En stille stund

Der har været frygteligt stille på bloggen de sidste fjorten dage. Ikke med min gode vilje, men på grund af benhård prioritering. Der er for eksempel ikke meget ved at blogge, hvis der ikke løbende bliver taget backup af computerens dyrebare indhold af dokumenter og ikke mindst billeder af vores familieliv.

Når det drejer sig om elektronisk udstyr, gadgets, backup med videre, kommer jeg virkelig til kort. Det vil sige - ikke helt, fordi jeg altid spiller trumfkortet - manden i mit liv. Han kan sådan noget. Han skriver bare lige et program til formålet. Denne gang tog det er par aftener, før programmet makkede ret, men jeg er ham som altid ubeskrivelig taknemmelig. Jeg må nemlig indrømme, at mine IT-kundskaber er på fosterstadiet sammenlignet med hans evner.

Men det er helt i orden. Vi skal ikke kunne det samme eller have de samme præferencer. Han IT-nørder den, jeg have-nørder den! Den arbejdsfordeling kan jeg sagtens leve med.

Lige nu går jeg spændt og holder øje med tulipanerne i haven. Hvorfor spændt? Jo, de krapyler til de lokale rådyr har snust sig frem til, at tulipanerne er begyndt at komme frem. De har oven i købet tilladt sig at nippe lidt i nogen af dem. Så jeg gør mig ikke de store forhåbninger om, at se tulipanerne i blomst - heller ikke i år.