Vintersysler

Så fik vi sne til stor glæde for den store pige. Godnathistorien skiftet ud med en tur i sneen. Vi lavede snelygte og sneengle pyntet med fuglefrø (tak til Badut for inspirationen). Aftenen sluttede vi af med en kælketur i indkørslen. Det gav røde kinder og forhåbentlig en god nattesøvn.

Haven sover under den hvide snedyne, og der er ikke udsigt til at frosten slipper sit tag lige med det første. Det passer mig fint! Nu kan jeg i ro og mag lade mine havedrømme forføre mig. Jeg har efterhånden lagt mig fast på stauderne til tre småbede holdt i følgende farver:

• blåt skyggebed med strejf af lilla
• purpur - pink solskinsbed med strejf af lilla
• lyserødt vandrende skyggebed med strejf af hvidt og pink

De skal ligge i forlængelse af hinanden afgrænset af en to meter høj bøgehæk mod vest. De enkelte bede vil jeg adskille med to meter høje espalier af lærkestolper og rhionet. Espalierne skal være dækket af to klematis i de farver, der er dominerende i bedene på hver sin side af espalieret. Jeg håber virkelig, det kommer til at fungere, for hvor jeg dog savner den japanske ahorn på billedet nedenfor. Flot og stor var den!
Langs terrassen har jeg nogenlunde lagt mig fast på de planter, der skal være i det cremefarvet måneskinsbed, som vi skal nyde, når vi sidder med ild i pejsen en lun sommeraftner.

Nu skal jeg videre i processen. Jeg skal have fundet forhandlere og pris for de enkelte planter. Skal jeg købe stauder eller skal jeg dyrke dem fra frø? Skal jeg have fat i udenlandske forhandlere? Der er nok at give sig til sådan en ganske almindelig januaraften, men jeg nyder det! En helt igennem dejlig vintersyssel.

Mens vi venter!

Om et par timer er vi i vejrets vold. Men vi er parate! Sneskovl og kost står lige uden for hoveddøren, saltet står let tilgængeligt nede i carporten. Nu er det bare at vente. Det meste af ventetiden vil vi tilbringe sovende under de varme dyner, men jeg vågner med garanti flere gange i løbet af natten, og så kan jeg benytte lejligheden til at titte ud af vinduet - er det for alvor begyndt at sne? For der er noget forunderligt over sne, selv om det bliver et pokkers bøvl at fragte børn til og fra børnehave og vuggestue.

Men sneen er også en tiltrængt dyne til havens mere sarte vækster, som på ingen måde bryder sig om barfrost. De sidste par dage har været virkelig hårde for dem, selv om de alle er dækket med gran. Nu kan de putte sig i sneen, mens jeg overvejer, hvor de skal flyttes hen, når foråret endelig byder sig.

Må sneen også gøre dig godt!

 

En af de dag, man aldrig ser frem til

Dagen i går var sådan en dag. En af dem, man aldrig ser frem til. Vi skulle til Allergicentret i Odense med pigen. Formål: provokationstest med hasselnødder. Fuldstændigt naturstridigt, når vi nu ved, at hun bliver dårlig af hasselnødder, men samtidig nødvendigt for at vide, hvor forsigtige vi skal være. Skal vi holde os fra alt, der bare indeholder spor af nødder, eller kan hun godt tåle dem små mængder?

Vi har bare verdens sejeste pige. Hun tog det i stiv arm, åbnede munden for de farlige nødder gang på gang trods kløe, løbende næse, hoste og træthed. "Klør det lille pige?" "Det klør lige tilpas". Sådan! Så sej kan man være, når man er fire år - godt hjulpet på vej af et fantastisk personale og den dejlige hospitalsklovn Lulu. Konklusionen på testen blev desværre, at vi skal holde os fra alt med spor af nødder, og de efterfølgende priktest for allergi over for henholdsvis friske og kogte æg var desværre også positive. Det betyder, at den stakkels pige skal igennem endnu en provokationstest om fjorten dage - denne gang med æg. Det bliver endnu en af de dag, vi ikke vil se frem til.

Dagen i dag har heldigvis været lige tilpas. Tilpas travl, tilpas langsom og dejlig lys. Om et par dage går begynder solen at gå ned til højre for Højen Tårnet. Foråret er snart på vej trods kulde og sne.

Hjemmearbejde, når det er bedst!

Hjemmearbejdsdag. Skønt ikke at skulle kæmpe sig op og ned af Vejles bakker gennem sne og sjap. Jeg er privilegeret. Tænk at have den mulighed! Manden har studiedag og arbejder lige overfor mig. Vi nyder den blå time, der langsomt afslører en forfrossen have. 

Om lidt er der friskbrygget kaffe og nybagte boller. Derefter står den på pressemeddelelse, powerpointpræsentation og tekster til hjemmeside. En hel dag med formidlingsopgaver - i mandens selskab, tændte stearinlys og jazz i radioen. Det bliver en god dag. Må din onsdag blive ligeså hyggelig og rar.

Haveinspiration

Jeg må erkende at haveplanlægning er en tidskrævende proces, og den sidste uge har på den baggrund givet mig mange søvnløse timer. Jeg kan simpelthen ikke give slip på plantenavne, idéer og havedrømme. De myldrer frem, når jeg mindst venter det, fuldstændig ligeglade med om jeg sidder i møde eller skriver breve til lodsejere. Meget forstyrrende, men også meget dejligt for en plantetosse som mig.

Nu har jeg jo kun været den lykkelige haveejer i to år. To år, der har været præget af flytterod, graviditet og familieforøgelse. Derfor er jeg stadig kun på fosterstadie, hvad angår mine havekundskaber. Alle mine havebøger er godt nok indkøbt, før jeg overhovedet vidste, at jeg ville blive den heldige ejer af et hus med have. Men jeg har læst og ikke mindst drømt om havekunstens mange faldgrupper, finurligheder og vidunderlig smukke blomster. Når det kommer til haven sådan i virkeligheden, er jeg imidlertid en novice. Jeg skal dannes, lære, øve mig, gøre mine fejl, prøve igen og igen, læse flere havebøger og ikke mindst søge information på nettet.

Det er ikke til at komme uden om Claus Dalby, når vi snakker om haver og inspirationskilder. Han har revolutioneret dansk havekultur. Selv om han i modsætning til mange af os andre havetosser ikke på samme måde er begrænset af økonomi og hænder, er der i mine øjne ingen tvivl om, at hans private have samt hans smukt illustrerede havebøger er noget af det mest sublime. Han har uden tvivl inspireret utallige danskere, som dagligt følger hans haveblog om stort om småt. Han har ikke mindst kaldet os til kamp mod bar jord og uskønne farvekombinationer som ribes og forsythia.

Jeg er også en trofast læser på Claus' haveblog, og den er en væsentlig bidragsyder til, at mine havedrømme løber af med mig. Jeg falder for den ene blomstrende skønhed efter den anden som han præsenterer, men frustreres samtidig af den uopnåelighed de enkelte vidundere signalere - både i forhold til økonomi og ikke mindst kundskaber. Men Rom blev ikke bygget på en dag. Derfor har jeg et lille håb om, at det en dag lykkes at indfri en lille del af mine personligt havedrømme.

Men kære Claus Dalby! Hvis du en dag mod al forventning skulle forvilde dig forbi denne blog, så sig endelig til, hvis du ønsker at få sat latinske navne på det ukrudt, du sandsynligvis ikke har i din fortryllende have. For de vilde planter (altså ukrudt i havesammenhæng) dem kan jeg, eksempelvis denne uanseelige bredbægret ensian fra et af de bedste og mest artsrige overdrev i Vejle Kommune. Er den ikke skøn?

Sne og frost - måske!

Frost og måske sne i sigte. Jeg ved ikke om, jeg kan lide det eller ej. Ubeslutsom? Jeg kan lide det, fordi det hører årstiden til, og fordi det giver et velsignet lys her i vintermørket. Men jeg kan ikke lide det, fordi tilværelsen som cyklist bliver fuldstændig umulig - det er i hvert fald tilfældet i Vejle, hvor snerydning på cykelstier ikke ligefrem har førsteprioritet. Kampen mod driverne på cykelstien bliver ikke nemmere med cykelanhænger plus 30 kilo børn på slæb.

Indtil videre er vi dog gået fri for sneen i denne sæson i modsætning til sidste sæson, hvor sneen kom væltende, inden vi knapt var nået ind i december.

Hvis vejret virkelig mener, at vi også skal have en omgang sne i denne sæson, må det meget gerne vente til weekenden, så vi i det mindste kan komme ud at kælke med børnene, nyde lyset og lufte kameraet. Det kunne blive en god weekend.


Men lige nu ligger en ny ubrugt uge foran os. Det bliver spændende, hvad den har tænkt sig at byde på! Frost? Sne? Indtil videre en stiv kuling fra øst. Jeg lyner fleecen og brygger en kop ekstra kaffe. Mandag morgen må man godt forkæle sig selv



  

Første opgave - Damage control

Kunne ikke falde i søvn i går aftes. Tænkte på haven - igen! På de mange bede, jeg drømmer om. Hvilke planter skal jeg satse på? Er de til at komme i nærheden af for mig, ganske almindelige, jordiske menneske? Jeg er helt klart begrænset af tid, evner og ikke mindst økonomi.

Men i år kommer det hovedsageligt til at dreje sig om damage control efter efterårets stormfald. Jeg skal have reddet de skyggeplanter, der nu til sommer kommer til at stå i bragende sol. Den vidunderlige gudeblomst og havebetonie ligeså må i midlertidig pleje det eneste sted i haven, hvor der er en lille smule skygge - i surbundsbedet på nordsiden af huset.

Dernæst skal jeg have genskabt havens rum. Det kommer til at tage noget tid, før nye træer kan udfylde denne opgave. Indtil da må jeg klare mig med en slags espalier af lærkestolper og rionet. Derefter kan jeg endelig gå i gang med selve bedene. Et bed ad gangen og formentlig med en hastighed på et bed per år. Først skal jeg have fjernet vintergrønt, rød snebær, lav kulsukker, vårkærminde, bingelurt og porcelænsblomst fra det enkelte bed. Nej, det skorter sandelig ikke på bunddækkende planter i denne have. Efterhånden som jeg får ryddet bed for  bed, vil jeg dække det med sort plastik, så jeg ikke får alt for meget jord at holde rent for ukrudt samtidig med gravearbejdet. Plastikken vil jeg lade ligge indtil september/oktober, hvor det endelig er tid til at sætte stauder i jorden. Så har jeg også hele foråret og sommeren til at finde de stauder, jeg vil drømmer om. Hvis der er nogen, der kender en god planteskole med et velassorteret udvalg til en rimelig pris, så skriv endelig. Jeg kan også bruge information om gode frøfirmaer, for med en grund på 1.000 kvadratmeter er jeg nødt til selv at opformere en del af stauderne, så vores økonomien ikke mister pusten på grund af mit ambitiøse haveprojekt.

Nu mangler jeg kun at beslutte mig for, hvilket bed jeg vil starte med i år. Åh, det er svært, for jeg vil gerne det hele på en gang. Jeg er nok nødt til at tænke over det et par dage, og så bliver valget nok truffet ud fra, hvad der vil give os mest herlighedsværdi lige nu og her.

Planløs lørdag

Jeg elsker at lægge planer, men lige så højt elsker jeg ikke at have nogle planer. I dag var fuldstændig planløs. Vi skulle bare være. Vejret var ikke til andet alligevel. Selv om det var mørkt, da den yngste og jeg stod op, vidnede lyden af regn på ovenlysvinduet om endnu en grå, våd januardag. Sådan en dag, hvor det er fuldt ud tilladt atter at krybe ned under dynen og nappe en ekstra lur. Det gjorde jeg, da manden stod op halvanden time senere. Og jeg nød det! For jeg er verdensmester i at nappe en lur - hvornår det skal være. Jeg vil gå så langt som til at sige, at det er et BEHOV, hvilket hænger utroligt dårligt sammen med et almindeligt arbejdsliv. Derfor nyder jeg det dobbelt, når det kan lade sig gøre i weekenderne.

Hvad så med benene efter torsdagens løbetur? Jeg undlod at nævne dem i går, men jo! De gjorde nas som bare f......! Også i dag. Heldigvis fik jeg en sms fra en  veninde. Ville jeg med på en lille løbetur? Jeg turde godt at sige ja, når det nu var hende, der skrev, velvidende at dette var hendes første løb i halvandet år. Det måtte da give cirka samme handicap. Vi havde en stille og rolig tur - utroligt nok i tørvejr. Jeg skylder hende en stor tak, for her til aften er ømheden i bentøjet næsten forsvundet - hvis jeg sidder stille! Så det vil jeg gøre, mens jeg nyder duften af hyacinter, stearinlys, kaffe og whisky. Sådan skal lørdag aften være - lige netop i dag. 

  

Drømmehaven

Jeg sidder og drømmer - drømmer om have. Drømmer om at have en have, der er lige så smuk som min drømmehave. Drømmene skal især ses i lyset af, at efterårets storme møblerede godt og grundigt om på vores haven. Skyggebede blev i pludseligt og noget ufrivilligt forvandlet til solskinsbede. Det var ikke lige en ønskedrøm. Hvad gør vi nu?

Jeg pløjer havebøger og hjemmesider igennem, får vidtløftige idéer, som jeg hurtigt må forkaste - nej, jeg skal ikke have et kejsertræ, der bliver op til otte meter, og som kan præstere årsskud på tre meter og blade som et A4 ark. Heller ikke selv om det har det skønneste blå blomster. Det ville ellers være noget af en overstander til et blåt skyggebed. Det bliver nok et æbletræ i stedet - måske en 'Filippa' - hvis det skal være stort et 'Belle Boskop'

Og så lige et violet / rosa staudebed. Åh, det kunne være så fint. Tulipaner, etageprimula, salvie, lupin, purpursolhat, violfrøstjerne, bonderoser, sommerfuglebuske og opiumsvalmuer. Ikke en hvilken som helst opiumsvalmue. Nej, det skal være 'Persian Blue'. Problemet er bare, at den tilsyneladende ikke findes i handlen i Danmark. Hvad jeg skal gøre med de rhododendron, der er i bedet, aner jeg ikke. Er jeg parat til at kappe roden - næppe!

Hvad så med måneskinsbedet. Første step bliver i det hele taget at finde jorden under rød snebær og vintergrønt. Her står også rhododendron. Op? Integrere? Kan man i det hele taget det? Dernæst skal jeg beslutte mig. Hvad vil jeg have i jorden? Hvide sommerfuglebuske, hortensia, syren, floks, høstanemone, floks, hvid purpursolhat, hvid lupin? Jeg ved det ikke. På nuværende tidspunkt har jeg kun to sølle floks og selsåede sommerfuglebuske. Det er vist et af de bede, hvor der skal sættes mange penge til side, før det kan realiseres.

Surbundsbedet på nordsiden af huset. Tja, det får nok lov til at forblive surbundsbed. Der er bare så dræbende kedeligt. Bunden er fuldstændig dækket af porcelænsblomst og vintergrønt, igen, igen, igen. Åh, jeg bryder mig virkelig ikke om den. Hvis nu bunden i stedet fyldes med strudsvinge, bronzeblad, hosta, juleroser og astilber? Det kan måske godt fungere?

En frodig køkkenhave hører også med til drømmen. Måske er det netop her, at jeg er tættest på målet. Vi har fældet de træer, der skyggede store dele af køkkenhaven, og jorden er ved at nærme sig noget, der egner sig til dyrkning. Tyttebær og blåbærbuske er flyttet fra skyggen i surbundsbedet til solen i  stensætningen. Jordbærplanterne har endelig fået godt fat. Nu skal jeg bare forhindre rådyr og harer i at spolere det hele.
 
Selvfølgelig drømmer jeg også om et flammebed - eller skal jeg kalde det et solopgangsbed, måske dæmringsbed. Det skal placeres uden for soveværelsesvinduet, som netop vender mod øst. Meget symbolsk synes jeg selv. Her har jeg bare et problem med endnu en bunddækkende plante - lav kulsukker. Det er sin sag, at få bugt med den - samtidig står der en dronningebusk for enden af bedet. Kan I se det for jer? Gyldne farver møder lyserød. Uh, gåsehud. Skurer det også i jeres ører. Hvorfor skal den busk også være så forbandet flot og STOR. Dette bed kommer i hvert fald til at kræve tid og ikke mindst penge. Mange penge! Især når man som jeg forelsker sig i noget så eksotisk som en orangegul sommerfuglebusk Buddleia weyriana 'Sungold'.

Til sidst er der de to mere vilde bede. Skovbundsbedet under birketræerne i havens nordligste del og vores overdrev på den sydvendte skråning i forhaven. Skovbedet passer sig selv. Her får planterne lov til at konkurrere, uden at jeg blander mig alt for meget. Kun over for skvalderkål og vorterod er tolerancetærsklen lav. Overdrevet begynder på visse steder at ligne et overdrev. Godt nok sprøjter det op med sæbeurt og svinemælk, men jeg håber på, at de ikke kan lide at blive barberet med græsslåmaskinen eller leen. Der dukker også en enkelt skovfrytle, lidt vintergrønt, krybende fredløs og lav kulsukker op hist og her. De er heldigvis lige til at hive op. Værre er det med stenurt, gyvel og brun surkløver, som sprøjter op fra den bare jord. Jeg havde ikke lige forestillet mig, at jeg skulle luge vores overdrev, men tidligere tiders fejltagelser har efterladt en enorm frøpulje af netop disse tre arter. Endelig har de rynkede roser endnu ikke opgivet ævred, og så står der lige to meget store pibeved (uægte jasmin) midt på skrænten.

Forsømte småbuske, buksbom, spirea, cortoneasters, et fejlbeskåret hjertetræ, forfalden pergola, fortrappe der skrider. Der er nok at rive i og drømme om.

Første løb i benene

Så lykkedes det endelig. Løbeskoene blev luftet trods regn, hagl og slud, og jeg kunne endnu engang konstatere, at jeg ikke dør af at løbe, selvom der kommer lidt vand fra oven. Jeg hverken krymper eller svulmer op til dobbelt størrelse. Meget betryggende at vide til en anden god gang. Nu venter jeg bare på regningen. Den kommer i morgen, og jeg kan allerede sige, at den bliver dyr. Desværre er der kun mig til at betale den. Men jeg har klaret det før, så mon ikke jeg kan klare det denne gang. Vi taler bare om totalt ømme lårmuskler i to dage. Et varmt bad, lidt ekstra udstrækning og en lille restitutionstur i morgen burde hjælpe på ømheden.

Alt i alt synes jeg, at dagens løbetur var en succes. Jeg har længe været frustreret over, at jeg ikke har været i stand til at finde tiden - bare til en kort løbetur, to gange om ugen. Men med en rask løbetur fra mit arbejde nede i byen, op gennem Sønderskoven til Vindinggård og derfra hjem med børnene i cykelanhængeren, så er det pludseligt muligt. Hvis jeg kommer ordentligt i gang og får lidt mere tempo på, kan jeg måske nå at slå en ekstra sløjfe på turen og dermed få lidt flere kilometer i benene. Jeg ser mulighed for en potentiel stigning i formkurven. Det motiverer! 

Nu tager jeg løbeskoene på

Sygt barn - gange to. Altså syge børn. Det var, hvad dagen i går kunne byde på. Tilbage stod mine løbesko nok så smukt i gangen og grinede af mig. Selv vores dreng grinede af dem, nok mest af alt fordi han ikke havde nogen erindring om at have set dem før, desværre. Sidste træningstur ligger alt for langt tilbage i tiden, og i går var dagen, hvor jeg atter skulle i gang. Troede jeg, men jeg måtte tro om. Jeg blev helt skuffet, da jeg i går morges måtte indse, at det heller ikke blev i går, jeg kom i gang.

Men jeg vil ikke hænge mig i sådanne bagateller, for jeg har nemlig en plan. I morgen! I morgen sker det. I morgen bliver løbeskoene luftet - på vej hjem fra arbejde. Op ad bakke det meste af vejen. Det kommer til at gøre ondt - men først i overmorgen. Lige nu glæder jeg mig bare til at blive høj af et ordentlig skud endorfin.

Elsk dine mandage

Mandage kan være triste og grå. Mandage kan være lange. Mandage kan være et ganske forstyrrende element efter en dejlig weekend. Alligevel elsker jeg mandage. De er lige så nye og jomfruelige som 1. januar. De er en ny start. En ny start på ugen. At starte på en frisk! Tænk at have den mulighed 52 gange om året, det er da ikke så ringe endda.

I dag er mandag kold og blæsende. Huset er stille, børn og mand er draget afsted. Jeg er helt alene denne mandag morgen, og jeg nyder roen - bare fem minutter for mig selv. Det er dejligt, fordi jeg ved, at jeg skal se dem igen i eftermiddag.

Må du have en dejlig mandag!

Tilbageblik

Hold da op! Januar har tilsyneladende lige så travlt som december. At jeg er startet på arbejde igen efter endt barsel kan mærkes. Nu går den ene af os ikke længere hjemme, og det tager lige lidt tid at finde rytmen igen. Vi er dog kommet ganske fornuftigt igennem den første arbejdsuge i det nye år, så fra i morgen kører det bare. Det satser vi i hvert fald på. De sidste dønninger efter julens bekymringer er ved at have lagt sig, mens energiniveauet og virkelysten stiger. Sådan kan vi bedst lide det.

I fredags passerede vi en fantastisk mærkedag, hvor vores lille glade dreng rundede ét år. Vi kan slet ikke forstå, at der allerede er gået et år, for det føles som om vi lige er kommet hjem med ham.

Men sikken et år! Det har været begivenhedsrigt og spændende, nogle gange lidt for for spændende! Først fik vi verdens dejligste dreng, og samtidig slap jeg ud af depressionens helvede. Alting kørte på skinner, og der var ikke grænser for, hvad vi kunne klare. Seks måneder senere erfarede vi dog, hvor skrøbeligt livet kunne være, da den lille dreng fik et anafylaktisk chok. Vi troede, at vi skulle miste ham. Men han klarede skærene, og vi er nu klædt på, så vi kan handle, næste gang det sker. Få uger senere havde manden en meget utilsigtet hændelse med spritbrænderen til trangiaen. Trods forbrændinger i det meste af ansigtet, slap han nådigt, og vi blev en erfaring klogere. Så var det pigens tur til at vise, at hun også kunne præstere allergiske reaktioner, og endelig bød efteråret på en konstant syg dreng, indlæggelser med falsk strubehoste og storme, der fik træerne i haven til at vælte om ørerne på os. Endelig sluttede vi året af med angsten for, at jeg var alvorlig syg.

Men nu er vi klar igen. Sådan rigtig klar! Mandag, du er lige om hjørnet - vi venter os meget af dig!

Allergi - en genetisk arv

Vi skriver januar 2014, julen synger på sidste vers, og i morgen skal juletræet tændes for sidste gang, mens vi nyder de sidste småkager, æbleskiver og et glas varmt gløgg. Og vi nyde det, det skal vi! Hvert eneste sekund, for nu kan vi nyde  uden bekymringer.

I går eftermiddags fik jeg svar på min CT-scanning, og alt var heldigvis, som det skulle være. Men for søren! Indtil svaret forelå, var jeg ved at gå til af frygt for, at vores familie endnu engang havde tabt i det store spil om statistik og sandsynligheder for at få en uhelbredelig kræftsygdom. Men vi vandt denne omgang.

Det har til gengæld vist sig, at jeg er allergisk over for det kontraststof, man bruger til CT-scanning, så jeg har været svimmel, haft forbigående kvalme, hævelser i ansigtet, og jeg har stadig fornøjelsen af et voldsomt udbrud af nældefeber. Men det kan jeg leve med, nu hvor vi ved, at der ikke er noget galt. Desuden kan vi nu forklare, hvorfor vores to dejlige børn har så voldsom allergi. En genetisk arv fra deres egen mor. Mon ikke de tilgiver mig?