Vi slap med skrækken, og alt er tilsyneladende stadig, som det skal være. Vi har sundet os lidt og tager den med ro.
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg stadig er gravid. Kvalmen er massiv og konstant. Det er en udfordring at få dagene til at hænge sammen.
Jeg er på konference. Det er også en ufordring. For det første at holde mig vågen, og for det andet ikke selv at kunne bestemme, hvornår der er mad. Jeg var så uheldig at skulle overnatte 5 kilometer fra kursusstedet. Den arrangerede transport kørte fra kursusstedet til midnat, og tilbage igen her til morgen klokken 8. Jeg kunne ikke holde mig vågen til midnat, og jeg kunne ikke vente med at spise morgenmad til klokken 8. Så er det heldigt, at jeg ikke har noget i mod at gå. Der er ikke noget som en frisk gåtur til at klare tankerne. Jeg nød både turen i går aftes og her til morgen. Syrenerne blomstrede, og æbleroserne duftede. Men det var dejligt, da jeg endelig kunne sætte mig ned at nyde min morgenmad. Mit blodsukker var dykket. Koldsved og hjertebanken vigede langsomt for havregryn og rugbrød. Nu kan jeg lidt igen. Især med den udsigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar