Kunne ikke falde i søvn i går aftes. Tænkte på haven - igen! På de mange bede, jeg drømmer om. Hvilke planter skal jeg satse på? Er de til at komme i nærheden af for mig, ganske almindelige, jordiske menneske? Jeg er helt klart begrænset af tid, evner og ikke mindst økonomi.
Men i år kommer det hovedsageligt til at dreje sig om damage control efter efterårets stormfald. Jeg skal have reddet de skyggeplanter, der nu til sommer kommer til at stå i bragende sol. Den vidunderlige gudeblomst og havebetonie ligeså må i midlertidig pleje det eneste sted i haven, hvor der er en lille smule skygge - i surbundsbedet på nordsiden af huset.
Dernæst skal jeg have genskabt havens rum. Det kommer til at tage noget tid, før nye træer kan udfylde denne opgave. Indtil da må jeg klare mig med en slags espalier af lærkestolper og rionet. Derefter kan jeg endelig gå i gang med selve bedene. Et bed ad gangen og formentlig med en hastighed på et bed per år. Først skal jeg have fjernet vintergrønt, rød snebær, lav kulsukker, vårkærminde, bingelurt og porcelænsblomst fra det enkelte bed. Nej, det skorter sandelig ikke på bunddækkende planter i denne have. Efterhånden som jeg får ryddet bed for bed, vil jeg dække det med sort plastik, så jeg ikke får alt for meget jord at holde rent for ukrudt samtidig med gravearbejdet. Plastikken vil jeg lade ligge indtil september/oktober, hvor det endelig er tid til at sætte stauder i jorden. Så har jeg også hele foråret og sommeren til at finde de stauder, jeg vil drømmer om. Hvis der er nogen, der kender en god planteskole med et velassorteret udvalg til en rimelig pris, så skriv endelig. Jeg kan også bruge information om gode frøfirmaer, for med en grund på 1.000 kvadratmeter er jeg nødt til selv at opformere en del af stauderne, så vores økonomien ikke mister pusten på grund af mit ambitiøse haveprojekt.
Nu mangler jeg kun at beslutte mig for, hvilket bed jeg vil starte med i år. Åh, det er svært, for jeg vil gerne det hele på en gang. Jeg er nok nødt til at tænke over det et par dage, og så bliver valget nok truffet ud fra, hvad der vil give os mest herlighedsværdi lige nu og her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar