Har du duftet til din hasselurt?

mandag den 24. marts 2014

Jeg har! Altså duftet til min hasselurt, for søndag bød på flere timers dejligt havearbejde og ikke mindst årets første kaffe på trappen.

Indtil sidste år havde jeg ikke særlig meget til overs for hasselurt (Asarum europaeum). Jeg havde en lille bestand mellem nogle buske. Der stod den fint med sine blanke grønne blade i løbet af foråret, men så snart vi nåede de tørre sommermåneder, klaskede den fuldstændig sammen. Sådan huskede jeg den også fra min barndom - fuldstændig sammenklasket, så snart solen virkelig fik magt.

Sidste forår valgte jeg dog at dele bestanden, og nogle enkelte fik nu et mere skyggefuldt grosted. Her gror de med største lyst! De er virkelig gode til bunddækken og forest i bedene.

Under søndagens havearbejde steg hasselurt endnu engang i graderne. Ved rhododendronbedet blev jeg mødt af en vidunderlig duft af citrus. Efterhånden fik jeg lokaliseret duften og opdagede til min overraskelse, at den kom fra de fuldstændig undseelige blomster på netop hasselurt. Så skub bladene til side, stik næsen i din hasselurt og indsnus den berusende duft.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar