Når datid bliver til nutid

Jeg har gået på Søndermarksskolen. Det samme har mine søskende, min mor og morbror. Og minsandten om ikke også min morfar har været lærer på skolen. Det kan være, at vores datter bliver fjerde generation på Søndermarksskolen.

Skolen har gennemgået mange forandringer bare i den tid, jeg kan huske. Der blev indrettet et rigtigt musiklokale med trommesæt, keyboard og elektriske guitarer. De bare indvendige mustensvægge blev malet hvide. De små klasselokaler på første sal i den gamle bygning er nu bibliotek. Formningslokalet er renoveret og udvidet. Den gamle hovedbygning er malet gul. Børnehaveklassens barakker er blevet udvidet, og der er lavet en hel ny bygning til indskolingen.

Af knap så positive ting er den tidligere så smukke lind i den lille skolegård blevet  beskåret på det grummeste. Den har fuldstændig mistet sin karakteristiske lindefacon. Jeg ærgrer mig hver gang jeg ser den.

Men det er en skole med mange år på bagen. Det var Vejle første forstadsskole. Det første skolehus blev bygget i 1876, og i 1929 stod den nuværende hovedbygning færdig. Historien om Søndermarksskolen har fundet sin plads på VejleWiki.dk og på Vejle Stadsarkiv hjemmeside ligger et smukt vinterbillede af hovedbygningen taget i 1938 af Johannes Wolthers.

På vej hjem fra arbejde kæmpede jeg mig op af en sneglat Mølholmsbakke, forbi skolen - og vente mig om på præcis samme sted.

Der er ingen tvivl om, at billedet er taget det rigtige sted, men det hele ser lidt mere gråt og trist ud. Jeg mener dog stadig, at Søndermarksskolen er den skole i Vejle med den smukkeste beliggenhed. Ved næste snefald vil jeg forbi igen - inden sneploven har været der - og så skal billedet tages med det store kamera og ikke en lille snoldet telefon.

En skov af historier

Hver gang jeg går i Sønderskoven, slår det mig, hvor mange historier skoven egentlig rummer. Det skete også i dag på min vej til Vinding.

Jeg gik via tunellen under Grønnedalen - og fortsatte langs Mølholmsbækken. Her står skoven på stejle skrænter. Rent skovdriftsmæssigt må det være helt tosset! Men flot er det.

Hvis man giver sig tid til at stoppe op små tohundrede meter efter tunellen og ser mod vest over på den anden bred, får man øje på en betonkonstruktion. Den ligger der midt på skrænten - helt malplaceret. Om sommeren er den ikke til at få øje på i alt det grønne, men i dag står den mørke beton i skærende kontrast til den hvide sne.

Det er en gammel markørgrav fra Anden Verdenskrig. Tyskerne havde skydebane i området, og graven er en rest deraf. Tyskerne havde kaserne på Lido-bygningen ved Fredericiavej, og Granhytten beliggende ved Søndermarksskolen blev opført som vagthytte af tyskerne under krigen. I dag er hytten ikke længere huseret af tyskere, men af glade børnehavebørn. Sådan skal det være!

Snemand frost fryser

Formiddag i haven! Min mand gjorde et ihærdigt forsøg på at lave en snemand til vores datter - men arbejdet blev besværligt gjort af frostgraderne. Sneen var fuldstændig umulig at arbejde med. Den var alt for løs. En rigtig gang frostsne.

Men resultatet blev da charmerende alligevel.

I snelygternes skær

Eftermiddag i haven. Sneen indbyder til leg med datteren. Vi laver snelygter, som vi tænder i skumringen. De brænder stadig flere timer senere.

Så stille som sne

Vinterens første sne! Den faldt ganske ubemærket i løbet af natten. Det var kun stilheden og det helt særlige lys, der afslørede den i morges.

Som Helge Rode skrev tilbage i 1896: Der er ingenting i verden så stille som sne.

Der er ingenting i verden så stille som sne,
når den sagte gennem luften daler,
dæmper dine skridt,
tysser, tysser blidt på de stemmer,
som for højlydt taler.

Op af formiddagen får jeg samlet kræfter til at få overtøj på og komme ud. Ganske langsomme skridt. Stopper op! Trækker vejret! Langsomt videre! En lille verden - uden lyde! Bare sneen og mig. Så tyst!

Stopper op ved Pugedalen. Et smukt døsishul skjult af ung bøgeskov.

Runder Søndre Kirkegård. Den lille kirke, der står på trods. Oprindeligt bygget som kapel i 1943 på den nyindviede kirkegård, men under Anden Verdenskrig blev kapellet brugt til meget mere end et kapel. I 1948 blev det derfor indviet som kirke.

Det er allerede mange år siden. I dag ser Søndermarkskirkens fremtid alt andet end lys ud. Der kun ganske få faste kirkegængere tilbage. Måske har den overlevet sig selv - måske blev den kun kirke på grund af krigen. Men den står endnu - trodsig i sneen.

Kirkegårdens stier ligger ganske urørte. Ikke en fod har trådt i den nyfaldne sne.

Skriften på stenen er dækket af sne. Ingen navne. Ingen årstal. Bare den hvide sne. Tavlen er visket ren. Måske begyndelsen på en ny start. Juletulipanerne titter frem af sneen!

Jeg bevæger mig videre. Ad Søndermarksvej - drejer til højre ved Tjørnevej. Fødderne finder selv vej. De kender stadig barndommens smutveje. For enden af Tjørnevej forsvinder jeg ind i Sønderskoven. Alt er stille. Kun fuglenes spor i sneen vidner om liv.

Jeg bevæger mig af kendte stier dybt ind i Sønderskovens hjerte. Bøgesøjlehallen dominerer, men midt inde i Sønderskoven er søjlehallen brudt af partier med eg, lærk, grandis, rødgran og tsuga. Her er en verden, hvor kun jeg kommer. Det er mine stier. Her finder jeg ro! Her er så stille! Her er sneen smukkest! Her er selv halvlune forårsdage flimrende varme, og sommerens hedebølger svale.

Selv en død rødgran fremstår som en skønhed.

Jeg går hjem - gennem den dybe skov. Hvisker på gensyn til nisserne og troldene!

Frostklare nætter

De sidste par nætter har været tindrende frostklare. Orion står højt på nattehimlen. Det samme gør Jupiter med sine mange måner.

Og vores egen måne - lige nu står den som et tyndt segl - tiltagende - eller skulle man sige yderst tiltalende - i en skøn forening med Venus i aftensstjernens forklædning.

Frosten bider i taget

Nu har frosten virkelig bidt sig fast. Både i jorden - og i vandet på garagetaget. Det er et rent kunstværk.

Jeg er stadig hostende og forkølet - "Så gå dog til læge igen", siger min mand. Det gjorde jeg så. Gik! Da jeg kom forbi Helvedeshullerne på Søndermarken, blev jeg mødt at et fantastisk syn. Alt var dækket af rim, og det glimtede og skinnede i det fantastiske sollys.

Jeg fik kæmpet mig ned til lægen - i slowmotion. Det er som om alle mine bevægelser er blevet uendelig langsomme bare i løbet af den sidste uge.

1½ time senere - efter at være blevet tilset af to sygeplejersker og derefter en læge blev jeg sendt til apoteket med en recept på penicillin mod bihulebetændelse. Håber inderligt det hjælper. Jeg orker snart ikke at hoste mere!

Kong Vinters komme

Så kom han endelig! Kong Vinter! Det var lige før jeg troede, at han slet ikke ville komme denne vinter. Sammen med ham kom en helt fantastisk solopgang.

Da solen først steg op over horisonten vågnede havens fugle. De fik travlt med at fylde energi på de små forfrosne kroppe. Pludselig var de der! De små lodne kugler med den lange hale. Halemejserne!

Man kan da kun blive glad, når man ser dem!

Mens vi venter

Nu er der ikke længe til! Til min mand kommer hjem. Stearinlysene er tændt. Der er øl i køleskabet. Jeg sidder i soveværelset hyldet ind i tæpper og med kleenex ved min side.

Et væsen har i det mindste forstået at drage fordel af min lettere forhøjede kropstemperatur og de mange timer i sengen med ekstra tæpper og blus på radiatoren.

Man skulle være kat i sit næste liv. De sidste fjorten dage har det søde dyr mere eller mindre ligget konstant op ad mine ben. Spindende, afslappet og veltilpas. Skulle det blive for koldt kan man jo altid lægge poten eller halen over snuden. Det er ikke et hundeliv - det er et katteliv.

Hvem vil ikke gerne være kat?

En ven i nøden

Der er ikke noget som en ven i nøden. En som redder dagen, når den ser allermest sort ud. Jeg må indrømme, at jeg har trukket noget så rigeligt på denne ven i dag. Når jeg ikke har været i stand til at samle mine tanker på grund af akut pladsmangel i mine bihuler, har min ven stået klar - tilfredsstillet mit behov. Behov for et stimulans som alternativ til Pamol.

KAFFE! Vores lille nuser Nespresso-maskine har været en uvurderlig hjælp de sidste fem græsenkedage. Den brygger gerne - altid den kaffe, jeg ønsker. Stærk espresso, mild largo. Mælk kan den også skumme. Ja, den er faktisk ikke så tosset. Kapslerne, nuvel. De er dyre - men selve den lille maskine har vi ikke betalt en krone for. Mine svigerforældre havde den i overskud.

Normalt begrænser vi os til en kop om dagen fra den lille maskine. Resten af dagens kafferation brygges på en gammeldags italiensk espressokande. På nær lige i denne uge. Den lille maskine har måske været lidt på overarbejde.

Den lille maskine har sin faste plads på køkkenbordet ved siden af SKILTET. Skiltet har hængt på denne plads, siden min mor fik udskiftet køkkenet. Indtil da havde skiltet hængt - ja, hvor ellers? Over hendes seng! Min far var på ingen måde humorforladt.

Indtil videre får skiltet lov til at blive hængende - til minde om to mennesker, der elskede hinanden ubeskriveligt højt.

Egenomsorg

Jeg ved ikke, hvem der lignede Shreek i den store grønne skovsump mest her til morgen. Mig eller datteren. Begge er vi ramt af massiv forkølelse. Det kunne ikke komme på tale at sende pigen i vuggestue - og jeg selv var lige så uarbejdsdygtig som de foregående dage. Søvnen havde ikke forbarmet sig over mig i nat. Lettere åndenød gjorde det umuligt at finde en behagelig stilling, forkølelsen vækkede datteren  flere gange hen over, samtidig med at katten havde et enormt behov for at socialisere sig. Desperationen ulmede. Men to Pamol og 1½ times søvn senere gryede dagen. Effekten af Pamolen var endnu ikke forsvundet, så det var muligt at drage omsorg om både datteren og mig selv.

Den syge indelukkede luft blev skiftet ud med en frisk kølig januarluft.

 
Sengelinnedet, der har levet et hårdt liv de sidste par dage, røg over i hjørnet
 - og derfra i vasketøjskurven.

Det rene knitrende sengelinned blev straks indviet af katten.

Bløde varme uldtæpper fandt deres vej til soveværelset

Forkølelsen fik kamp til stregen med en frisklavet Chai.

Masala chai
(indisk te)

• 2 stk. hel kanel
• 9 nelliker
• 7 hele peberkorn
• 9 hele kardemommefrø
• 4 hele stjerneanis
• 1 tsk. fennikelfrø
• 1 stk. tørret ingefær
• 2 laurbærblade
• 1 lille tørret chili
• reven muskat

Det hele ristes på en tør pande, hvorefter det knuses i en morter eller kaffemølle.
Bland evt. med sort te (Earl Gray). Brug teen som den er eller med mælk og honning.

  

Endelig kommer min dejlig mand hjem i aften. Så skal det nok gå alt sammen.

Gråvejrsmorgen

Ak ja! Så ligger jeg her igen. Hosten vil ingen ende tage - og den er blevet udvidet med en massiv forkølelse med snot i hele hovedet. Jeg er ved at blive desperat. Jeg trænger til at komme ud! Jeg trænger til at være på arbejde, til at løbe en tur, til at orke noget. Jeg gider ikke længere at se indersiden af mine øjenlåg. Der hænger tunge gråvejrsskyer over mit hoved. Nu kan det da ikke blive værre. Det er tid til at gå fremad.

Heldigvis har svigermor påtaget sig opgaven at drage omsorg for vores datter, men jeg atter er krøbet ned under dynen med the og en pakke kleenex - altså en af de rigtig store pakker. Jeg sidder og kigger ud af soveværelsetvinduet. Det er begyndt at dæmre uden for. Jeg har sat vinduet på klem i håb om at en solsort vil forsøde min tilværelse. Solsorten lader sig tilsyneladende ikke friste af denne grå disede gråvejrsmorgen. Måske ved den, at der stadig er lang tid til foråret. Til gengæld er der en lystig kvidrer fra musvit og dompap. Det er værd at tage med.

Nødhjælp og selvforkælelse

I morges var bare en af de morgner. En af dem, hvor ynkelighedsbarometret sprænger skalaen. Tre ugers konstant hosten havde sat tydelige spor. En nerve sad nu i klemme i ryggen, og det gjorde ondt som bare en i h..... Halsen var som meget grovkornet sandpapir. Jeg var alene hjemme med vores pige. Alting var bare en ynk!

Kunne jeg bare trække dynen over hovedet og tude. Tude over at det gjorde ondt! Og mest af alt tude over, at jeg ikke længere har en mor. En mor, der kan træde til, når det kniber. Det er jo det de gør - mødre. Det er det, der gør dem så fantastiske og fuldstændig uundværlige. De træder til, når det kniber. De er der, når man har brug for dem. Betingelsesløst! Men jeg er moderløs! Jeg må selv klare ærterne - også de dage hvor min krop vælger at have sin egen vilje.

Jeg fik vækket liv i den værkende krop og præsterede et stykke under middel at tilfredsstille datterens behov. Cykelturen til vuggestuen var en styrkeprøve, men akkompagneret af Sneflokke kommer vrimlende sunget fejlfrit af denne skønne, vidunderlige toårige pige - så gik det alligevel.

Heldigvis kom mine svigerforældre i eftermiddag. De klarede det hele. Hentede datteren fra vuggestuen, underholdt hende, lavede aftensmad og medbragte blomster til den kvæstede mor. De ved, at jeg har et sideløbende kærlighedforhold til blomster, og nu står de og lyser op i stuen. Det kan man da kun glædes ved.

Nu kan jeg slappe af. Svigerforældrene bliver til i morgen og tager sig af vores datter. Jeg skal bare transportere mig selv på arbejde - og komme igennem arbejdsdagen. Men jeg skal ikke kæmpe med at bringe og hente, ej heller tænke på aftensmad. Det er befriende.

Dagens sidste minutter bruger jeg til selvforkælelse. Jeg er krybet ned under dynen, indhyllet i tæpper. Forinden da har jeg været i mandens whiskeybeholdning og hældt par fortryllende dråber i et glas. Det må gøre det ud for to Pamol. Jeg vil forsvare min gerning med, at det er mig, der har købt hovedparten af vores whiskeybeholdning, og så sætter jeg stor pris på en god whisky. Det eneste, der mangler er en rigtig god øl. Der ligger en fantastisk Ørbæk Jingle Bells i køleskabet, men hvis jeg drikker den, kommer jeg ikke op i morgen. Den må hvile i fred, indtil den kan deles mellem to - måske i weekenden, når min mand kommer hjem.

Så strammes livremmen for alvor

Jeg opdagede til min rædsel, at der i dag vitterlig ikke var flere penge på kontoen. Hvordan kunne det komme så vidt, vil mange sikkert tænke? Sådan nogen amatører! Har de virkelig ikke styr på deres økonomi.

Svaret er, at vi faktisk har ganske godt styr økonomien. Vi har bare været nogle godtroende fjolser. Vi stolede på advokaternes og bankens udmelding om, at de sagtens - SAGTENS kunne nå at få alting på plads, inden vi skulle overtage huset medio oktober.

Det er nu tre måneder siden. Og kun alt for lidt er kommet på plads. Nu vel! Vi har trods alt fået skøde på huset, og vi har oven i købet fået vores lån - og det afdrager vi selvfølgelig allerede på. Hvad der er knapt så selvfølgelig er, at der stadig mangler en lille mellemregning.

Mellemregning - der plejer da ikke at være nogen mellemregning ved boligkøb. Jo, jo. Når der er tale om køb af et dødsbo fra et familiemedlem - så bliver det rigtig langhåret. Min mand og jeg har taget et lån, som vi har købt huset for. Vi har købt huset af boet, som nu kan afvikle eventuelle lån. Hvis der derudover er penge til overs, deles de mellem arvingerne - selvfølgelig efter at der er betalt arveafgift. Det er denne mellemregning, der tager uforholdsmæssigt lang tid. Boet som advokaten administrerer har endnu ikke afviklet min mors lån. Det vil sige, at min mand og jeg afdrager både på vores eget og min mors lån. Det er rigtig smart......for nogen et eller andet sted ude i det økonomiske cyberspace. Bare ikke for os. Ganske uholdbart i længden!

Kontoen er i nul. Vi ser med længsel frem til  ikke længere at skulle afdrage på to lån. Men vi har trods alt betalt alle vores regninger til tiden. Der er masser af rester i fryseren. Der kommer ikke flere regninger i januar. Februar bliver en billig måned. Boet er forhåbentlig snart gjort op.

Vi skal bare lige igennem de næste fjorten dage, hvor livremmen skal strammes et hul eller to. Det er ikke i denne måned, at huset bliver fyldt med blomstrende forårsløg. Heldigvis kom jeg for sent i gang med at drive min amaryllis frem - den nåede aldrig at blomstrer i december. Nu lyser den op i en den ellers så blomsterfattig stue. Et par stearinlys bidrager altid til en hyggelig stemning. Vi klarer os. Også i denne måned.

Græsenkens aftenskaffe

Jeg kan endnu engang tituleres som græsenke. Min mand - det heldige asen - er på kursus i London. Den slags luksus er der ikke meget af på min arbejdsplads - men jeg har trods alt et ganske fleksibelt arbejde. Det er heller ikke at kimse af, særligt ikke med en lille pige.

Ok! Jeg indrømmer, at jeg var en anelse misundelig, da han tog afsted ganske frygtelig tidligt i morges - særligt da jeg erfarede, at grunden til dette fuldstændig umenneskelige rejsetidspunkt (05:00) var for at få en hel dag i London, inden kurset startede. Ynk! Piv! Jammer! Måske skulle jeg tage med næste gang!

Fast omend noget betuttet besluttet på at dette ikke skulle ødelægge mit humør, har jeg hele dagen gået  og fantaseret om, hvordan jeg vil hygge mig i løbet af ugen. Måske med krea-tid, læse-tid, få styr på alt mit rod-tid med mere. Det endte faktisk med, at jeg næsten glædede mig til at skulle være lidt alene i aften. Jeg ville bruge eftermiddagen på at tage på legepladsen med vores datter, lave lidt god mad til os, lægge puslespil, synge, fjolle og læse. Når hun var puttet, skulle jeg bare slappe af.

Men ak! Minutter blev til kvarter. Kvarterene blev til timer. Opvaskemaskine skulle fyldes, der skulle sættes dej over til rugbrød og franskbrød, legetøjet finde sin rette plads, cykellygterne have nye batterier, kattebakken rengøres, madpakken smøres, tasken pakkes und so weiter. Derefter var det tid til et lynbad - der blev brat afbrudt af pigens gråd. Dryppende og efterfølgende kold måtte jeg stæse ind på hendes værelse for at finde en sut, som tilsyneladende var det, der skulle til at stoppe gråden.

Endelig! Endelig - her klokken halvti - er det blevet tid til en kop kaffe. Dertil et stykke af julens panforte, der bare bliver mere og mere vidunderlig snasket for hver dag der går. Så nåede jeg det alligevel. At forkæle mig selv lidt. Måske ikke så meget, som jeg havde fantaseret om fra dagens begyndelse. Men lidt har også ret!