Så stille som sne

Vinterens første sne! Den faldt ganske ubemærket i løbet af natten. Det var kun stilheden og det helt særlige lys, der afslørede den i morges.

Som Helge Rode skrev tilbage i 1896: Der er ingenting i verden så stille som sne.

Der er ingenting i verden så stille som sne,
når den sagte gennem luften daler,
dæmper dine skridt,
tysser, tysser blidt på de stemmer,
som for højlydt taler.

Op af formiddagen får jeg samlet kræfter til at få overtøj på og komme ud. Ganske langsomme skridt. Stopper op! Trækker vejret! Langsomt videre! En lille verden - uden lyde! Bare sneen og mig. Så tyst!

Stopper op ved Pugedalen. Et smukt døsishul skjult af ung bøgeskov.

Runder Søndre Kirkegård. Den lille kirke, der står på trods. Oprindeligt bygget som kapel i 1943 på den nyindviede kirkegård, men under Anden Verdenskrig blev kapellet brugt til meget mere end et kapel. I 1948 blev det derfor indviet som kirke.

Det er allerede mange år siden. I dag ser Søndermarkskirkens fremtid alt andet end lys ud. Der kun ganske få faste kirkegængere tilbage. Måske har den overlevet sig selv - måske blev den kun kirke på grund af krigen. Men den står endnu - trodsig i sneen.

Kirkegårdens stier ligger ganske urørte. Ikke en fod har trådt i den nyfaldne sne.

Skriften på stenen er dækket af sne. Ingen navne. Ingen årstal. Bare den hvide sne. Tavlen er visket ren. Måske begyndelsen på en ny start. Juletulipanerne titter frem af sneen!

Jeg bevæger mig videre. Ad Søndermarksvej - drejer til højre ved Tjørnevej. Fødderne finder selv vej. De kender stadig barndommens smutveje. For enden af Tjørnevej forsvinder jeg ind i Sønderskoven. Alt er stille. Kun fuglenes spor i sneen vidner om liv.

Jeg bevæger mig af kendte stier dybt ind i Sønderskovens hjerte. Bøgesøjlehallen dominerer, men midt inde i Sønderskoven er søjlehallen brudt af partier med eg, lærk, grandis, rødgran og tsuga. Her er en verden, hvor kun jeg kommer. Det er mine stier. Her finder jeg ro! Her er så stille! Her er sneen smukkest! Her er selv halvlune forårsdage flimrende varme, og sommerens hedebølger svale.

Selv en død rødgran fremstår som en skønhed.

Jeg går hjem - gennem den dybe skov. Hvisker på gensyn til nisserne og troldene!