Jeg må erkende at haveplanlægning er en tidskrævende proces, og den sidste uge har på den baggrund givet mig mange søvnløse timer. Jeg kan simpelthen ikke give slip på plantenavne, idéer og havedrømme. De myldrer frem, når jeg mindst venter det, fuldstændig ligeglade med om jeg sidder i møde eller skriver breve til lodsejere. Meget forstyrrende, men også meget dejligt for en plantetosse som mig.
Nu har jeg jo kun været den lykkelige haveejer i to år. To år, der har været præget af flytterod, graviditet og familieforøgelse. Derfor er jeg stadig kun på fosterstadie, hvad angår mine havekundskaber. Alle mine havebøger er godt nok indkøbt, før jeg overhovedet vidste, at jeg ville blive den heldige ejer af et hus med have. Men jeg har læst og ikke mindst drømt om havekunstens mange faldgrupper, finurligheder og vidunderlig smukke blomster. Når det kommer til haven sådan i virkeligheden, er jeg imidlertid en novice. Jeg skal dannes, lære, øve mig, gøre mine fejl, prøve igen og igen, læse flere havebøger og ikke mindst søge information på nettet.
Det er ikke til at komme uden om Claus Dalby, når vi snakker om haver og inspirationskilder. Han har revolutioneret dansk havekultur. Selv om han i modsætning til mange af os andre havetosser ikke på samme måde er begrænset af økonomi og hænder, er der i mine øjne ingen tvivl om, at hans private have samt hans smukt illustrerede havebøger er noget af det mest sublime. Han har uden tvivl inspireret utallige danskere, som dagligt følger hans haveblog om stort om småt. Han har ikke mindst kaldet os til kamp mod bar jord og uskønne farvekombinationer som ribes og forsythia.
Jeg er også en trofast læser på Claus' haveblog, og den er en væsentlig bidragsyder til, at mine havedrømme løber af med mig. Jeg falder for den ene blomstrende skønhed efter den anden som han præsenterer, men frustreres samtidig af den uopnåelighed de enkelte vidundere signalere - både i forhold til økonomi og ikke mindst kundskaber. Men Rom blev ikke bygget på en dag. Derfor har jeg et lille håb om, at det en dag lykkes at indfri en lille del af mine personligt havedrømme.
Men kære Claus Dalby! Hvis du en dag mod al forventning skulle forvilde dig forbi denne blog, så sig endelig til, hvis du ønsker at få sat latinske navne på det ukrudt, du sandsynligvis ikke har i din fortryllende have. For de vilde planter (altså ukrudt i havesammenhæng) dem kan jeg, eksempelvis denne uanseelige bredbægret ensian fra et af de bedste og mest artsrige overdrev i Vejle Kommune. Er den ikke skøn?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar