At blive ramt og gå kælderkold!

Vi har taget hul på endnu et renoveringsprojekt. Denne gang er det kælderen, der skal have en overhaling. Væggene bobler flere steder af salpeterudtræk, så her til morgen kom mureren og pudsede op på ny. Nogen vil måske mene, at det er en lappeløsning, men væggene er ikke særligt medtaget i betragtning af, at der ikke er gjort noget ved dem, siden min far levede. Men jeg havde ikke forventet, at jeg ville blive så tung om hjertet, da vi i går aftes gik og dækkede af.

Der står stadig så mange ting fra mine forældre - malerier, plakater, min mors porcelænsdukker, min fars frimærkesamlinger, hollandske kakler, lamper og meget mere. Ting, som ingen af os søskende ønsker at beholde. Men lige nu står de i vores kælder. De oser af minder - minder om nogen, der ikke længere er der. Jeg bliver fuldstændig drænet for energi, når jeg er i kælderen, og jeg kan næsten ikke overskue, hvordan vi skal få de sidste ting afhændet på en ordentlig måde, for det er næsten ikke til at bære, hvis vi bare skal smide tingene ud. Alle tingene symboliserer jo historierne om liv og personer - min morfar og mormor - og ikke mindst min far og mor. Ind i mellem lukker jeg øjnene og lader som om de stadig er her - taler med dem om glæder og bekymringer, som jeg gjorde, da de var i live. Det gør savnet tåleligt! Men i kælderen gør det stadig ondt!