Fristelsen var for stor!

Fredag lakker mod enden. Det har været en dejlig en af slagsen. Jeg gør et ihærdigt forsøg på at få afholdt min restferie inden ferieårets udløb, så i dag var kontoret byttet ud med haven. Først var jeg dog et smut i Bilka. Jeg havde et brændende ønske om at erhverve mig nogle fortryllende Primula ballerina 'Amethyst Ice', men ak! Jeg var for sent ude. De var allerede udsolgt. Jeg kørte dog ikke tomhændet derfra - de havde nemlig 25 % rabat på alle planter, så jeg lod mig frist. Nu er jeg den lykkelige ejer af to sommerfuglebuske 'Black Knight', to roser 'Rhapsody Blue', to roser 'Blue Moon', tre hotensia 'Blaumeise' og en syren 'Andenken an Ludwig Späth'. Der var desværre ikke plads til mere i cykeltraileren!

Trætheden efter 20 kilometer på jernhesten med ekstra læs begynder at melde sig. Børnene er puttet, kaffen er klar. Jeg vil smække benene op og slappe af. Må du også få en dejlig fredag aften.

Har du duftet til din hasselurt?

Jeg har! Altså duftet til min hasselurt, for søndag bød på flere timers dejligt havearbejde og ikke mindst årets første kaffe på trappen.

Indtil sidste år havde jeg ikke særlig meget til overs for hasselurt (Asarum europaeum). Jeg havde en lille bestand mellem nogle buske. Der stod den fint med sine blanke grønne blade i løbet af foråret, men så snart vi nåede de tørre sommermåneder, klaskede den fuldstændig sammen. Sådan huskede jeg den også fra min barndom - fuldstændig sammenklasket, så snart solen virkelig fik magt.

Sidste forår valgte jeg dog at dele bestanden, og nogle enkelte fik nu et mere skyggefuldt grosted. Her gror de med største lyst! De er virkelig gode til bunddækken og forest i bedene.

Under søndagens havearbejde steg hasselurt endnu engang i graderne. Ved rhododendronbedet blev jeg mødt af en vidunderlig duft af citrus. Efterhånden fik jeg lokaliseret duften og opdagede til min overraskelse, at den kom fra de fuldstændig undseelige blomster på netop hasselurt. Så skub bladene til side, stik næsen i din hasselurt og indsnus den berusende duft.

Nyder det, jeg kan have i fred!

Den blå time. Jeg sidder mageligt placeret i stuen i min dejlige gyngestol, kaffe inde for rækkevidde, solsortesang ude i haven og kigger ud af vores store vestvendte vinduer. Naboernes træer står som mørke silouetter mod den smukke himmel. Hvis ikke efterårets storme havde gjort det af med havens træer, ville jeg ikke have denne udsigt. Så jeg nyder den, mens jeg håber på, at weekenden vil bringe en enkelt time eller to i haven.

Lige nu er det svært at følge med - særligt i staudebedet. Jeg har efterhånden fået flyttet de vigtigste stauder til køkkenhaven. Nu mangler jeg bare at flytte en god portion akelejer, mindst et halvt hundrede strudsvinger, sibirisk iris, hosta, sankthansurt, påskeklokker, to rhododendron, en grim buksbom og så lige en kæmpe rod.

Jeg drømmer om roser og savler over sortimentet på Hviids Planteskole. Jeg føler mig forfærdelig fristet - særligt efter at Nørup Planteskole informerede mig om, at jeg kunne få barrodsroser fra Hviids Planteskole til bare 60 kroner stykket. Men det giver bare ingen mening at plante roser, før jeg har sikret haven mod rådyr. De har nemlig været på besøg igen - de bæster!

Heldigvis spiser de ikke primula. Og det er godt, for de første hulkravede primula (Primula veris) er netop sprunget ud.

At blive ramt og gå kælderkold!

Vi har taget hul på endnu et renoveringsprojekt. Denne gang er det kælderen, der skal have en overhaling. Væggene bobler flere steder af salpeterudtræk, så her til morgen kom mureren og pudsede op på ny. Nogen vil måske mene, at det er en lappeløsning, men væggene er ikke særligt medtaget i betragtning af, at der ikke er gjort noget ved dem, siden min far levede. Men jeg havde ikke forventet, at jeg ville blive så tung om hjertet, da vi i går aftes gik og dækkede af.

Der står stadig så mange ting fra mine forældre - malerier, plakater, min mors porcelænsdukker, min fars frimærkesamlinger, hollandske kakler, lamper og meget mere. Ting, som ingen af os søskende ønsker at beholde. Men lige nu står de i vores kælder. De oser af minder - minder om nogen, der ikke længere er der. Jeg bliver fuldstændig drænet for energi, når jeg er i kælderen, og jeg kan næsten ikke overskue, hvordan vi skal få de sidste ting afhændet på en ordentlig måde, for det er næsten ikke til at bære, hvis vi bare skal smide tingene ud. Alle tingene symboliserer jo historierne om liv og personer - min morfar og mormor - og ikke mindst min far og mor. Ind i mellem lukker jeg øjnene og lader som om de stadig er her - taler med dem om glæder og bekymringer, som jeg gjorde, da de var i live. Det gør savnet tåleligt! Men i kælderen gør det stadig ondt!

Primula-forventning!

I disse dage holder jeg særligt øje med de hulkravede kodriver (Primula veris). De er lige på spring. Jeg glæder mig til de virkelig folder sig ud. De er så utrolig smukke med deres orange tegninger på kronbladene.

Jeg fik reddet et par stykker fra rhododendronbedet sidste år og bestanden blev suppleret med et par eksemplarer, som jeg fik i fødselsdagsgave. Da de var afblomstrede og stod med deres tørre kapsler, gik jeg rundt og sparkede lidt til frøstandene. Noget jeg husker, min far praktiserede med sine kæmpe-primula (P. florindae). Det virker måske lidt voldsom at gå og sparke til sine blomster, men når det gælder kodrivere har det vist sig at være ganske effektiv og gavnligt for deres formering. Der er i hvert fald de første tyve primula-børn på vej.

Når skønhed kan dræbe

Tidligere på dagen nævnte jeg, at jeg har flyttet venusvogn (Aconitum napellus), måske bedre kendt som ægte stormhat, fra staudebedet til køkkenhaven. Det er en af de få stauder, som jeg efterhånden har rigtig mange individer af, hvilket i sig selv af ganske utroligt. Da vi overtog huset i 2011, var der kun nogle enkelte eksemplarer tilbage, som stod fuldstændig klemt mellem terrassen og den fremadstormende vintergrønt. De blev straks flyttet over i staudebedet, hvor de fik lys og ikke mindst plads.

I løbet af to vækstsæsoner har de virkelig givet den gas med vegetativ formering, så jeg nu har 15 store klumper med omkring 10 individer i hver. Og det endda med en minimums indsats. De giver de mest fantastiske spir på højde med ridderspore (Delphinium), men man skal huske på, at alle dele af planten er vanvittig giftige. Vi taler her om en af de giftigste planter i Europa. Det er på ingen måde ikke en staude, man skal lade børnene plukke buketter af. Men smuk, det er den. Det vil I få at se, når den springer ud.

Akeleje-dilemma

Det gode vejr har forladt os, og vi må stille os til takke med en kold og blæsende weekend. Men med en lejebil i indkørslen var det alligevel oplagt at bruge lørdag formiddag på at tage på indkøb - planteindløb. Først gik turen til Nørup Planteskole og derefter til Bilka. Det resulterede i et bagagerum fyldt med bærbuske, pæonknolde, høstfloks og plantejord. Det var derfor ganske frustrerende, da drengen besluttede sig for, at eftermiddagsluren var fuldstændig overflødig. Heldigvis kom min mand hjem og reddede mig på målstregen. Han sendte mig i haven, så de nyindkøbte planter kunne komme i jorden. Jeg knoklede på, til mørket faldt på, og kulden bed i både knæ og fingre. De indkøbte planter kom i jorden, og jeg nåede tilmed at flytte en del stauder fra staudebedet til køkkenhaven blandt andet venusvogn (Aconitum napellus) og de første 50 akelejer. Indtil videre er jeg nødt til at beholde dem alle sammen, for der gemmer sig nogle blå langsporede og nogle fantastiske bordeauxrøde imellem dem. Efterhånden som de blomstrer, skal de mærkes,  så jeg ved, hvad der er hvad, når de til efteråret atter skal tilbage til staudebedet.

  

En længe ventet fredag!

Endelig fredag med en samlet familie. Min hjerne var taget på weekend, inden dagen overhovedet var begyndt. De fysiske følger efter en uge med manglende søvn og syge børn begyndte for alvor at vise sig. Det gjorde dog ikke noget, for min arbejdscomputer var i pleje hos vores digitale afdeling. Der skulle installeres et nyt GIS-program på den. Da hovedparten af mit arbejde kræver en computer, var jeg mere eller mindre sat ud af drift. Jeg brugte i stedet tiden på at hente morgenbrød til kollegaerne. Det blev vel modtaget. 

Nu slapper manden og jeg - helt af, og nyder vores bryllupsdag. Om lidt er der kaffe og whisky. Den nye der stod på mandens natbord, da han kom hjem. En 12-års Craigellachie fra Douglas of Drumlanrig. Jeg har fået en buket med de dejligste hvide liljer, der nu udsender en skøn vaniljeduft til hele stuen. Og så har jeg fået et beløb til at få min fars gamle Hindberg flygel stemt. Det bliver så fantastisk, og jeg glæder mig helt vildt.

Nu går dagen til ro!

Sidste aften som græsenke. Det passer mig fint, for jeg er træt. Det har været en lang og udfordrende uge, men jeg fik enderne til at nå sammen trods syge børn. I dag lykkedes det takket være svigermor, der tilbød sin assistance.

Pligterne kalder! Tøjet i tørretumbleren skal lægges sammen, morgenbordet dækkes, blomsterne vandes, skraldespandene tømmes og rugbrødsdej sættes over. Men jeg lader dem kalde - alt det de vil. Jeg er for træt og vælger egenomsorg frem for pligter. Manden bliver stolt af mig. Jeg ved det! I nat kommer han hjem - som kaldet! Han har været savnet! På hans sengebord står en gave til ham. Vi har nemlig bryllupsdag i morgen. I gætter aldrig hvad det er!

Herfra slutter dagen! Nyd billedet og den smukke tekst af Kaj Munk. Må natten være god ved dig.

For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la'r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er din skaber stor!

 

Flere af de små forårsblå!

Sygt barn er blevet til syge børn, så dagen er tilbragt indendøre, selv om solen skinnede og temperaturen bare bragede deropad. Derfor har jeg været på jagt i arkivet for at finde flere billeder af de små blå forårsbebudere.

Jeg fandt blandt andet dette billede af den yndige marts-viol (Viola odorata). Bemærk særligt de smukke tegninger/årer på læben. Marts-viol dufter helt fantastisk, og hvis man har rigtig mange af dem, er de fremragende til kandiserede violer. Men igen skal man være varsom, for også marts-viol formerer sig villigt og kan nemt udkonkurrere andre stauder. 

Denne mørkeblå udgave af våriris (Iris reticulata) har ligeledes fine aftegninger/saftmærker på underlæben. Våriris findes også i en fantastisk lyseblå farve, men indtil videre har jeg kun de mørkeblå stående i sokkelbedet blandt knolde af den majestætiske staudeiris (I. germanica). Dem er jeg til gengæld spændt på. Jeg flyttede knoldene til sokkelbedet i starten af januar. Indtil da stod de i det store blandede staudebed. Her blomstrede de aldrig, til gengæld formerede de sig vegetativt med stor lyst. Nu står de i fuld sol uden nogen som helst skygge fra andre stauder. Mon ikke det får dem til at blomstrer. Jeg er ret spændt på, hvilken farve de er.

Måneskinsdrømme

Fotos af havens planter er et fantastisk redskab til at få et overblik over, hvad haven egentlig rummer, og hvornår de enkelte planter blomstrer. Og i år bliver alting fulgt tæt, for haven befinder sig i en kritisk fase.

Selv om jeg først regner med at komme i gang med måneskinsbedet til næste år, er jeg allerede nu begyndt at holde øje med, hvilke planter der kandiderer til bedet.

Den gule kejserkrone (Fritillaria imperialis 'Lutea'), som de seneste dage har haft en imponerende vækst er et must.

Ligeledes er de hvide og cremefarvede påskeklokker (Helleborus orientalis). På nuværende tidspunkt har jeg kun to lyse eksemplarer, men jeg vil helt sikkert på jagt efter nogen med fine tegninger på kronbladene.

Storkronet kodriver (Primula vulgaris), der blomstrer væsentlig tidligere end fladkravet kodriver (P. elatior) og den fine gule hulkravet kodriver (P. veris) vil også egne sig til bedet. Jeg drømmer ydermere om en stor bestand af kæmpe-primula (P. florindae), som jeg husker det fra min barndoms have. Det var før mosegrisene spiste alle rødderne.

Jeg har også nogle enkelte eksemplarer af denne lille fine krokus. Jeg har ingen ide om, hvad den hedder, men den minder om en vildart. Den vil jeg gerne have flere af - både til måneskinsbedet men også til hele mit overdrev i forhaven. Idéen har jeg fra en forårsrejse til Schweiz, hvor vi besøgte den pittoreske landsby Sonogno. Her var sæteren fuldstændig dækket af de fineste små krokus, og vi taler altså om vilde krokus i tusindevis.

De små blå!

Den mindste af syg - igen. Det startede i weekenden, men det har åbenbart tænkt sig at holde ved, selv om hverdagen har meldt sig. Nu hvor jeg er græsenke, er der ikke så megen diskussion om, hvem der skal blive hjemme. Det har til gengæld betydet, at jeg fik en stund i haven, mens han sov formiddagslur. Så trods søvnunderskud og et pyldret barn, fik jeg nydt det gode vejr.

I dag fokuserede kameraet på de små blå, selv om de nærmest er umulige at tage billeder af. Næsten som silke!

Den blå anemone (Hepatica nobilis) åbner nu kronbladene, så snart solen stråler rammer den. Så sart og så smuk!

Smuk er også vårkærminde (Omphalodes verna) med sine små blå forglemmigej-lignende blomster. Det er en fantastisk plante til bunddækken, men står den i fuld sol, bliver bladene desværre noget sveden hen over sommeren.

Himmelblå lungeurt (Pulmonaria angustifolia) er også utrolig yndig. Den blomstrer lidt tidligere end hvidplettet lungeurt (P. officinalis). Ligesom lav kulsukker, som jeg beskrev i går, tilhører både vårkærminde og lungeurt rubladfamilien. Lungeurt er i midlertid lidt speciel, idet blomsterne skifter farve fra violet til blå, når de bliver bestøvet. Et klart signal til bierne om, at her ikke længere er noget at komme efter - vælg venligst de violette. Bestøvningsbiologi er sjovt!

Det er i dag et vejr

Så kom foråret bragende fra sydvest, og de lune vinde fik vækket både bier og sommerfugle. Bierne tumler rundt i krokus, og særligt tossede er de med lav kulsukker, som netop nu har fået de første cremehvide blomster. Som navnet indikerer, er den lav grænsende til det krybende, og den er fuldstændig ligeglad med græsplæner og belægninger. Den spreder sig med stor lyst ud over det hele og tager gerne kampen op mod vintergrønt, ja selv skvalderkål kan den kvæle. Men bierne - de elsker den.

I går viste jeg et billede af den hvide løjtnantshjerte. I dag fandt jeg et eksemplar af den røde udgave, Dicentra spectabilis 'Rubra'. Det er da fantastisk, at man allerede på så tidligt et stadie kan se forskel på 'Alba' og 'Rubra'. Selv den kultiverede natur er for sej.

Græsenkens lod

Jeg har fornøjelsen af at være græsenke til og med den 13. marts. Det er ensbetydende med, at der ikke kan lægges arbejdstimer i haven, men en daglig haverunde med kameraet skal der være tid til.

Jeg kan ikke få nok af akelejer. Særligt deres løv er helt fantastisk, når det står med morgenens dug. Sammen med lodden løvefod er de et must have i den henseende.

Ligeledes har jeg en svaghed for løjtnantshjerte. Her er det den hvide udgave (Dicentra spectabilis 'Alba'), der skyder lystigt. Eneste minus ved dem er, at løvet bliver gulligt og trist at se på, så snart blomstringen er overstået - ganske som tulipaner. Men tulipanerne behøver jeg ikke at bekymre mig om i år - rådyrerne har nemlig været på rov igen, de bæster.

I stedet glæder jeg mig over havens påskeklokker (Helleborus orientalis). De er fuldstændig rådyr-/haresikre, og det er netop nu, de er aller smukkest.

Nej, hvor det gror!

Planterne vælter op af jorden - krokus, våriris, tulipaner, blå anemoner og primula. Det er skønt! Det er forår, og med udsigt til et fantastisk vejr i weekenden forventer jeg mere.

 

Den blå anemone (Hepatica nobilis) kender sin besøgstid først i marts, mens den gule kejserkrone (Fritillaria imperialis 'Lutea') netop er brudt af mulden.
De små fine våriris (Iris reticulata) har fået plads i sokkelbedet ved indkørslen, og her blomstrer de flittigt - i hvert fald i år. Den går for at være svær at få til at blomstrer flere gange, men jeg håber, at det sydvendte sokkelbed giver den et passende mikroklima. For køn, det er den! Uden diskussion.

Gad vide, hvad vejret vil bringe?

Vejrudsigten bliver fulgt intenst - hver dag, ofte flere gange dagligt, for foråret gør mig godt. Jeg behøver absolut ikke mere sne, end det vi fik i starten af året. Nej, nu nyder jeg at se alting grønnes og høre solsorten synge i dæmringen uden for soveværelsesvinduet.

Ude over engene og markene flakser viben rundt, mens lærken slår sin trille. Et dejligt selskab på en god dag i felten, for sådan en har jeg nemlig haft i dag. Både viben, lærken og jeg er fuldstændig forårstossede. Ingen af os har brug for et nyt kuldefremstød, men i modsætning til fuglene kender jeg risikoen. Tænk bare på sidste år, hvor vi gang på gang blev indhyldet i sne. Frosten ville ikke forlade jorden, og selv i slutningen af marts skulle vi lige have en ekstra portion sne oven i hatten.

Nuvel, det resulterede i et meget intenst og komprimeret forår, hvor erantis, vintergækker, krokus, påskeliljer og tulipaner blomstrede om kamp, da foråret endelig kom til landet i april måned. Men alligevel - sne i marts? Det behøver ikke at gentage sig! I hvert fald ikke i år.

En stille stund

Der har været frygteligt stille på bloggen de sidste fjorten dage. Ikke med min gode vilje, men på grund af benhård prioritering. Der er for eksempel ikke meget ved at blogge, hvis der ikke løbende bliver taget backup af computerens dyrebare indhold af dokumenter og ikke mindst billeder af vores familieliv.

Når det drejer sig om elektronisk udstyr, gadgets, backup med videre, kommer jeg virkelig til kort. Det vil sige - ikke helt, fordi jeg altid spiller trumfkortet - manden i mit liv. Han kan sådan noget. Han skriver bare lige et program til formålet. Denne gang tog det er par aftener, før programmet makkede ret, men jeg er ham som altid ubeskrivelig taknemmelig. Jeg må nemlig indrømme, at mine IT-kundskaber er på fosterstadiet sammenlignet med hans evner.

Men det er helt i orden. Vi skal ikke kunne det samme eller have de samme præferencer. Han IT-nørder den, jeg have-nørder den! Den arbejdsfordeling kan jeg sagtens leve med.

Lige nu går jeg spændt og holder øje med tulipanerne i haven. Hvorfor spændt? Jo, de krapyler til de lokale rådyr har snust sig frem til, at tulipanerne er begyndt at komme frem. De har oven i købet tilladt sig at nippe lidt i nogen af dem. Så jeg gør mig ikke de store forhåbninger om, at se tulipanerne i blomst - heller ikke i år.