Nu tager jeg løbeskoene på

Sygt barn - gange to. Altså syge børn. Det var, hvad dagen i går kunne byde på. Tilbage stod mine løbesko nok så smukt i gangen og grinede af mig. Selv vores dreng grinede af dem, nok mest af alt fordi han ikke havde nogen erindring om at have set dem før, desværre. Sidste træningstur ligger alt for langt tilbage i tiden, og i går var dagen, hvor jeg atter skulle i gang. Troede jeg, men jeg måtte tro om. Jeg blev helt skuffet, da jeg i går morges måtte indse, at det heller ikke blev i går, jeg kom i gang.

Men jeg vil ikke hænge mig i sådanne bagateller, for jeg har nemlig en plan. I morgen! I morgen sker det. I morgen bliver løbeskoene luftet - på vej hjem fra arbejde. Op ad bakke det meste af vejen. Det kommer til at gøre ondt - men først i overmorgen. Lige nu glæder jeg mig bare til at blive høj af et ordentlig skud endorfin.