En rigtig skævstarteruge

Hold da op! Sikken en uge. Godt at ikke alle vores uger forløber på denne måde.

Jeg startede ud med at blive syg natten til søndag, og så var jeg ellers sengeliggende med mavekramper til og med onsdag. Det var langt fra det ideelle tidspunkt at være ukampsdygtig. Min computer var strandet i Vejle, jeg måtte aflyse en aftale med en antikvitetshandler, og arbejdspladsen holdt flyttedag om tirsdagen, samtidig med at lejligheden i Aarhus skreg på at blive reduceret til 50 flyttekasser.

Torsdag var jeg nogenlunde fit for fight, jeg fik hentet min computer i huset i Vejle og fik pakket mit arbejdsliv ud af fem flyttekasser og placeret det på en ny kontorplads.

Ugen kulminerede med vores datters fødselsdag i dag. Udsigten til denne dag havde oven i kvalme og mavekramper i ugens løb udløst et yderst gnavent og indelukket humør (en rigtig dårlig graviditet og et jammerligt fødselsforløb bringer ikke ligefrem de bedste minder frem). Jeg priser mig lykkelig for, at jeg er begavet med en forstående og yderst overbærende mand.

Det dårlige humør forsvandt heldigvis hen over weekenden, og vi havde en rigtig hyggelig fødselsdag med vores datter på trods af, at dagen startede klokken alt for tidligt. Den stakkels pige kastede op - inden klokken otte havde hun kastet op fem gange, og nattøj og sengetøj var blevet skiftet et tilsvarende antal gange. Men pigen er sej, og da hendes morgenskvalme var drevet over, var hun klar til morgenmad, gaver og gæster.

Så selv om en uge starter fuldstændig skævt, betyder det heldigvis ikke, at den også ender skævt. Langt fra! Tænk bare på dagens skønne efterårsvejr. Vi brugte hele eftermiddagen på at trave rundt i Havreballe Skov, cafébesøg og en tur rundt i Aarhus Midtby. En ydmyg tak til vejrguderne for i dag at have tilsmilet os med elleve solskinstimer.

Morgenudsigt og våde fornøjelser

Alle soveværelsesvinduer burde vende mod øst. Tænk at vågne op til sådan en morgenudsigt.

Desværre indhentede regnen os endnu engang. Den ramte, mens jeg var i haven for at flytte stauder. Det blev en noget våd og mudret affære. Jeg var nødt til at flytte store mængder strudsvinge, selv om det ikke er det rigtige tidspunkt at flytte bregner. Men de måtte flyttes for at give plads til andre stauder. Jeg tror, jeg nåede at flytte 30 strudsvinge, og det er ikke til at se.

Jeg er endvidere gået i gang med at etablere et nyt bed på vestsiden af huset. Tanken er, at det skal være et bed med lyse blomster - et måneskinsbed, der også kan ses i mørke. Indtil videre har jeg bare samlet stauder fra havens andre bede   lodden løvefod, bjergløvefod, liljekonval, storkonval, julerose, sommeranemone, høstanemone, martsviol og campanula latifolia 'Alba'. Med tiden har jeg ønske om hvid fredløs, hvide floks og hostaer med brogede blade. Det må komme lidt ad gangen.

Havefetichistisk naturnyder

Endnu en weekend i Vejle. Det er slet ikke så tosset.

Min storebror kom forbi med familien - han havde endnu ikke haft lejlighed til at granske det omfattende indhold på bogreolen. Han var knapt stået ud af bilen, før han råbte, så hele kvarteret kunne høre det: "Sortspætte. Fedt!" Sådan er det at være i familie med en ornitolog. Vi har vænnet os til det og plejer at grine lidt af ham. Men en ny art for matriklen er da heller ikke så ringe endda.

Efter aftensmaden nåede jeg lige at slå græsset, rive den og fordele afklippet i køkkenhaven. Jeg forsøger desperat at følge med havens krudt og ukrudt, men da vi kun er hernede i weekenderne, er jeg konstant bagefter. Jeg glæder mig så ubeskriveligt til, vi endelig flytter herned. Så får jeg endelig mere tid, fx til haven. Men det er nok meget godt, at vi først flytter herned midt i oktober, når havesæsonen er ved at være slut. Ellers ville det komme til at tage en evighed at komme på plads, fordi jeg ville være at finde i haven det meste af tiden. Jeg er vist det, man kan kalde en have-fetichist.

Den sidste del af dagens havearbejde foregik  i tusmørket, mens flagermusene fløj om hovedet på mig.

Da det var blevet for mørkt til at arbejde, tændte vi op i pejsen udenfor og nød vores aftenkaffe, mens natuglen tudede i skoven. Tænk så meget natur - lige i baghaven.    

Ren nedtur - og sol i sigte

Puha! Vi har pludselig brug for at gentænke hele vores flytteproces. Indtil nu har vi kørt i min mors bil, når vi skulle til huset i Vejle. Nu har jeg lige erfaret, at den senest skal genregistreres i morgen. Endvidere ophørte ulykkesforsikring og falckabonnement på den, da min mor døde. En viden vi gerne vil have haft lidt tidligere. Jeg bliver helt klam ved tanken om, at vi har kørt rundt i en bil, der kun var halvt forsikret. Nå, men der er jo ikke noget at gøre ved det. Vi kan ligesom ikke klandre nogen, for der er nu engang sådan, at vi som mennesker skal bruge vores hjerner og selv holde os opdateret med lovgivningen. En lektie til os! Men jeg er nu stadig lidt ærgerlig. Øv, øv! Det gør bare alting meget mere besværligt midt i vores kaotisk, logistisk udfordrende flytterod.

Jeg trænger virkelig til en opmuntring. Den har jeg lige fundet på DMI's hjemmeside. De lover tørvejr og solskin - både i morgen og på fredag. Det trænger vi virkelig også til. Indtil videre har der kun været nogle enkelte dage med solskin her i september. I år synes jeg, der er rigtig langt til Alex Garffs smukke efterårssang fra 1949 - Septembers himmel er så blå.

Septembers himmel er så blå,

dens skyer lyser hvide,

og lydt vi hører lærken slå

som før ved forårstide

Den unge rug af mulden gror 

med grønne lyse klinger

men storken længst af lande for

med sol på sine vinger.

Jeg synes mere, den har været grå. Jeg måtte faktisk helt tilbage til vores billeder fra 2008, før jeg fandt et billede med den rigtige september-himmelblå farve. Jeg er nødt til at have kammeraet med mig de næste to dage - vi skal da have nogle billeder af lidt nyere dato.

Vildvinsranker gløde

Nej, hvor var det bare mandag i dag. En rigtig træt, grå, trist og våd dag. Resterne af orkanen Katie, der passerede ind over landet, hjalp ikke på det. Det gav bare mere regn og ikke mindst blæst. Eftermiddagen tilbragte vi af denne grund indendøre. "Ikke på legepladsen i dag", konstaterede vores datter. Nej, ganske rigtig. Ikke på legepladsen i dag! I stedet hyggede vi os med at synge efterårssange.

Kan man lære en toårig efterårssange? Ja, ja, ja! Selvfølgelig kan man det! Så længe man som forældre synger, fordi man kan lide det, og fordi man mener det. Jeg elsker at synge, og jeg elsker den danske sangskat. Jeg vil være stolt, hvis jeg kan give denne gave videre til vores datter. Indtil videre har hun lært første vers af Marken er mejet, Vipper springe over klinge, Jeg er havren og Det lysner over agres felt. Og hun er helt med på den. Hun smager på ordene og får et lille fornøjet smil om munden, når hun synger "Gud velsigne ham, den bondeknold". Selv når hun får børstet tænder, skal vi synge Marken er mejet.

Nogen vil måske synes, at det er vildt gammeltdags, men jeg synes, den danske sangskat beskriver det, vi er rundet af. Efterårssangene beskriver om noget, hvor afhængige vi var af naturen for 100 år siden. Høsten skulle i hus, og den skulle sikre næring i de kolde vintermåneder.

Dengang var der noget andagtsfuldt og ærbødigt over efterårsmånederne, og høsten blev fejret med en fest. Her i Aarhus lægger vi knapt mærke til høsttiden og efterårets komme. Men hvis man ser godt efter, er der tydelige tegn derpå. Lindetræerne på Ingerslevs Boulevard er begyndt at blive gule, rønnebærtræerne ved svømmestadionet står med røde bær, og vildvinsranken på muren ved det gamle Sct. Joseph kloster ved Bülowsgade er begyndt at rødme. Ganske som det er beskrevet i tredje strofe af Det lysner over agres felt af Ludvig Holstein.

Vel rækker høstens solskin kort,
men rønnens bær står røde.
Alleens linde blegner bort,
men vildvinsranker gløde. 

Så den danske sangskat er på ingen måder gammeldags. Den er yderst tidssvarende. Åben ørerne og øjnene. Det er en guldgruppe!

Havens dag

Efter en nat med regn og torden fik vi endelig en hel dag med tørvejr. Det var bare skønt. Jeg endte med at bruge eftermiddagen i haven - det kunne ikke passe bedre, når det nu var Havens Dag i dag.

Allerhelst ville jeg have tilbragt dagen på en planteskole, men min pengepung forbereder sig på et huslån, så der er ikke råd til flere grønne vækster i denne omgang.

Jeg brugte et par timer på at dele stauder. Gudeblomst, salvie og geranier blev delt og flyttet. Inde under bladene på et eksemplar af Iris sibirica, stod en yderst presset Geranium 'Johnson's Blue'. Det var tydeligt, at min mor aldrig har delt sine stauder, for denne stakkels plante var stadig forsynet med label. Nu fik den lov til at komme ud i lyset igen. Der var flere arter af storkenæb, men på nuværende tidspunkt har jeg ikke den fjerneste ide om deres navne. En er lav rosa med meget fligede blade (måske Geranium vivace), en er krybende med sart lyserøde - næsten hvide blomster og dufter af citrus ved berøring (måske en sort af Geranium macrorrhizum), en er rosa med et mørkt øje (måske Geranium cinereum 'Ballerina') og en har næsten nyreformede blade. Med tiden håber jeg på at få lavet en oversigt over, hvad der gror hvor, men indtil videre handler det vist bare om, at give de enkelte stauder plads.

Forsinket fly som undskyldning

Det var slet ikke planen, at vi skulle til Vejle i denne weekend, men et forsinket fly gjorde udslaget. I går sidst på eftermiddagen fik jeg en melding om, at min mands fly fra London til Billund var forsinket. I forvejen ville han komme sent hjem. Det var slet ikke til at bære. Derfor var det da logisk, at jeg kørte til Vejle med vores datter - da Vejle sammenlignet med Aarhus ligger væsentlig tættere på Billund. Så skulle min mand kun fra Billund til Vejle, før vi kunne blive genforenet. Logisk eller ej - det kan man vel altid diskutere!

Nå, men jeg fik pakket, spist pigen af, og kvart over syv kørte vi til Vejle. Der var stort set ingen trafik på E45. En sjælden men yderst velkommen oplevelse.

Lidt over otte satte jeg nøglen i døren, og det var tid til at få pigen puttet. Da hun sov, gik jeg en runde i haven. Der var ikke meget at se, for mørkt havde allerede sænket sig over haven. Jeg standsede et øjeblik ved hoveddøren.

I al den tid jeg kan huske, har døren været flankeret af et fantastisk eksemplar af Clematis montana. Den slynger sig omkring den udendørs lampe, hvilket betyder, at den næsten er hel skulturel. Hele året. Hele døgnet. Et godt eksempel på haven i Vejle. Romantisk og samtidig vild. 

Kolde nætter nærmer sig

Fredag morgen. Meget meget tidligt. Pigen sover endnu. Der er ikke nogen grund til at vække hende for svigermor kommer og passer hende igen i dag.

Jeg sidder med en kop te og ser, hvordan det langsomt lysner mod øst. Det har været køligt i nat. Termometeren viser 9,6 grader her inde midt i byen, hvilket betyder, at det har været væsentlig koldere ude på det åbne land.

Solsorten skælder ud. Det er en lyd jeg virkelig forbinder med dæmringen - særligt når året hælder i sin gang. Her i Aarhus får vi dog sjældent en rigtig god fornemmelse af årstidernes skiften. Derfor glæder jeg mig til, at vi flytter til Vejle den 15. oktober. Der kan vi følge årstidernes skiften på nærmeste hold.

Uvurdelige håndsrækninger

I går aftes måtte jeg erkende, at vores datter ikke var rask nok til at komme i dagpleje i dag. Barnets 1. og 2. sygedag var brugt, og det samme gjalt de fleste af mine feriedage. De røg, mens min mor var syg. Jeg havde derfor brug for en håndsrækning.

Heldigvis kunne min svigermor træde til med kort varsel. Hun mødte i lejligheden klokken kvart i syv, og pigen syntes vældig godt om arrangementet. Jeg kunne derfor trygt tage afsted på arbejde.

Jeg skulle hente bilen på autoværkstedet efter arbejde, så min søster overtog pasningen af datteren hen over eftermiddagen. På køreturen fra Vejle til Aarhus indhendtede den sidste uges manglende søvn mig. Jeg var konstant ved at gabe kæben af led. Jeg fandt det ikke forsvarligt at køre videre, så på rastepladsen ved Ejer Bavnehøj købte jeg en stor kop kaffe og tog et hvil, før jeg fortsatte.

Da jeg kom hjem havde min søster allerede lavet mad og dækket, mens niecerne havde underholdt pigen. Det var ren luksus at komme hjem til. Bagefter hjalp hun med opvasken, og imens fik vi talt om løst og fast - om mor, hus, flytning og logistik. 

Svigermors og min søsters hjælp betød, at kunne slappe lidt af her til aften. Så kan jeg lige klare dagen i morgen - derefter er det weekend og min dejlige mand kommer hjem. Indtil da vil jeg nyde måneskinnet uden for vinduet.

Det får mig til at tænke på Matthias Claudius' aftensalme Sig månen langsomt hæver.

Sig månen langsomt hæver,
den gyldne stjerne svæver
på himlen klar og blid.
Vor skov er tavs og stille,
og hvide tåger spille
på engen rundt ved aftenstid.

Ugledyne

For snart et halvt år siden syede jeg et sengelinned med ugler på til vores datter. Hun er blevet lidt for glad for det. Hun kalder slet og ret sin dyne for ugledynen. Det giver visse problemer, når vi skal vaske sengelinned.

Af den grund har jeg besluttet mig for at sy et ekstra sæt sengelinned til hende - også med ugler. Desværre har Stof 2000 ikke længere stoffet. Jeg har dog fundet noget uglestof med samme print - bare i andre farver.

Det endte med, at jeg i går brugte det meste af aftenen på projektet. For det første er stof med print generelt et helvede at arbejde med, da det aldrig er printet lige på. Hvis man klipper efter mønstret trækker stoffet, og hvis man klipper efter stoffet, bliver mønsteret skævt. Jeg valgte at følge stoffet, for det andet giver simpelthen for meget bøvl. Desuden synes jeg, det er kropumuligt at få lavet forenden pæn. Skal det være med trykknapper, alm. knapper eller bændler? Dette sæt endte med at få trykknapper, og det lykkedes mig at få syet fodenden således, at trykknapperne ikke kan ses på oversiden.

Trods sved og eder synes jeg resultatet blev ganske hæderligt, og vores datter accepterede at der blev skiftet sengelinned.

Müsli til morgenmaden

Endelig tid til min aftenkaffe - på grund af dette regnfyldte ruskende vejr har jeg skiftet dog skiftet kaffen ud med te. Opvask og tøjvask er endelig overstået. Alting tager bare længere tid, når man har et pjevst og putsomt barn på armen. Derfor har jeg kun lavet det allermest nødvendige i dag, fx en ny portion müsli. Var det nu også nødvendigt. Ja! Er du da tosset? Der er intet så tarveligt som en ganske almindelig kedelig grå portion havregryn til morgenmad. Heldigvis er det verdens nemmeste müsli. Den skal ikke opvarmes, og den indeholder ikke noget tilsat. Den er inspireret af Urtekrams ganske udemærkede men sindsyg dyre speltmüsli - med visse modifikationer. Alle ingredienserne kan købes økologisk, men køb den for alt i verden ikke i et almindelig supermarked. Så koster det en formue. Køb i stedet store poser fra fx Aurion. De fleste helsekostbutikker forhandler Aurion.
Vores opskrift på müsli er som følger:

200 g finvalsede havregryn
200 g grovvalsede havregryn
100 g bygflager
100 g speltflager
100 g rugflager
75 g hele boghvedekerner
75 g risflager
75 g solsikkefrø
50 g sesamfrø
50 g græskarkerner
evt. 75 g tørrede, afskallede hasselnødder

Det hele blandes - og spises sammen med havregryn og æbler i tern.

Når jeg vil gøre lidt ekstra ud af müslien rister jeg den i ovnen til den begynder at få farve. Det er nødvendigt at riste den af flere omgange, for det er en stor portion. Den ristede müsli er særlig lækker på surmælksprodukter.

Glødende efterår

Jeg burde egentlig være på arbejde på nuværende tidspunkt. Men det er ikke tilfældet. I stedet passer jeg vores datter.

Hun startede med at pjevse i går eftermiddags. Omkring midnat begyndte hun at hoste, og jeg kunne høre hvordan det hele bare kørte op og ned i svælget på hende. Jeg var flere gange inde ved hende, fordi jeg troede, hun skulle kaste op. Her til morgen havde det udviklet sig til en ordentlig gang forkølelse med dertilhørende feber.

På trods af det har vi haft en skøn formiddag. Jeg pakkede pigen godt ind, satte hende i klapvognen. Derefter gik vi i Mindeparken. Det tidlige morgenlys var perfekt til et billede af et glødende bøgetræ.

Det gælder bare om at nyde solskinstimerne, for de har lovet kraftig blæst og regn i eftermiddag.

Tid til at indhente det tabte

Det sidste år er mine venskaber ikke blevet plejet. Der har simpelthen ikke været tid midt i sygdom og bekymringer. Det har redet mig som en mare.

Nu skal det være. Ikke flere undskyldninger! Det er tid til at genoptage kontakten med noget negligerede venner og veninder. Midt i brev- og mailskrivningen har glæden ved at skrive atter indfundet sig.

Personlige breve skriver jeg i hånden med en rigtig gammeldags skråskrift. Det er lang tid siden, at jeg har skrevet noget som helst i hånden, og den værker allerede. Men det gør ikke noget. Jeg bryder mig alligevel ikke om at skrive flere breve på en enkelt aften - det kommer så hurtigt til at føles somsamlebåndsarbejde. Hvert brev skal være personligt og vedkommende.

Når jeg er tilfreds med indholdet er det en fornøjelse at lægge brevet i en kuvert, skrive adresse på og til sidst sætte frimærker på. Derefter går turen til postkassen sammen med vores datter, der synes, det er helt fantastisk at poste breve. "Haps", siger postkassen, og så er brevet væk - på vej til venner og veninder for at indhente det tabte.

Efterårshimmelsk pragt

Kalenderen siger september, og mit indre ur skriger efterår. Jeg bliver altid lidt vemodig, når dagene bliver kortere og træerne falmer.

Heldigvis kan jeg også glædes over efteråret. Alting er bare mere klart - luften, lyset og farverne. Og så er efteråret et helt fantastisk tidspunkt til at fotografere.

Her til aften viste solnedgangen sig for eksempel fra sin flotteste side. Med rigtig efterårshimmelsk pragt.

Ordentlig rod

Udsigt til fem dage som græsenke. Jeg kan blive helt svedt ved tanken. Alting skal bare klappe for at bringe- / arbejde- / hente-logistikken går op i en højere enhed. Der er ikke tid til så meget andet ud over det.

Trods det kan jeg ikke lade være med at lave en masse planer, lister m.m., som ikke nødvendigvis hjælper på stressniveauet. I aften har jeg fx planlagt en kontor / ordne papirnusseaften. Men synet af vores kontorplads har ligesom taget modet og lysten fra mig. Hvor ser det dog ud! Det ligner mildest talt et bombet lokum, selv om det reelt er vores soveværelse.

Hvis det skal blive til en kontoraften, må jeg først finde skrivebordet.

Se! Det var bedre. Utroligt hvad ti minutter kan gøre. Nu har jeg lyst til at sidde der - måske med en kop kaffe.





Og nu har jeg oven i købet fået en sms fra min skønne mand, der afslører, at tøjskabet gemmer på en pose med små gaver - en til hver dag, hvor jeg er græsenke. Gaven her til aften var lækker chokolade fra Summerbird. Nu skal jeg i hvert fald have en kop kaffe.

Det er da til at blive helt rørt over. Jeg kan ikke lade være med at føle mig så ubeskrivelig heldig!