De små blå!

mandag den 10. marts 2014

Den mindste af syg - igen. Det startede i weekenden, men det har åbenbart tænkt sig at holde ved, selv om hverdagen har meldt sig. Nu hvor jeg er græsenke, er der ikke så megen diskussion om, hvem der skal blive hjemme. Det har til gengæld betydet, at jeg fik en stund i haven, mens han sov formiddagslur. Så trods søvnunderskud og et pyldret barn, fik jeg nydt det gode vejr.

I dag fokuserede kameraet på de små blå, selv om de nærmest er umulige at tage billeder af. Næsten som silke!
Den blå anemone (Hepatica nobilis) åbner nu kronbladene, så snart solen stråler rammer den. Så sart og så smuk!
Smuk er også vårkærminde (Omphalodes verna) med sine små blå forglemmigej-lignende blomster. Det er en fantastisk plante til bunddækken, men står den i fuld sol, bliver bladene desværre noget sveden hen over sommeren.
Himmelblå lungeurt (Pulmonaria angustifolia) er også utrolig yndig. Den blomstrer lidt tidligere end hvidplettet lungeurt (P. officinalis). Ligesom lav kulsukker, som jeg beskrev i går, tilhører både vårkærminde og lungeurt rubladfamilien. Lungeurt er i midlertid lidt speciel, idet blomsterne skifter farve fra violet til blå, når de bliver bestøvet. Et klart signal til bierne om, at her ikke længere er noget at komme efter - vælg venligst de violette. Bestøvningsbiologi er sjovt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar