Den blå time. Jeg sidder mageligt placeret i stuen i min dejlige gyngestol, kaffe inde for rækkevidde, solsortesang ude i haven og kigger ud af vores store vestvendte vinduer. Naboernes træer står som mørke silouetter mod den smukke himmel. Hvis ikke efterårets storme havde gjort det af med havens træer, ville jeg ikke have denne udsigt. Så jeg nyder den, mens jeg håber på, at weekenden vil bringe en enkelt time eller to i haven.
Lige nu er det svært at følge med - særligt i staudebedet. Jeg har efterhånden fået flyttet de vigtigste stauder til køkkenhaven. Nu mangler jeg bare at flytte en god portion akelejer, mindst et halvt hundrede strudsvinger, sibirisk iris, hosta, sankthansurt, påskeklokker, to rhododendron, en grim buksbom og så lige en kæmpe rod.
Jeg drømmer om roser og savler over sortimentet på Hviids Planteskole. Jeg føler mig forfærdelig fristet - særligt efter at Nørup Planteskole informerede mig om, at jeg kunne få barrodsroser fra Hviids Planteskole til bare 60 kroner stykket. Men det giver bare ingen mening at plante roser, før jeg har sikret haven mod rådyr. De har nemlig været på besøg igen - de bæster!
Heldigvis spiser de ikke primula. Og det er godt, for de første hulkravede primula (Primula veris) er netop sprunget ud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar