt godt tilfreds, da hun sendte os på arbejde.

Efter arbejde mødtes jeg med min dejlige mand. Vi gik på café, drak kaffe, spillede backgammon og var efterfølgende ude at spise. Vi nød det i fulde drag - og datteren? Hun har helt sikkert også nydt en hel dag langt væk fra den forbandede NEJ-verden.

Efter vinter kommer vår og spontæn lyssætning

Jeg er barn af krigens børn. Min far og mor blev født i slutningen af Anden Verdenskrig, mine bedsteforældre oplevede krigen på nærmeste hold. Min mormors hus på Skovvangen blev i 1942 ødelagt af en vildfaren bombe. Min morfar kom sig aldrig over chokket, og resten af sit liv søgte han i kælderen, hver gang han hørte en flyver.

Det er ikke svært at forstå deres glæde, da Frihedsbudskabet blev sendt i radioen den 4. maj om aftenen. Efterfølgende tændte de lys i vinduerne hver eneste 4. maj. Mine forældre gjorde det, ligesom vi gør det her til aften. 

Lysene står allerede klar i gamle blækhuse, der er gået i arv. Om lidt bliver de alle tændt. Lys for frihed og glæde.

Når helligdage lever livet farligt

Store Bededag lever livet farligt. Det bliver i hvert fald ivrigt diskuteret, om den skal have kniven eller ej. Det er da også lidt en mærkelig helligdag - da Store Bededag i modsætning til jul, påske, pinse og kristihimmelfart ikke har et direkte ophæng i kristendommen.

Struense gjorde ellers sit til at afskaffe alle disse mærkelige helligedag, men Store Bededag turde han åbentbart - måske fordi københavnerne havde indført så mange traditioner i forbindelse med Store Bededag fx gåture på voldene. Gad vide, om det stadig er noget de praktisere?

Men så længe dagen eksistere, vil jeg nyde den med mand og barn, og spise de sidste hvedeknopper.

Smukt opret forfald

Åh, den have. Den drager mig! Hiver i mig! Kræver mig! Og hvor er det dog dejligt - for den beroliger mig. Lader mig op til en ny dag.

På dage som i dag, hvor hovedet absolut ikke indbyder til en foroverbøjet stilling, tilfredsstilles jeg fint med en runde i haven.

Sokkelbedet har det hårdt i varmen, og væksterne afblomstrer med lynets hast. Men hvad gør det, når frøstandene fra opret kobjælde leger skønhedskonkurrere med sine egne blomster.

 

Duften af friskbagt

Så er det endelig ved at være tid til varme hveder. Luftige hveder med den helt rette mængde kardemomme. De skal flækkes, ristes i ovnen og serveres med iskoldt smør. Rigtig smør - ikke de der smørbare produkter. Nej, rigtig smør - købt ind til lejligheden. 

Dejen har hygget sig det meste af dagen i køleskabet, for vores hvedeknopper er koldhævede. Ganske rustikke med knækkede hvedekerner og fuldkornsmel. Vi fik simpelthen nok af de kønsløse masseproducerede hvedeknopper med uhyrlige mængder gær, sukker og fedtstof. Derfor har vi vores helt egen opskrift - brygget sammen af flere forskellige opskrifter på nettet.

Fuldkorns-hvedeknopper

16 stykker

• 100 g knækkede hvedekerner
• 25 g smør
• 1 dl yoghurt
• 3 dl mælk
• 15 g gær
• ½ spsk. sukker
• 1½ tsk. maldon salt
• 1 æg
• 1 tsk. kardemomme
• 300 g grahams speltmel
• 300-350 g sigtet speltmel

Kog hvedekernerne i lidt vand. Hæld vandet fra og smelt smørret i de lune kerner. Tilsæt yoghurt. Tilsæt mælk. Rør gæren ud i kerne/mælkeblandingen. Tilsæt sukker, salt, kardemomme, æg og mel i og ælt dejen grundigt. Lad den hæve i en skål på køkkenbordet til dobbelt størrelse. Slå dejen ned og form den til 16 boller. Stil dem helt tæt i en bradepande eller ildfast fad foret med bagepapir. Fadet skal passe i størrelsen ellers bliver de for flade. Film pladen løst og stil den i køleskabet til næste morgen, hvis man laver dejen om aftenen, ellers fra morgen til aften.

Hvis bollerne er hævet tilstrækkeligt næste morgen kommer man dem direkte i ovnen ved 200 grader og bager dem i 20 minutter. Hvis man synes de trænger til det, eller gerne vil have dem ekstra luftige, stiller man pladen over en stor gryde kogende vand til de er hævet op, og bager dem bagefter.

Ferieoptakter ude af takt

Op til ferier får jeg ofte samlet en eller anden ondsindet forkølelse op. I dag er ingen undtagelse. Jeg har ellers holdt stand i en uge. Taget på arbejde trods sandpapirshals. Forkølelsen er udeblevet så længe - lige en til i nat. Der kom den for fulde gardiner. Det er som om, at mit imunforsvar giver op lige før målstregen. Kaster håndklædet i ringen. Nu må du selv klare ærterne, lille frue! Jo, tak skal du have! Sikken en optakt til ferien.

Men det er forår, og jeg forbeholder mig ret til at nyde det - trods snot og åndenød. Jeg går bare ned i tempo - ja, jeg gør! Langsomt, langsomt. Vasketøjet er kommet på snor, dejen til hvedeknopper hygger sig i køkkenet. Jeg forsøger at få vejret.

Så smuk

Varmen de seneste par dage har virkelig gjort noget ved haven. Der sker noget fra dag til dag. Det er svært at følge med i det hele - inklusiv ukrudtet.

Det er stadig lidt tyndt med blomster. Jeg har desværre kun ganske få tulipaner. Rådyrene spiser dem, så snart de kommer op af jorden. Narcisser er der heller ikke mange af - endnu. Jeg har i hvert fald en plan om, at det skal der laves om på. Indtil da glæder jeg mig over de enkelte Tulipa purissima, der har overlevet hjortens bid.

Den første rhododendron sprunget ud. Hvor er blomsten dog smuk med fine tegninger.

I skovbedet står guldkop i flor. En lille bunddækkende plante med orange blomstersaft. Jeg har ikke set den i andre haver og kun i en enkelt havebog. Men den gror med stor lyst i min have. Eneste minus er, at løvet hurtigt bliver gult og trist, så den skal stå sammen med noget, der kan tage over efter den.

På terrassen er rosen begyndt at skyde med de fineste kobberøde blade. Den fik en kraftig beskæring for fjorten dag siden, for den var næsten ikke andet end vildskud. Jeg er spændt på at se, om den vil sætte blomster i år. Jeg kender ikke sorten (måske en Ingrid Bergmann), men den har de flotteste dybrøde blomster, der dufter helt betydende. Næsten ligesom rød Rynkeby saftevand.

Den perfekte hjemmearbejdsplads

For et halvt år siden flyttede min arbejdsplads til nye lokaler. Der er tale om et stort åbent kontorlandskab oppe under tagspærene i en af Vejles ældre bygninger. Det har været lidt af en udfordring, men jeg kom for første gang nogensinde igennem en vinter uden at fryse på min arbejdsplads.

Til gengæld har jeg de seneste dage erfaret, at kontoret næsten er ulideligt varmt, så snart udendørsremperaturen sniger søg over de 15 grader. Det et faktisk ikke bare ulideligt. Det er uudholdeligt. Når klokken har passeret tolv er det svært at oppebære nogen form for koncentration - kraniet er ved at eksplodere - hovedpinen har gjort sit indtog. Ikke særligt optimalt.

Heldigvis har vi en stående aftale om, at det er fuldstændig legitimt at arbejde hjemme. Det er jeg begyndt at benytte mig af. Når varmen på kontoret bliver for streng, frisker jeg hovedet op med en cykeltur op af Vejles bakker. Derefter kan jeg lige klare endnu et par timer foran computeren under hjemlige rammer. Inde eller ude.

Den naturlige have

Min have rummer ikke kun forædlede stauder. Den har også et vist islæt af naturligt hjemmehørende planter. De er med til at forskønne haven (give den lidt vildskab)  - særligt her om foråret. Hvid og gul anemone står side om side, storkronet kodriver og fladkravet kodriver står så tæt, at jeg nu også har de fineste hybrider. Men finest af dem alle er hulkravet kodriver.

Jeg har fundet enkelte individer rundt i haven. Nu har jeg samlet dem et sted - et sted jeg kommer forbi hver eneste morgen, så jeg kan nyde dem så længe de blomster.

Valborg og storken

1. maj. Valborgsdag. Nej, nej, nej vil mange sikkert sige! Det er arbejdernes kampdag! For nogen er der måske ovenikøbet udsigt til en halv fridag. Fridag til hvad? Det er vist efterhånden fåtallet, der tager til 1. maj arrangementer. I USA, hvor kampdagen startede i sin tid, har dagen overlevet sig, og er afskaffet som fridag. Måske er tiden også ved at være moden til det Danmark. Ingen alarm herfra!
 
Lad os da i stedet fejre Valborgsdag,  ligesom man gør i Sverige og Finland. Lad os danse om majstangen med blomsterkranse i håret. Lad os genoplive de gamle traditioner. Lad os prise foråret.

Lad os synge om storken i håb om, at også den må komme tilbage, for han kommer som gæst til skøn Valborgsdag, han bringer den favre tid, jeg vented så længe, som B. S. Ingemann skrev det. Eller som Jeppe Aakjær skrev:

Han kommer med sommer,
han kommer med sol,
til kløver og nikkende hvener,

mens pigen hun dømmer sin blommede kjol'

i læ af de røde syrener,
den sænker sig ned på det mossede tag,
og knebrer fra reden den udslagne dag,
en højsommervise om Danmark.

Så lad os da værne den solkære fugl,
der pynter vor vang og vort vænge,
der ruger sit kuld i det ormstukne hjul
til vejrs på den mossede længe.
Hans yngel skal trives i regn og i sol,
hans rede beskyttes om hjemmets symbol,
mens sagnene lever om Danmark! 

Valborgsbål

Vejret har vist sig fra sin bedste side, nu hvor april lakker mod enden. Aftensmaden er indtaget - udenfor. Vi har ild i pejsen - udenfor. Det er Valborgsaften, så bål skal der til.

Af alle de gamle bålfester er det kun Sankt Hans Aften, der har overlevet som folkelig fest. Der er da al mulig grund til at fejre forårets komme.

Mandag morgen-vandring

Mandag morgen er måske ikke lige det, jeg drømmer mest om, men lige i dag er den ikke så ringe endda. Træsko på og ud i haven. Bare en lille have-runde - bare ti minutter. Solen skinner, det er vindstille, fuglene synger og haven er grøn.

Stensætningen er næsten ryddet for efeu. To stammer fra noget, der engang var sitkagraner, mangler at blive fjernet, og enkelte sten skal sættes om.

Grøntsagsrækkerne i køkkenhaven begynder så småt at blive synlige.

Narcisserne står i flor. Det er forår, og det er dejligt.

Det kribler i fingrene, men i dag er det mit arbejdsliv, der bestemmer. Ikke mit haveliv - først i aften.

Regnvejrsmelankoli

Nogen elsker regnvejr. Jeg er desværre ikke en af dem. Ikke at jeg som sådan hader regnvejr. Det bringer mig bare i en sindsstemning, der tendere til det melankolske. Jeg bliver rastløs og frygtelig træt på samme tid. Jeg trænger virkelig snart til noget varme. Byvejret for Vejle på DMI byder på alt andet. Op til næste weekend melder de om temperaturer, der knapt sniger sig op over de 10 grader. Det er som om foråret ikke rigtig vil slå igennem. Men planterne i vindueskarmen gror. Lathyrus, tomater, kål, porre, persille, fennikel og basilikum venter på varmen sammen med mig.

Natten er så stille

Her er stille. Virkelig stille! Kun blæseren i computeren forstyrer stilheden i ny og næ. Jeg nyder stilheden efter en hæsblæsende dag. Troede den skulle blive stille og rolig, men sådan blev det ikke. Uforudsete opgaver kom væltende på arbejdet.

Jeg var ukørt, da jeg hentede en træt datter i vuggestuen. Konstaterede ved hjemkomsten, at min kære mand også var fuldstændig udkokset. Men han holdt stand, så jeg kunne sove en halv time sidst på eftermiddagen. På forunderlig vis kom vi igennem aftensmad og putning.

Derefter gik min mand kold - og noget senere datteren. Jeg præsterede et stykke over middel at få ryddet op, så huset er klart til weekenden. Der er ikke noget værre end at stå op til et stort rod lørdag morgen. Jeg er ganske godt tilfreds og har belønnet mig selv med et sjældent glas rødvin - her i stilheden.

Natten er så stille,
luften er så klar,
duggens perler trille,
månens stråler spille
henad søens glar.

Bølgens melodier
vugge hjertet ind,
suk og klage tier,
vindens pust befrier
det betyngte sind. 

Johan Ludvig Heiberg, 1829.

Min egotime

Jeg nyder mine hverdagsmorgener. Det er et af de få tidspunkter, hvor jeg har lidt tid for mig selv. Min mand drager afsted med datteren lidt over syv - og så har jeg en lille time helt for mig selv. Nogle morgener bruger jeg til husmoderagtige gøremål, andre morgener til at nyde en kop kaffe i ro og mag, måske en løbetur, mens jeg på morgener som i morges vælger at gå på arbejde.

 

Det er et privilegie, jeg sætter utrolig stor pris på. Tænk at bo i gå-afstand til sit arbejde. Det burde være alle forundt. For foråret er derude. Fuglene synger. Bøgen er sprunget ud. Det er nu, det hele sker!

Regn på min rude

April har ikke ligefrem været domineret af høje temperaturer og solrige dage. Tværtimod. Jeg har trippet og ventet utålmodigt på, at jordtemperaturen i køkkenhaven skulle stige. Den har kun modvilligt sneget sig opad.

Forrige weekend satsede jeg og fik kartofler, hestebønner, løg, spinat, radisser, gulerødder, majroer og enkelte sommerblomster i jorden. Hele baduljen blev dækket med fiberdug i tilfælde af nattefrost. Radisserne og spinaten er nu begyndt at titte op af jorden. Vejrudsigten følges nøje - med udsigt til lave temperaturer kommer fiberdugen på igen.

I går lykkedes det mig at så de sidste rodfrugter, grønkål og krydderurter. Og heldigvis for det! Vejret i dag har absolut ikke indbudt til nogen form for havearbejde (måske med undtagelse af oprydning i redskabsskuret). Og det være godt det samme! Jeg har fået en nerve i klemme i skulderen, så jeg har alligevel været ukampsdygtig. I stedet har jeg lyttet til regnen, betragtet den sile ned af ruden, trukket et tæppe omkring mig og drukket skoldhed te.

Jeg har en plan!

Eller rettere sagt: Jeg har behov for en plan! Temmelig grøn havejer. Det er, hvad jeg er! Det kan jeg for så vidt ikke ændre på lige med det første, men jeg bliver da klogere, for hver dag der går. Nu hvor planterne for alvor begynder at komme op af jorden, kan jeg se, at der er flere ting ved haven, som jeg ønsker at ændre. Listen er allerede lang.

• forhaven skal ryddes, så den er klar til at blive beplantet med frugttræer til efteråret
• sokkelbedet syd for huset skal være lilla og hvidt
• bedet langs terrassen og stuevinduerne skal konverteres til et hvidt og cremefarvet måneskinsbed med åkandemagnolie og bærmispel til at give højde 
• staudebed mod vestskellet skal gennemrenoveres og beplantes med lilla, blå og hvide stauder 
• rhododendronbedet på nordsiden af huset skal suppleres med lilla og rosa stauder
• bedet øst for huset skal konverteres til et solopgangsbed med gule, gyldne, orange og purpur farver
• bedet mod nordskellet skal være et skovbed med bregner, liljekonval, anemoner, primula
• køkkenhaven skal udvides til det dobbelte, så der bliver plads til et drivhus
• min fars stensætning i to etager skal ryddes for efeu, så den kommer til sin ret, og efterfølgende beplantes med frugtbuske
• pergolaen skal udskiftes 
• alle trapper og belægninger skal lægges om
• generelt skal haven opdeles i rum, og der skal etableres skygge med middelhøje træer

Deraf behovet for en overordnet plan! Jeg er efterhånden ved at nå frem til den erkendelse, at jeg må tage et bed ad gangen.  

Flimrende morgenlys

Jeg elsker vores soveværelse. Ikke kun om natten! Vi er nemlig så priviligerede, at vi har et østvendt vindue i soveværelset. På en morgen som denne er soveværelset badet i flimrende sollys.

De to løvfældende cotoneasters, der flankerer vinduet gør bidrager til flimmeret - ikke mindst, når de er dækket af tusinde hvide blomster.

Det er simpelthen indbegrebet af forår - flimrende sollys, solsortefløjt, lyden af en håndskubber, duften af friskslået græs.

Anemonetur

Søster kom til forsinket fødselsdagsfrokost med børn og mand -- til stor fornøjelse for vores datter, som forguder sine store kusiner. Eftermiddagen bød på anemonetur i skoven. Det kan man da kun blive glad af.

Min kære mand blev hjemme under påskud om, at han havde noget arbejde. I virkeligheden knoklede han rundt som husalf - ordnede vasketøj, dækkede bord m.m. Jeg er priviligeret. Jeg ved det, og jeg priser mig lykkelig hver eneste evige dag.

Grønne spirer

Jeg desværre ikke begunstiget med et drivhus - endnu! Det har dog ikke forhindret mig i at forspire til den store guldmedalje. Vindueskarme i køkken, gæsteværelse og kontor er inddraget til formålet. Det er nok ikke alt, som vil lykkes. Jeg tvivler på, om de små grønne spirer for tilstrækkelig med lys - og måske står de oven i købet en kende lunt. Derfor har jeg slukket radiatorerne på gæsteværelset og kontoret. Det har resulteret i, at det er noget køligt at arbejde hjemme. Man må vel ofre sig lidt.

Jeg hygger mig i hvert fald med at pusle om spirerne. Har de vand nok, er der kommet kimblade, hvornår kommer de første rigtige blade, skal de snart prikles om, hvornår skal de plantes ud? Det er jo en ren videnskab - for andre måske nærmere religion. Jeg prøver mig bare frem!

Kategori - latterlige planter

Ah! Fridags-fredag. Den sidste restferie skal fyres af inden 1. maj. Kein problem! Udsigt til en hel dag i haven. Jeg kastede mig over mit forhaveprojekt: Hele forhaven skal ryddes, vegetationen skal udvikle sig til overdrev med æbletræer og en bund af forårsblomstrende løgplanter afgrænset mod vejen med slyngrosen Constance Spry. Men en ting er planer. Noget helt andet er realiseringen af planerne.

I dette tilfælde taler vi om 150 kvadratmeter af haven befængt med vækster tilhørende den kategori, jeg kalder latterlige planter. Kan det virkelig være så slemt? Ja, det kan! Det er en skønsom og fuldstændig sammenfiltret blanding af rynket rose, snebær, vintergrøn, skovfrytle, cotoneaster, pengebladet fredløs, prikbladet fredløs, lav kulsukker og citronmelisse. Lav kulsukker kan jeg leve med, men de andre er på nuværende tidspunkt overført til kategorien latterlige planter. De spreder sig fuldstændig uhæmmet, kvæler alt andet, og kræver meget vedligehold i form af begrænsning, begrænsning og atter begrænsning.

De skal væk. Nu! Hele dagen har jeg gravet, trukket, hevet og klippet. Jeg har arme som en orangutang, fingrerne er total stive. Fem sække med rødder fra rynket rose er det blevet til. Forhåbentlig har jeg mishandlet dem så meget, at de ikke vover at skyde igen fra de sørgelige rester, der måtte ligge i jorden. Den næste, der står for tur, er skovfrytlen. Cirka 50 kvadratmeter er fuldstændig dækket af et kompakt lag - nogen steder flere centimeter tykt førnelag, mens nye individer bare gror lystigt videre ovenpå. Jeg overvejer, hvad jeg skal gøre af alt det opgravede materiale. Kompostbunken for kvababbelse, hvis den skal rumme flere kubikmeter førne. Måske kan der blive en anstændig bladmuld ud af det - det må prøves.

Solskinsgave

Hvor har jeg dog været sød! Fødselsdag og strålende solskin! Det kan da ikke være andre end mig, der har æren for det - måske!

Men som jeg husker det, har det faktisk været solskin på min fødselsdag de sidste mange år. Jeg kan selvfølgelig ikke afvise, at jeg tager fejl - men helt ved siden af, er det i hvert fald ikke. For omkring fem år siden begyndte vi at tage i Den Gamle By på min fødselsdag. Og hver gang har det været så lunt, at vi har siddet i Simonsens Have og spist fødselsdagskage. I år var ingen undtagelse. En dejlig solskinsgave!

Lavsæsons stauder

Marts og april er lidt nogle underlige havemåneder. Der gødes, beskæres, luges, kultiveres og forspires til den store guldmedalje, men blomstringsmæssigt er det godt nok noget tyndt. Løgvækster, hvide og gule anemoner, vårkærmindesøster, martsviol, vintergrønt, storkronet kodriver og hulkravet kodriver. Er det virkelig, hvad haven kan præstere? Planter, der ikke når over de ti centimeter? Haven mangler højde og dybde.

Heldigvis har vi påskeklokkerne. De står nok så fine og ranke med en højde, som kun påskeliljerne og tulipanerne kan hamle op med. Min far plantede dem for mange år siden. Det vil sige, han plantede en enkelt rød påskeklokke. Den er efterhånden blevet til mange. Blomsterne bestøver hinanden og sætter frø, som glædeligt spirer.

Og hvor er naturen forunderlig. De utallige krydsbestøvninger mellem blomsterne har mere eller mindre udvasket den sort, der i sin tid blev plantet, og i dag har vi blomster, der dækker hele farveskalaen fra rød til hvid. Naturen kan man ikke styre. Den går sine egne veje. Fedt!

Vådt i vådt

Massivt regnvejr forhindrede mig i at komme i haven her til aften. Meget utilfredsstillende, men det gav simpelthen ingen mening at forsøge sig. Dertil var det for vådt. Jeg endte alligevel med at trække i regntøjet, og væbnet med en paraply lykkedes det mig at tage enkelte billeder fra haven trods et elendigt lys. Til gengæld bidrog regndråberne væsentligt til motiverne.

Regnvejrsanemone

Jeg valgte at gå på arbejde i morges. 30 minutters rask gang igennem Sønderskoven. På vej ud af døren traf, jeg en hurtig beslutning om at tage kamera med. Det har jeg ikke fortrudt.

En meget våd anemone fangede mit blik, og trods elendigt lys og total impulsiv fotografering er jeg virkelig glad for billedet.

Luksusproblem

Jeg har fødselsdag i næste uge. 2012 minus 1980 giver 32. Sådan må det være. Det er slet ikke det, der er problemet. Nej, mit problem er af en helt anden karakter - hvad skal jeg dog ønske mig?

Da jeg var lille, kunne jeg skrive en ønskeseddel på flere sider. I dag er det langt sværere. Egentlig har jeg alt, hvad jeg kunne ønske mig. En vidunderlig mand, verdens dejligste datter, godt job, stort hus og pragtfuld have med et væld af muligheder. Hvis jeg mangler noget, plejer jeg bare at spare op til det, og glæde mig til den dag, hvor jeg endelig kan købe det.

Jeg sidder faktisk med et luksusproblem. Jeg har reelt kun et ønske - et lift til en af de lokale planteskoler, så jeg kan købe stauder til mit næste ønskebed. Jeg drømmer om at anlægge et måneskinsbed. Nogle kalder det "det hvide bed", men jeg synes måneskinsbed er et langt smukkere navn. Jeg vil anlægge et bed, som vi kan nyde fra terrassen og stuevinduerne, selv når mørket falder på. Jeg har hvide hortensia, hvide duftende pæoner, lilljekonval, hvidrandet hosta, hvid fredløs, hvide liljer, hvide purpursolhat, kæmpemargurit, hvide klokker og hvide dahlia i tankerne. Jeg vil anlægge bedet halvvejs under et flot gammelt cedertræ. Nålenes grålige skær vil passe perfekt til mit måneskinsbed.

Jeg skal bare lige have ryddet fire kvadratmeter snebær og fundet en løsning i forhold til vores fuglefoderplads, som for fremtiden skal dele plads med det nye måneskinsbed. Men mon ikke et dekorativt foderhus og fuglebad kan understøtte bedet. Jeg vil jo gerne beholde min små dunede halemejser.

Efter regnen

I modsætning til marts og de første dage i april har de sidste to dage budt på regn. En tung og meget våd regn. Når al transport foregår på cykel, er regn i store mængde ikke altid i lige høj kurs. Men jeg trøster mig med, at det er godt for haven. Alt strutter og er fuldstændig saftspænt! Jorden ligger dejlig fugtig og mørk.

Men efter gårsdagens regn kom der hen mod aften en periode med opholdsvejr. Jeg gik som sædvanlig en runde i haven, efter at datteren var lagt i seng. Jeg blev velsignet med den mest fantastiske solnedgang, der kun blev understreget af træernes mørke silhuetter.

Man kan altid blive lidt klogere

Gødning

Jeg er stadig ganske ny inden for faget havekunst og det at have have. En ting er, at hive uønsket stads op af jorden. En anden ting er at putte ting i jorden - eller bare passe på det, der nu engang er i den. Dagens projekt - udover endnu to meter vedbendbekæmpelse - var gødning. Hvornår skal der gødes? Hvor meget skal der gødes? Efter at være blevet mere forvirret end oplyst af at læse i diverse havebøger og på hjemmesider, endte jeg med at følge anvisningen på de pakker, der var efterladt i redskabsrummet fra mine forældres tid. I første omgang fik rhododendron og roserne et  næringstilskud. Jævnfør anvisningen 1-2 håndfulde pr. rose og 2 håndfulde pr. kvadratmeter til rhododendronerne. Gad vide om de har taget højde for kvinde-håndfulde og herre-håndfulde?

Græsplænen må vente med sit vitamintilskud - vejret var for vådt i dag.

Beskæring af sommerfuglebuske

Min far plantede for mange år siden nogle sommerfuglebuske. De har blomstret overdådigt hvert eneste år. Men af uransagelige årsager plantede han dem forrest i staudebedet. Det gav et noget disharmonisk udtryk og gjorde det også ganske besværligt at etablere et ordentlig staudebed, da buskene kastede skygge over det meste af bedet. Derfor satsede jeg og flyttede dem i januar om bagerst i bedet. Der har de stået og sundet sig de sidste par måneder. De har alle klaret flytningen, så nu har de fået en tur med saven og høgenæbbet. Jeg har eksperimenteret lidt med beskæringen. En har jeg skåret ned 10 centimeter over jorden, mens de andre har fået en lidt mere skånsom beskæring, så mindst én af buskene overlever. Nu vil det vise sig, om de alle tre sætter blomst i år. Det vil være fint, hvis den hårde beskæring lykkes, for så får de øvrige samme tur næste år, for de er noget ranglede i bunden.

Forspiring 

Dagens konsultation med havebøgerne viste, at jeg nok skulle have grebet min forspiring lidt anderledes an. Frø fra Cyclamen coum skulle jeg have opblødt blød i vand, mens jeg nok burde have dækket frø til grønsager mere omhyggeligt og have anskaffet mig kunstigt vækstlys, hvis jeg ikke vil have alt for ranglede spirer. Hvis bare noget af det lykkes, skal jeg vist være tilfreds. Heldigvis har jeg ikke brugt alle frøene, så jeg kan altid forsøge mig med at så direkte på friland, hvis det går helt galt. Nu har jeg i hvert fald lagt fiberdug over hele køkkenhaven for at hæve jordtemperaturen, så jeg snart kan putte noget i den.

Internettet

Jeg har erkendt, at jeg er nødt til at søge inspiration hos andre havekyndige og -entusiaster. Det er selvfølgelig oplagt af følge Claus Dalbys blog, omend jeg aldrig vil få råd til at købe 3000 tulipanløg, endsige gøre brug af en Kjeld Slot eller Schul Landskabsarkitekter.

Men jeg har fulgt hans have gennem flere år på mine utallige løbeture i Risskov - uden at jeg kendte hans navn. Jeg var blot fascineret af den smukke patriciavilla med de mange skønne krukker uden foran havelågen og ikke mindst de overdådige mængder af tulipaner. Senere  fulgte jeg med stor interesserne DR's udsendelser om Haven i Hune. Her stiftede jeg for første gang kendskab til fænomenet Claus Dalby, der på sin egen rolige facon gav sit bidrag til udsendelserne. Pludselig genkendte jeg den hvide villa fra min løbeture. Nå, så det var ham, der huserede omme bag hegnet. Jeg tror ikke, jeg har set en smukkere have.

Hans evne til at sammensætte løvfarver og -former er helt uforlignelig. Det skaber netop den frodighed, jeg ønsker at give vores have. Hvis han har været bidt af have de sidste femten år uden nogen form for forkundskab, så kan jeg måske klare mig med det halve for at opnå samme frodighed - da min imaginære have i hvert fald har eksistreret i syv år.

Det var pottens

I dag var store pottedag. Mand og datter var endnu ikke kommet hjem fra Boeslum, så nu var det tid til at forkultivere. Frø fra kål, porre (noget sent), fennikel, persille, basilikum og sommerblomster fandt vej ned i den sorte jord i potterne. Ah, yderst tilfredsstillende og noget spraglet. Jeg havde rigeligt med potter, men manglede noget at stille dem i. Derfor måtte jeg bruge det, jeg havde. Vaskebaljer, salatbeholdere, insektbakker og økokasser.

Nu står det hele i vindueskarmene overdækket med klart plastik. Ikke sønderligt kønt men forhåbentligt givtigt. Al begyndelse er svær, og da dette er mit første år som haveejer, gør jeg mig ikke de store forhåbninger om at det lykkes. Men det kan endnu ikke udelukkes, at det går godt. Nu er det bare at vente, og ikke mindste passe de små spire.

Fra næste år skulle frøene gerne  stå og spire i et drivhus.

Påskemåltid

I går havde jeg tre kor-veninder på besøg - koret synger vi godt nok ikke i længere, men vi er da stadig veninder. Problemet er bare, at vi ses alt for sjældent. Nu var det heldigvis lykkedes os at finde en dag, hvor alle mirakuløst ikke havde andre planer.

Nu skulle de virkelig forkæles med den helt store tre-retters menu. Det er yderst sjældent, at jeg kaster mig ud i sådan et projekt. Dels er der sjældent en anledning til at diske op med tre retter, og dels er det bare dødbesværligt og ikke helt ufarligt med en to-årig datter hængende i det ene buskeben.

Men min mand vurderede vist, at fire modne kvinder i den fødedygtige alder kunne give anledning til et noget forhøjet østrogenniveau, og han valgte at gå i frivilligt eksil sammen med datteren. Tidligt om morgenen drog de afsted - næste stop bedsteforældrene i Boeslum.

Derefter trak jeg forklædet på og gik i gang med at skære, snitte, bage, handle, dække bord, arrangere buket og stege lige indtil den første gæst trådte ind af døren sidst på eftermiddagen. Hele seancen blev kun afbrudt af en kold løbetur i slud og regn efterfulgt af stående frokost.

Jeg tager hatten af for dem, der kan leve af at lave mad, for det er hårdt arbejde at stå over gryderne en hel dag. Alt skal forberedes og times. Men når jeg en sjælden gang har tiden, synes jeg det er sjovt at planlægge menuen og realisere den. I anledning af påsken havde jeg valgt en menu med krydderier fra Mellemøsten:

Salte kiks med cashewnødder
Salat med dadler og grønne linser
Krydret lam med figner og dadler
Panna  cotta med safran, kardemomme og orangeblomstvand

Salte kiks med cashewnødder fandt jeg i et gammelt nummer af Spis Bedre. Til forret lavede jeg en salat bestående af grønne linser, vårsalat, cherrytomater, medjoul dadler, appelsinfiletter, cashewnødder og granatæblesirup. Opskriften på krydret lam er en gammel sammenskrivning af fire forskellige opskrifter. Men det gør den ikke ringere.

Krydret lam med dadler4-5 personer

• 1 kg lammekød fx bov

Marinade:

•     2 spsk. økologisk olivenolie
•     2 cm friskrevet ingefær
•     2 fed finthakket hvidløg
•     1 kanelstang
•     4 kardemommekapsler
•     2 spsk. dukkah (se opskrift nedenfor)
•     ½ tsk. safran

Sauce:

•     2 løg
•     150 g tørrede dadler
•     150 g tørrede figner
•     1 dåse hakkede tomater
•     2½ dl lammebouillon eller oksebouillon
•     ½ tsk. salt
•     friskkværnet peber
•     2 spsk ristede sesamfrø
•     20 g ristede mandler

Skær kødet i grove stykker. Bland ingredienserne til marinaden sammen og kom den i en frysepose. Kom kødet i fryseposen og luk den til, og smør kødet godt ind i marinaden. Lad kødet trække i marinaden i minimum en times tid, allerhelst natten over.

Skær løget i tynde både, og steg det godt igennem i oliven. Tilsæt herefter kød og marinade, og brun det hele godt af. Det kan være en fordel, at brune kødet af flere omgange.

Hak dadler og figner groft, og tilsæt dem sammen med ristede mandler og sesamfrø. Rør det hele godt igennem og lad det stege et par minutter.

Tilsæt herefter tomaterne, hæld bouillon på til kødet er dækket og rør retten godt igennem. Læg låg på gryden og lad lammet simre i minimum 2 timer. Rør jævnligt i gryden.

Dukkah
Denne dukkah er en sammenblanding af to opskrifter af fra henholdsvis AnneMad og Camilla Plum og den Sorte Gryde.

•     1 spsk. korianderfrø
•     1 spsk. spidskommen
•     1 spsk. kommen
•     1 spsk. sort peber
•     2 tsk. muskatblomme (hel eller stødt)
•     2 spsk. sesamfrø
•     2 spsk. solsikkefrø
•     ½ dl mandler
•     1½ spsk. salt

Rist krydderierne på en tør pande til de begynder at tage farve. Rist mandler, solsikkefrø og sesamfrø  i ovnen ved 130 C. Kom det hele i en morter sammen med salt, og stød det groft. Lad dukkahen køle af. Opbevar den på et tætlukket glas. Brug den som drys i salater, gryderetter, som dyppelse til brød sammen med en god olie, som smagsgiver i marinader og dressinger.

Tilbehøret og desserten fandt jeg i Spise med Price - Silence of the lambs.

Panna cottaen smagte jeg til med fintreven skal af appelsin, kardemomme, safran og orangeblomstvand. En dejlig nem dessert, der virkelig tager kegler, men at den skulle være så alle h.... svær at få ud af formen, havde jeg nok ikke lige forestillet mig. Jeg nåede at smelte en portion, smadre en skål og miste den flotte vanilleoverflade på samtlige portioner. Der er plads til forbedringer. Heldigvis kunne jeg skjule det noget mishandlede udseende med min hjemmelavede kandiserede violer. Tag den!

Travl stilhed

Der har været stille i lang tid. Ikke af uvilje, men af ren og skær travlhed. Siden de første erantis begyndte at spire op af jorden, har jeg lagt hvert et ledigt minut i haven. Jeg kan simpelthen ikke lade være. Det er som om, jeg er nødt til at være ude i den. Passe på den, nusse om den, give den omsorg og vise den, at der stadig er en, der holder af den. Da min mor blev syg for snart to år siden, måtte hun hurtigt opgive at passe den. To år uden pleje sætter sine spor.

Derfor har jeg brugt de sidste par uger på at grave 30 kvadratmeter rynket rose (Rosa rugosa) op, tæmme efeu, vintergrønt, vorterod og andet ukrudt, skakke kanter, afrette bede, dele stauder og flytte rundt på dem igen og igen. Jeg har ikke nogen plan - jeg arbejder bare. Ser hvad der fungerer, og det der ikke fungerer, gør jeg om. Jeg gider ikke at have noget, som ærgrer mig. Så hellere gøre det om!

I dag var det græsplænen og staudebedet, der stod for tur. Græsplænen var ved at blive fuldstændig kvalt i plænekransemos, så den fik en energisk tur med riven. Og inden mørket faldt på, nåede jeg at begrænse den storrodet storkenæb. Den dufter fantastisk af citrus, men den havde bemægtiget sig en uforholdsmæssig stor del af staudebedet. Den var blevet en trussel for mine få tilbageværende eksemplarer af Geranium Johnson Blue, som jeg fandt sidste efterår fuldstændig gemt væk under en Iris siberica. Selv den ellers så livskraftige salvie havde svært ved at klare kampen.

De mørke aftentimer har jeg tilbragt begravet i mine havebøger. Jeg læser på livet løs. Hvilke stauder trives hvor? Hvornår skal hvad beskæres? Jeg suger inspiration til mig fra de utallige billeder. Hvad kan jeg bruge i min have? Hvad er realiserbart? Hvilke haveelementer ønsker jeg at fremhæve? Hvad står højest på ønskelisten, når jeg næste gang får lejlighed til at komme forbi en planteskole? Jeg fantaserer! Hvad ville jeg gøre ved haven, hvis jeg ikke var økonomisk og tidsmæssigt begrænset? Jeg vil skabe! Jeg vil skabe spiseligt afkast, frodighed uafhængigt af vejr, rum med plads til leg, eventyr og afstressning. Om det kan lade sig gøre, med det der allerede er i haven, er nok tvivlsomt. Hvis jeg prioritere at købe skyggegivende træer frem for diverse stauder, er det måske muligt. Men jeg vil alligevel tillade mig at drømme om et overdådigt staudebed, kæmpeprimula, etageprimula, pæoner, drivhus og abildgård.

Når datid bliver til nutid

Jeg har gået på Søndermarksskolen. Det samme har mine søskende, min mor og morbror. Og minsandten om ikke også min morfar har været lærer på skolen. Det kan være, at vores datter bliver fjerde generation på Søndermarksskolen.

Skolen har gennemgået mange forandringer bare i den tid, jeg kan huske. Der blev indrettet et rigtigt musiklokale med trommesæt, keyboard og elektriske guitarer. De bare indvendige mustensvægge blev malet hvide. De små klasselokaler på første sal i den gamle bygning er nu bibliotek. Formningslokalet er renoveret og udvidet. Den gamle hovedbygning er malet gul. Børnehaveklassens barakker er blevet udvidet, og der er lavet en hel ny bygning til indskolingen.

Af knap så positive ting er den tidligere så smukke lind i den lille skolegård blevet  beskåret på det grummeste. Den har fuldstændig mistet sin karakteristiske lindefacon. Jeg ærgrer mig hver gang jeg ser den.

Men det er en skole med mange år på bagen. Det var Vejle første forstadsskole. Det første skolehus blev bygget i 1876, og i 1929 stod den nuværende hovedbygning færdig. Historien om Søndermarksskolen har fundet sin plads på VejleWiki.dk og på Vejle Stadsarkiv hjemmeside ligger et smukt vinterbillede af hovedbygningen taget i 1938 af Johannes Wolthers.

På vej hjem fra arbejde kæmpede jeg mig op af en sneglat Mølholmsbakke, forbi skolen - og vente mig om på præcis samme sted.

Der er ingen tvivl om, at billedet er taget det rigtige sted, men det hele ser lidt mere gråt og trist ud. Jeg mener dog stadig, at Søndermarksskolen er den skole i Vejle med den smukkeste beliggenhed. Ved næste snefald vil jeg forbi igen - inden sneploven har været der - og så skal billedet tages med det store kamera og ikke en lille snoldet telefon.

En skov af historier

Hver gang jeg går i Sønderskoven, slår det mig, hvor mange historier skoven egentlig rummer. Det skete også i dag på min vej til Vinding.

Jeg gik via tunellen under Grønnedalen - og fortsatte langs Mølholmsbækken. Her står skoven på stejle skrænter. Rent skovdriftsmæssigt må det være helt tosset! Men flot er det.

Hvis man giver sig tid til at stoppe op små tohundrede meter efter tunellen og ser mod vest over på den anden bred, får man øje på en betonkonstruktion. Den ligger der midt på skrænten - helt malplaceret. Om sommeren er den ikke til at få øje på i alt det grønne, men i dag står den mørke beton i skærende kontrast til den hvide sne.

Det er en gammel markørgrav fra Anden Verdenskrig. Tyskerne havde skydebane i området, og graven er en rest deraf. Tyskerne havde kaserne på Lido-bygningen ved Fredericiavej, og Granhytten beliggende ved Søndermarksskolen blev opført som vagthytte af tyskerne under krigen. I dag er hytten ikke længere huseret af tyskere, men af glade børnehavebørn. Sådan skal det være!

Snemand frost fryser

Formiddag i haven! Min mand gjorde et ihærdigt forsøg på at lave en snemand til vores datter - men arbejdet blev besværligt gjort af frostgraderne. Sneen var fuldstændig umulig at arbejde med. Den var alt for løs. En rigtig gang frostsne.

Men resultatet blev da charmerende alligevel.

I snelygternes skær

Eftermiddag i haven. Sneen indbyder til leg med datteren. Vi laver snelygter, som vi tænder i skumringen. De brænder stadig flere timer senere.

Så stille som sne

Vinterens første sne! Den faldt ganske ubemærket i løbet af natten. Det var kun stilheden og det helt særlige lys, der afslørede den i morges.

Som Helge Rode skrev tilbage i 1896: Der er ingenting i verden så stille som sne.

Der er ingenting i verden så stille som sne,
når den sagte gennem luften daler,
dæmper dine skridt,
tysser, tysser blidt på de stemmer,
som for højlydt taler.

Op af formiddagen får jeg samlet kræfter til at få overtøj på og komme ud. Ganske langsomme skridt. Stopper op! Trækker vejret! Langsomt videre! En lille verden - uden lyde! Bare sneen og mig. Så tyst!

Stopper op ved Pugedalen. Et smukt døsishul skjult af ung bøgeskov.

Runder Søndre Kirkegård. Den lille kirke, der står på trods. Oprindeligt bygget som kapel i 1943 på den nyindviede kirkegård, men under Anden Verdenskrig blev kapellet brugt til meget mere end et kapel. I 1948 blev det derfor indviet som kirke.

Det er allerede mange år siden. I dag ser Søndermarkskirkens fremtid alt andet end lys ud. Der kun ganske få faste kirkegængere tilbage. Måske har den overlevet sig selv - måske blev den kun kirke på grund af krigen. Men den står endnu - trodsig i sneen.

Kirkegårdens stier ligger ganske urørte. Ikke en fod har trådt i den nyfaldne sne.

Skriften på stenen er dækket af sne. Ingen navne. Ingen årstal. Bare den hvide sne. Tavlen er visket ren. Måske begyndelsen på en ny start. Juletulipanerne titter frem af sneen!

Jeg bevæger mig videre. Ad Søndermarksvej - drejer til højre ved Tjørnevej. Fødderne finder selv vej. De kender stadig barndommens smutveje. For enden af Tjørnevej forsvinder jeg ind i Sønderskoven. Alt er stille. Kun fuglenes spor i sneen vidner om liv.

Jeg bevæger mig af kendte stier dybt ind i Sønderskovens hjerte. Bøgesøjlehallen dominerer, men midt inde i Sønderskoven er søjlehallen brudt af partier med eg, lærk, grandis, rødgran og tsuga. Her er en verden, hvor kun jeg kommer. Det er mine stier. Her finder jeg ro! Her er så stille! Her er sneen smukkest! Her er selv halvlune forårsdage flimrende varme, og sommerens hedebølger svale.

Selv en død rødgran fremstår som en skønhed.

Jeg går hjem - gennem den dybe skov. Hvisker på gensyn til nisserne og troldene!