Akeleje-dilemma

søndag den 16. marts 2014

Det gode vejr har forladt os, og vi må stille os til takke med en kold og blæsende weekend. Men med en lejebil i indkørslen var det alligevel oplagt at bruge lørdag formiddag på at tage på indkøb - planteindløb. Først gik turen til Nørup Planteskole og derefter til Bilka. Det resulterede i et bagagerum fyldt med bærbuske, pæonknolde, høstfloks og plantejord. Det var derfor ganske frustrerende, da drengen besluttede sig for, at eftermiddagsluren var fuldstændig overflødig. Heldigvis kom min mand hjem og reddede mig på målstregen. Han sendte mig i haven, så de nyindkøbte planter kunne komme i jorden. Jeg knoklede på, til mørket faldt på, og kulden bed i både knæ og fingre. De indkøbte planter kom i jorden, og jeg nåede tilmed at flytte en del stauder fra staudebedet til køkkenhaven blandt andet venusvogn (Aconitum napellus) og de første 50 akelejer. Indtil videre er jeg nødt til at beholde dem alle sammen, for der gemmer sig nogle blå langsporede og nogle fantastiske bordeauxrøde imellem dem. Efterhånden som de blomstrer, skal de mærkes,  så jeg ved, hvad der er hvad, når de til efteråret atter skal tilbage til staudebedet.

  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar