Græsenkens aftenskaffe

Jeg kan endnu engang tituleres som græsenke. Min mand - det heldige asen - er på kursus i London. Den slags luksus er der ikke meget af på min arbejdsplads - men jeg har trods alt et ganske fleksibelt arbejde. Det er heller ikke at kimse af, særligt ikke med en lille pige.

Ok! Jeg indrømmer, at jeg var en anelse misundelig, da han tog afsted ganske frygtelig tidligt i morges - særligt da jeg erfarede, at grunden til dette fuldstændig umenneskelige rejsetidspunkt (05:00) var for at få en hel dag i London, inden kurset startede. Ynk! Piv! Jammer! Måske skulle jeg tage med næste gang!

Fast omend noget betuttet besluttet på at dette ikke skulle ødelægge mit humør, har jeg hele dagen gået  og fantaseret om, hvordan jeg vil hygge mig i løbet af ugen. Måske med krea-tid, læse-tid, få styr på alt mit rod-tid med mere. Det endte faktisk med, at jeg næsten glædede mig til at skulle være lidt alene i aften. Jeg ville bruge eftermiddagen på at tage på legepladsen med vores datter, lave lidt god mad til os, lægge puslespil, synge, fjolle og læse. Når hun var puttet, skulle jeg bare slappe af.

Men ak! Minutter blev til kvarter. Kvarterene blev til timer. Opvaskemaskine skulle fyldes, der skulle sættes dej over til rugbrød og franskbrød, legetøjet finde sin rette plads, cykellygterne have nye batterier, kattebakken rengøres, madpakken smøres, tasken pakkes und so weiter. Derefter var det tid til et lynbad - der blev brat afbrudt af pigens gråd. Dryppende og efterfølgende kold måtte jeg stæse ind på hendes værelse for at finde en sut, som tilsyneladende var det, der skulle til at stoppe gråden.

Endelig! Endelig - her klokken halvti - er det blevet tid til en kop kaffe. Dertil et stykke af julens panforte, der bare bliver mere og mere vidunderlig snasket for hver dag der går. Så nåede jeg det alligevel. At forkæle mig selv lidt. Måske ikke så meget, som jeg havde fantaseret om fra dagens begyndelse. Men lidt har også ret!