Kunne jeg bare trække dynen over hovedet og tude. Tude over at det gjorde ondt! Og mest af alt tude over, at jeg ikke længere har en mor. En mor, der kan træde til, når det kniber. Det er jo det de gør - mødre. Det er det, der gør dem så fantastiske og fuldstændig uundværlige. De træder til, når det kniber. De er der, når man har brug for dem. Betingelsesløst! Men jeg er moderløs! Jeg må selv klare ærterne - også de dage hvor min krop vælger at have sin egen vilje.
Jeg fik vækket liv i den værkende krop og præsterede et stykke under middel at tilfredsstille datterens behov. Cykelturen til vuggestuen var en styrkeprøve, men akkompagneret af Sneflokke kommer vrimlende sunget fejlfrit af denne skønne, vidunderlige toårige pige - så gik det alligevel.

Nu kan jeg slappe af. Svigerforældrene bliver til i morgen og tager sig af vores datter. Jeg skal bare transportere mig selv på arbejde - og komme igennem arbejdsdagen. Men jeg skal ikke kæmpe med at bringe og hente, ej heller tænke på aftensmad. Det er befriende.
Dagens sidste minutter bruger jeg til selvforkælelse. Jeg er krybet ned under dynen, indhyllet i tæpper. Forinden da har jeg været i mandens whiskeybeholdning og hældt par fortryllende dråber i et glas. Det må gøre det ud for to Pamol. Jeg vil forsvare min gerning med, at det er mig, der har købt hovedparten af vores whiskeybeholdning, og så sætter jeg stor pris på en god whisky. Det eneste, der mangler er en rigtig god øl. Der ligger en fantastisk Ørbæk Jingle Bells i køleskabet, men hvis jeg drikker den, kommer jeg ikke op i morgen. Den må hvile i fred, indtil den kan deles mellem to - måske i weekenden, når min mand kommer hjem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar