Tøsehygge

Så kom solen endelig frem, hvor dejligt. Og vi har haft nogle skønne dage. I går kom mine søskende med deres familier. Vi havde egentlig slet ikke planlagt, at vi skulle se hinanden i julen, men vi havde alle en ledig dag. Det er altid meget muntert, når vi samles, og de mange kusiner hygger og leger.

Lige om lidt skal jeg til venindehygge - vi er en flok tidligere korsangere, der mødes fire gange om året. Den ene har lige fået en lille pige, så dagen er gået med at lave barselsgave med hjælp fra vores egen søde pige. Nu skal der tøsesnakkes.

Fra glødende til våd

En fantastik smuk, glødende morgen

- forvandlet til en blæsende, våd, grå fornøjelse, som efterhånden er kendetegnende for denne måned. Nedbørsmåleren viser det med al tydelighed, 84 millimeter siden 1. december. Vi bliver inden døre, tænder stearinlys og drikker en kop eftermiddagskaffe. I år er det danske vejr kaffevejr.

Tågedalen

Dagen har virkelig været i tågens magt. Den minder mig om en gammel billedbog Tågedalen af Arcadio Lobato, hvor folkene i tågedalen har aldrig set solen skinne. De tror ikke på, at der findes andet end tåge. Men en dag begiver en lille dreng sig af sted for at vise, at der findes en verden fuld af lys og farver. Det gør der også bag dagens tåge, det ved jeg, og derfor har det været en dejlig dag.

Det undrer mig, at der ikke er flere digtere, der har skrevet om tåge. Måske er det, det næste jeg skal give mig i kast med.

Meningsfyldt julefred

Efter nogle hektiske og til tider bekymringsfyldte dage har julefreden for alvor sænket sig over vores lille familie, nu er vi helt nede i tempo. Vi nåede det vigtigste, og det vi ikke nåede, var tilsyneladende ikke så vigtigt som først antaget. Juleaften blev højtideligholdt med svigerfamilien, og vores datter og hendes seksårige fætter var ved at sprække af forventningens glæde. Alt den spænding udløste en imponerende appetit, og de fortærede tilsammen tre store andelår og en stor portion risengrød. Derefter præsterede de at mønstre en næsten eksemplarisk tålmodighed og accepterede, at vi skulle danse om juletræet til Rudolf, på loftet sidder nissen, bjældeklang og højt fra træets grønne top. Gaverne vækkede begejstring, og der var ingen tvivl om, at de havde haft en fantastisk aften.

Jeg havde også en god juleaften, selv om jeg må indrømme, at mit humør de seneste par dage langt fra har været i hopla. Jeg er noget tynget af beskeden fra sygehuset, og mens jeg venter på en indkaldelse fra Fredericia Sygehus til videre udredning, kværner hjernen afsted, og jeg forestiller mig det ene frygtelige scenarie efter det andet. Min mand gør alt, hvad han kan for at berolige mig, han er ved min side og skaber ro til, at jeg kan sove, når søvnen endelig overmander mig og fortrænger tankemylderet. Forhåbentlig har min mand ret. Det er sikkert ikke noget alvorligt.

Derfor tager jeg i dette øjeblik en beslutning om at skubbe bekymringerne væk, for nu skal vi slappe af og lade op. Vi skal være sammen - vores lille kvartet, gå ture i skoven, læse historier for børnene, musicere, nyde julens magi, spise fantastisk restemad og tænde lysene i juletræet igen og igen. For det er nemlig julefred. Det er meningsfyldt!

Kortslutning

Bare fordi vi nærmer os juleaften er decembers stormskridt ikke blevet mindre. Vi har haft nogle turbulente dage, der var på nippet til at kortslutte det hele.

Torsdag formiddag havde jeg endelig et hul i kalenderen, ingen syge børn, ingen aftaler på arbejde, så afsted til Vejle Sygehus på fastende hjerte for at få lavet en ultralydscanning i det åbne ambulatorium som opfølgning på en nyrebækkenbetændelse for to måneder siden. Jeg føler altid, jeg er på vej til skafottet, når jeg nærmer mig en læge eller et sygehus, og humøret blev ikke bedre, da meldingen lød, at mine nyrer var noget medtaget, og lægen desuden fandt en cyste, sandsynligvis et hæmangiom på leveren. Nu står jeg med en henvisning til videre udredning på Fredericia Sygehus.

Da jeg efterfølgende tændte min telefon efter den besked, erfarede jeg, at vores søn havde fået en allergisk reaktion i vuggestuen. Hjem og tjekke op på det og efter gennemgang af ingredienslisten på det givne rugbrødsprodukt kunne vi konkludere, at det formentlig var spor af lupin, der udløste reaktionen.

Det var lidt for mange hændelser på en dag, og min hjerne har kværnet afsted. Hvad skal jeg udlede af lægernes kryptiske forklaringer og svar? Da en utrolig smuk buket med ønske om en glædelig jul blev leveret ved døren i går ved middagstid, kunne jeg ikke mere og måtte lige helt ned og vende, før jeg atter kunne samle mig selv op og takke min søde dejlige mand for blomsterne.

Nu er alle mulige og umulige scenarier vendt og drejet inde i mit hoved, og der er atter faldet lidt ro på sindet. Jeg har besluttet at lade bekymringerne ligge så godt som muligt, indtil jeg får en klarhed fra Fredericia, og indtil da vil jeg hygge med mand og børn. Jeg tror på en god jul og et lykkebringende nytår.

Decembergalop

En uge til jul, som tiden dog flyver afsted. December har haft forrygende travlt i år og galoperer afsted i et så hæsblæsende tempo, at selv en garvet julefreak som mig bliver helt forpustet. Jeg må lige se, om jeg ikke kan holde den sidste uge op til jul i lidt strammere tøjler. For december skal nydes langsomt ligesom et stykke udsøgt konfekt - en flot, fortryllende, eventyrlig, varm og sød himmerigs mundfuld.

Hmmmm, her kommer kluden sjældent!

Finder I også mærkelige ting bag bøgerne på jeres bogreol? Det gør jeg i hvert fald, og jeg er overrasket over, hvor meget disse syv noget tilfældige genstande faktisk siger om vores familie. Det bliver spændende, hvad der ligger bag bøgerne til næste jul.

Back on track

Efter en frygtelig fredag overtog min mand tøjlerne hen over weekenden og styrede os sikkert igennem den, alt imens jeg fik indhentet flere timers manglende søvn. Nu er jeg atter nogenlunde frisk og betragter mig selv tilbage på sporet. Der er hjemmelavet leverpostej og medister i fryseren, nuvel, medisterne blev måske en kende salt, men af et førstegangsforsøg er den slet ikke så ringe endda.

Nu vil jeg forsøge at iværksætte en eller anden form for julerengøring. Det er i hvert fald tid til at svinge kost og klud, for nullermændene formerer sig, som havde de fået gødning. Eller måske er det bare alt for længe siden, kluden sidst har været over alle flader. Småbørnsfamiliens lod eller i det mindste vores lod. Fred være med det. Jeg har tænkt mig, at det skal være en hyggelig opgave med indlagte kaffepauser, masser af julemusik, og så kan jeg også bedre holde temperaturen oppe, nu da TREFOR har slukket for varmen hele dagen.

Da jeg er autodidakt ud i rengøringens kunst - særligt julerengøring, glemmer jeg sikkert en ting eller ti såsom lamper, radiatorer, stikkontakter og dørhåndtag. Men man lærer, så længe man lever. Lige gyldigt hvad, glæder jeg mig til den tilfredsstillende "nu er her rent" følelse. Derefter skal det sidste julepynt frem. 

Nødbremse og lussekatte

Jeg kaster håndklædet i ringen og trækker nødbremsen. Forkølelsen har fået skovlen under mig, mit hoved dunker, som er det under kærlig behandling af en rambuk, og lunten er forkortet med adskillige centimeter.

Det lykkedes mig alligevel at få bagt lussekatte, og det skal jeg vist være godt tilfreds med. Så det vil jeg være og glemme resten af dagen, for lussekattene  blev gode!

Så fik den formiddag ben at gå på

Af alle de uendelige måder, hvormed man kan få tiden til at gå, ja så endte tiden i formiddags med at gå - med at gå. Først gik jeg ned i byen, da jeg havde et møde på mit arbejde vedrørende opgaver i det kommende år. Det blev dog kun til et Hej, og så var jeg væk igen, vuggestuen kaldte, den mindste var atter nede. Afsted, afsted på en rask gå- / løbetur op ad Fredericiavej med lungerne på ryggen. Pokkers til forkølelse - vi er absolut ikke bedste venner! Men jeg kom da op, fik hentet drengen og fragtet ham hjem - på gåben.

Nu vil jeg nå at hvile fødderne, inden de senere på eftermiddagen atter skal mases ned i støvlerne. Den store pige skal jo også hentes. Indtil da bliver kunsten at lave absolut ingenting ud over at pleje min egen forkølelse med en varm kop mirakel-te, der får den værste forkølelse til at ryste i snottet af bare skræk. Ofte er det nok bare at købe ingredienserne, så fortrækker den og er pist væk.

Mirakel-te
1 kop

2 cm finthakket ingefær
saft af ½ lime
1 tsk honning
earl grey te

Put ingefær, limesaft og honning i en kop. Overhæld det med skoldhed earl grey. Lad det trække lidt, og drik mens det endnu er varmt.

Jeg ville ønske, jeg kunne lokke noget i den mindste. Det er lige før barnevognen vælter, så meget som han hoster.

Så nåede jeg i mål - med det lyserøde helvede!

For en gang skyld tillader jeg mig at være lidt stolt. Jeg plejer altid at være håbløst bagefter med mine syprojekter, og typisk sidder jeg til langt ud på de små timer og syer for at nå at blive færdig med fastelavnskostumet, fødselsdagsgaven eller som i dette tilfælde julegaven. Bare ikke i år! Nej, i år er jeg tilnærmelsesvis i god tid. Det er lidt fedt.

Jeg er næsten færdig med niecernes gaver, og her til aften fik jeg syet datterens meget lyserøde prinsessekjole færdig, og det blev heldigvis ikke så forfærdelig en opgave som frygtet. Nu mangler jeg bare at sy et tylskørt, et bælte og eventuel en prinsessekrone. Det er det mindste af det, for kjolen har alt, hvad en lille pige overhovedet kan drømme om. Jeg har brugt et snitmønster fra STOF 2000, og det er blevet til en pink kjole, med korte ærmer og lynlås i ryggen, lige som datteren ønskede sig. Der til har den skøder med glimtende hjerter, satinroser, flæseelastik i halsudskæringen, satinflæser i lange baner på ærmer, skøder og forneden på kjolen samt pyntebånd med hjerter og glimmer.

Nu må jeg bare væbne mig med tålmodighed og pænt vente til juleaften, før jeg kan se hendes reaktion.

En helt almindelig dag

I dag er heldigvis en hel almindelig dag. Det er mandag, hverdag, begge børn er raske og i institution, og trods min egen forkølelse har jeg kontordag i dag. Godt nok er der mange andre ting der frister og synes meget mere presserende, men nu holder jeg fast, det er kontordag.

Det er på tide at få tjekket mails, svaret på mails og sms'er, der er blevet syltet de sidste par uger, foretage et opkald til Udbetaling Danmark m.v. Kontoret har jeg rykket ned i stuen. Her er varmere, mere lys, bedre udsigt, og så er der lige det, at det rigtige kontor flyder med julegaveprojekter af alskens art.

Jeg forsøger at holde produktiviteten oppe uden alt for mange overspringshandlinger, men jeg kan mærke, at det snart er tid til en kop kaffe. Den vil jeg nyde, mens tågen ligger som en blød dyne uden for vinduet. En smuk dag, trods det grå.

Vi vil ikke glemme os selv!

Den tosomhed, der eksisterer mellem min mand og jeg som kærestepar, ægtepar og forældre er noget ganske særligt. Vi er gennem de sidste ti år vokset sammen til ét hele, vi siger det samme, tænker det samme - på samme tid. Ikke forstået på den måde, at vores parforhold aldrig bliver udfordret. Det bliver skam udfordret, men det der konsoliderer vores forhold er, at vi formår at navigere rundt mellem udfordringerne uden at kæntre. Vi undgår at forlise, fordi vi taler sammen, og tager os tid til at tale sammen. Tid til hinanden, både som forældre og kærester. Vi drager omsorg for hinanden, tænker på hinanden, hjælper hinanden, forkæler hinanden med friskbrygget kaffe, når modparten trænger allermest, laver god mad til hinanden, er sammen, husker at vi også ind i mellem har brug for at spise sammen - bare os to, når børnene er lagt til ro. Som her til aften, hvor vi nød en ganske særlig veltilberedt grillstegt svinekam - selvfølgelig med hele svineriet. Oven på tre uger med syge børn trængte vi til det. Vi trængte til at forkæle os selv, for vi vil ikke glemme os selv og hinanden. Sådan sluttede 2. søndag i advent. Jeg er glad og lykkelig, fordi jeg er lige der, hvor jeg gerne vil være.

Julepyntning i det små

Forkølelsen har nu ramt mig for fuld udblæsning med løbende næse og øjne blandet med nys og host. Men børnene er heldigvis friske, og den ældste er gået totalt i juleselvsving. Ikke fordi der er overdrevet julepyntet endnu, det er bare sådan hun er, fyldt med liv, et mylder af tanker og en fantastisk fantasi. Gad vide, hvordan hun bliver, når vi endelig når juleaften.

Men selvfølgelig skal vi pynte til jul. Det sker bare i et tempo, så vi ikke drukner i alt det røde, inden det for alvor er jul. Indtil nu har det været adventskransen, kalenderlyset og juleblomsterne, der har vist vejen, men andre ting dukker langsomt op fra gemmerne. Hver dag finder en ny lille ting sin plads, en fugl, et hjerte eller et rødt juleæble. Først juleaften er huset i fuldt julepynts-ornat, men så har vi det også fremme indtil Helligtrekonger.

Det der ligger ned, kan ikke vælte

Efter en blæsende torsdag er det tid til at gøre status. Et træ nede og to skæve. Det efterlader fire træer til vores rådighed. Gad vide om naturen har besluttet, at vi ikke skal have træer i vores have. Vi må bare konstatere, at det der ligger ned ikke kan vælte endsige gøre nogen skade. Resten af dagen vil jeg lade træer være træer og haven må blæse sin egen vind. Nu er det nemlig weekend, børnene skal hentes, og så skal vi jule en hel dejlig planløs weekend. Måske pleje en forkølelse, der lystigt springer fra den ene til den anden og netop nu har udset mig som sit næste offer.

Der er også tid til at nyde dagens få lyse timer i forvisning om, at vintersolhverv er lige om hjørnet.

Weekendsagtig torsdag

Tænk at torsdage også kan være sådan - sådan rigtig weekendsagtige. Med storm i sigte valgte min mand at arbejde hjemmefra, og jeg besluttede ligeledes at holde begge børn inden for hjemmets fire vægge.

Tændte stearinlys, juledækket bord, hjemmebagte rundstykker og kanelsnegle til formiddagsmad, risengrød med kanelsukker til frokost og friskbagte boller til eftermiddagskaffen. Det kan godt være, at børnene skulle have julehygget i institutionen, ledt efter julemanden og spist risengrød, men mon ikke vi gjorde det lige så godt herhjemme i sikkerhed for stormens rasen.

Om lidt er det voksentid med gløgg og årets første æbleskiver. Lige om lidt er det rigtig weekend!

Dagen mangler gænge

Fjorten dage med syge børn begynder at sætte sine spor, og det på trods af at både min mand og jeg fik lov til at sove i vores egen seng i nat. Den mindste hoster dog stadig og har samtidig besluttet sig for, at mad er noget Fanden har skabt. Forældrene er ved at bekymre sig midt over, men drengen er glad, så mon han ikke vil spise, hvis han virkelig er sulten. Vi overvejer kraftigt at sende ham på "prøve" i vuggestuen i håb om, at han vil begynde at spise, hvis der sker noget nyt, og han er sammen med andre børn. Vi trænger vist alle til, at hverdagen atter kommer ind i sin vante gænge med faste spise- og sovetider. Indtil da forsøger vi at hygge med datteren, så snart den mindste sover eftermiddagslur, og prioritere lidt voksentid, når begge børn er puttet om aftenen.

I dag nåede vi ud i haven og nød eftermiddagskaffen badet i dagens sidste solstråler, og mens datteren vimsede rundt i sin egen lille drømme-lege-verden, fortsatte jeg det langsommelige arbejde med at fjerne de fældede træer. Arbejdet blev dog hurtigt afbrudt af en meget insisterende brokken fra den lille i barnevognen. Træet render ingen steder, heller ikke i morgendagens storm.

 

Nu sover drengen. Det samme gør pigen og faren i en skøn omfavnelse. Jeg vil koble af, mens jeg overvejer, hvad jeg vil, når jeg atter har nogle ledige timer til rådighed. Christiansfeld står højt på ønskelisten, og jeg tænker, at det snart skal være. Men først vil jeg tage ladegreb på kaffemaskinen.

Selv kalenderlyset strejker!

De første dage her i december er blevet noget mere håndholdte, end jeg havde tænkt mig. Jeg forsøger at navigere midt i alle uforudsigelighederne, beregner ny rute, igen. Mens GPS-damen insisterende gentager: "Vend om hurtigst muligt", kører jeg videre, samtidig med at jeg er i gang med at løse en svær differentialligning for at opfylde begge børns behov. Den store vil jule, den lille pyldrer. Behovene spænder så vidt, at alt andet er sat på stand by. Vasketøjet hober sig op, nullermændene kommer krybende, haven flyder med fældede og væltede træer, julegave-syprojekterne syltes, ryggen værker af at bære rundt på den mindste, selv vores kalenderlys strejker. Vægen vil ikke brænde, den er alt for tynd til at smelte stearinen.

Tilfældigvis har jeg et ekstra kalenderlys fra sidste år i skabet. Tænk at være så forudseende eller måske er jeg bare så juletosset, at jeg ikke kan nøjes med at købe et kalenderlys. Nu brænder det i hvert fald, og det får det lov til resten af dagen, for vi har lige tre dage, vi skal indhente - på lyset.

Vi når ikke at indhente de sidste tre dages gøremål. I stedet beregner vi igen ny rute og er glade for det, vi har nået. Juleblomsterne for eksempel, dem har jeg nået at købe. Jeg nyder dem, beundrer alpeviolens fantastiske opbygning og hyacinternes fortryllende duft. Gad vide, om vi måske ikke når det hele alligevel.

Der er noget i luften - ud over hoste!

Sikken en nat! Den lille dreng hostede, hvinede og skreg, brandvarm var han også. Det kostede endnu en tur til Kolding Sygehus. Denne gang tog jeg afsted, men som det nogle gange sker, var feberen næsten væk, da vi nåede til Kolding, og drengen var i et vældigt humør. De valgte dog at give ham noget medicin og beholde os natten over, så han kunne få sovet ordentligt i et par timer.

Vi kom hjem i eftermiddags, og han har stor set sovet siden. Han har helt sikkert noget, han skal have indhentet efter de sidste mange dages hosten. Det samme har forældrene. Vi er trætte - gennemtrætte, samtidig med at vi konstant er på mærkerne. Kombinationen gør mig sart og sårbar. Jeg præsterede at holde fokus til adventskoncerten i går, men da vi ved den efterfølgende sognefrokost sang Der er noget i luften af Vilhelm Gregersen, blev jeg tyk i stemmen, da vi nåede de to sidste vers i anden strofe.

Der er noget i luften,
som gør mig så glad,
som trøster mit hjerte
i ungdommens bad,
der er noget herinde,
et strålende minde
med kærter og sang,
om julen derhjemme, derhjemme
hos moder en gang.

Det var hårdt endnu engang at erkende, at jeg trods mine blot 33 år kun har minderne om mine forældre og julen derhjemme. Resten af dagen vandrede tankerne tilbage. Tilbage til dengang, hvor jeg troede, at vi alle var udødelige, og barndommen ville vare for evigt. Jeg huskede, hvordan vi fejrede 1. søndag i advent, der blev gjort noget ud af det. Morgenbord med rød dug og røde servietter, det røde bånd om karaflen med slåensnaps. Adventskransen ligeledes med røde bånd blev tændt sammen med det store hvide lys i messingskålen, fra pladespilleren lød A Festival of Nine Lessons fra King's College. Senere på dagen pressede vi os alle fem plus hund ind i den lille gule Fiat og kørte til Rørbæk Sø eller Runkenbjerg. 

Det er gode minder at være sammen med, og jeg nød dem, mens jeg gik med barnevognen gennem Mølholm Ådal for at få drengen til at sove.