Første løb i benene

torsdag den 16. januar 2014

Så lykkedes det endelig. Løbeskoene blev luftet trods regn, hagl og slud, og jeg kunne endnu engang konstatere, at jeg ikke dør af at løbe, selvom der kommer lidt vand fra oven. Jeg hverken krymper eller svulmer op til dobbelt størrelse. Meget betryggende at vide til en anden god gang. Nu venter jeg bare på regningen. Den kommer i morgen, og jeg kan allerede sige, at den bliver dyr. Desværre er der kun mig til at betale den. Men jeg har klaret det før, så mon ikke jeg kan klare det denne gang. Vi taler bare om totalt ømme lårmuskler i to dage. Et varmt bad, lidt ekstra udstrækning og en lille restitutionstur i morgen burde hjælpe på ømheden.

Alt i alt synes jeg, at dagens løbetur var en succes. Jeg har længe været frustreret over, at jeg ikke har været i stand til at finde tiden - bare til en kort løbetur, to gange om ugen. Men med en rask løbetur fra mit arbejde nede i byen, op gennem Sønderskoven til Vindinggård og derfra hjem med børnene i cykelanhængeren, så er det pludseligt muligt. Hvis jeg kommer ordentligt i gang og får lidt mere tempo på, kan jeg måske nå at slå en ekstra sløjfe på turen og dermed få lidt flere kilometer i benene. Jeg ser mulighed for en potentiel stigning i formkurven. Det motiverer! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar