Underlige ugle

Jeg har med tiden konstateret at "to do-lister" ofte stresser mig mere, end de gavner, så jeg har efterhånden lagt dem på hylden. En gang i mellem kan de dog være meget nyttige, og jeg har en liste, jeg holder ganske meget af - min kreative projekter - liste. Den er frygtelig lang, og omfatter stort set alt - men samtidig indeholder den også kun ting, jeg virkelig har lyst til at lave.

I min dejlige vinterferie lykkedes det mig at blive færdig med nogle af de mange småprojekter, som stod på denne liste. Jeg fik fx syet et sæt sengetøj med ugler til vores pige. Hun blev simpelthen så glad for det. Hun elsker ugler - eller bare dyr generelt.

Men ugler betyder, at nu skal man sove - ugler hører nemlig natten til. Ugler er egentlig lidt underlige. Som Halfdan Rasmussen skriver:

Underlige ugle

vågner midt om natten,

kigger efter månen,

der er blevet væk

pudser sine briller,

stirrer vredt på katten

skriver sjove digte

med usynlig blæk

Vores pige synes i hvert fald, ugler er noget ganske særligt.

Da stolen fik sit betræk

Der står en stol i et hjørne. Grå, snusket og lidet køn. Men den har en funktion - det er en godnatlæsningsstol, og dem kan man ikke bare skille sig af med. Men man kan forskønne den.

Det satte jeg mig for - for lang tid siden. Jeg indkøbte noget dejligt blødt, grønt velour, tråd samt lynlåse og kastede mig så ud i at sy nyt betræk til godnatlæsningsstolen. Jeg havde bare ikke lige taget højde for, at velour er et rædselsfuldt materiale at arbejde med. Det trak og foldede og var overhovedet ikke samarbejdsvilligt med lynlåsen, som ikke bevægede sig en tøddel. Projektet endte i bunden af en pose i mit rodehjørne i stuen.

Min ferie gav mig dog mod på at prøve igen. Alt blev sprættet op, en ordentlig stak knappenåle blev taget i brug og sømlængden blev fordoblet. Straks gik det meget bedre, og pludselig var det alligevel lykkedes mig at sy betræk til samtlige hynder.

Jeg synes selv, at resultatet blev hæderligt, og nu passer stolen væsentlig bedre til et børneværelse. Den er ikke længere grå og trist.

Peder Stolsdag

Man kan altid blive klogere - og det er da en vidunderlig ting. Da jeg i dag læste nyhederne på vejret.tv2.dk, blev jeg fanget af artiklen (nyhed vil jeg næppe kalde det) I dag kastes den varme sten i vandet.

Artiklen fortalt om Peter Stolsdag. I følge gammel folketro kaster Sankt Peter varme sten i vandet den 22. februar. Stenene vil få isen til at smelte, og foråret er endelig på vej.

Har vi så et nærtforestående tøbrud i vente, hvor vandet fosser i vandløb og åer ligesom på billedet  af Giber Å ved Skovmøllen tilbage i 2006? Hvis Sankt Peter har istapper i skægget, vil foråret desværre lade vente på sig - ligesom i 2006, hvor det kom skrækkeligt sent. Billedet er faktisk taget så sent som 27. marts 2006.

Indtil da kan vi ikke gøre andet end at vente og længes, som St. St. Blicher skrev tilbage i 1838.

Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges,
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!

Vinterferie

Jeg har holdt ferie. Sådan virkelig ferie. Ikke under sydens sol, i Skandinaviens fjelde eller i Alperne. Jeg har holdt ferie hjemme, og det har bare været skønt. Faktisk er det første gang, jeg har holdt sådan rigtig ferie eller fri, siden jeg blev mor for snart 1½ år siden.

Jeg havde fri fra arbejde hele uge 7. Min mand kunne ikke holde fri, og vores datter var i dagpleje, omend hun fik lidt kortere dage der. Men det betød, at jeg havde hele formiddagen til min rådighed. Jeg kunne gøre lige, hvad jeg ville. Rengøring var på forhånd bandlyst. Nej, tiden skulle bruges på ren afslapning.

Jeg fik sovet, læst, strikket, syet, gået ture i sneen, fotograferet, var på café, spiste frokost ude og nød det i fulde drag. Det var simpelthen en tiltrængt pause, og hvor skulle vi alle blive bedre til at holde dem, for den energi jeg mødte på arbejde med i morges, har jeg ikke oplevet længe.

Valentinsdag

I dag er det Valentinsdag. Jeg har egentlig altid været imod disse "nye" mærkedage som Mors dag, Fars dag og Valentinsdag. Jeg har betragtet dem som et resultat af forretningernes trang til money-making.

Men når jeg nu ind i mellem dykker ned i historien, kan jeg jo se, at et væld af helligdage og traditioner er forsvundet gennem tiden og dermed også en anledning til familiære sammenkomster og ikke mindst fester med naboer eller lokalsamfundet. Måske er det tiden til at byde nye traditioner velkommen som erstatning for dem, der er forsvundet gennem de sidste par hundrede år. Og desuden er Valentinsdag slet ikke så ny endda.

Hvis man nu som jeg ikke ønsker, at forretningerne skal sætte dagsordenen, "Dann haben wir andere Metoden". Det koster ingen ting at skrive en kærlighedserklæring til sin elskede, give et ekstra knus eller et mere inderligt kys.

I år har jeg derfor valgt at lave et hjemmelavet Valentinsbrev til min mand. Min inspirationskilde har været de gamle Valentinsbreve fra 1700-tallets England som minder om vor tids gækkebreve, og det er selvfølgelig underskrevet Kærligst din Valentin.

Livets reserve

Lige som vi troede, at foråret var på trapperne, gik vinden atter om i nord, og en bidende kulde indfandt sig. I dag skinnede solen heldigvis, så jeg trak i overtøjet og begav mig ud i kulden for at lede efter forårstegn. Og se, det lykkedes mig at finde et! Der i skovbunden op til en villahave stod en lille klynge vintergækker.
 
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Mogens Lorentzen Vintervers fra 1936. Jeg husker stadig alle versene fra min folkeskoletid, men da Vintervers stadig er ophavsbeskyttet, vil jeg nøjes med at gengive andet vers fra hukommelsen:

Under frossen hæk

spinkel som en nerve

spirer den sødeste vintergæk

Står den som straf i sin skammekrog?

Nej, den er livets reserve.

Det kan ikke skrives bedre. Livets reserve! Det er netop den, vi trækker på i februar måned. De sidste reserver, mens vi venter på forår.

Have haves

Selv om jeg bor i en lejlighed i hjertet af Århus, har jeg den mest fantastiske have. Den har alt, hvad jeg ønsker af en have - små kroge med læ og sol, et lille drivhus til tomaterne og de sarte planter, en urtehave med alle de mest anvendelige krydderurter, en køkkenhave der giver rigeligt med grønt sommeren over. Bærbuske og frugttræer er der også blevet plads til. Det er lykkedes mig at skabe en have, som kræver minimal indsats - og samtidig er jeg så heldig, at haven har været forskånet for dræbersnegle.

Som mange andre haveejere ejer jeg også en pæn stak havebøger. Jeg kan bruge rigtig lang tid på at bladre bøgerne igennem - tage notater og gøre mig overvejelser om alt fra planternes hårdførhed, optimale grosted, farve, sæson for blomstring. Jeg fotograferer flittigt, hver gang jeg ser en ny haveplante, som jeg synes passer ind i min have. Billederne bliver navngivet og gemt til senere.

Den viden jeg i tidens løb har tilegnet mig, deler jeg gerne med familie og venner - og hvis jeg ikke kan svare på et spørgsmål på stående fod, ved jeg i det mindste altid, hvor jeg kan finde svaret.

Nu skal jeg være ærlig. Selvfølgelig er min have ikke perfekt. Det er der ingen haver der er. Hvis jeg skal nævne én men nok også den største fejl ved min have, så kommer den her:

min have er imaginær

Men fred være med det. Jeg elsker den lige som den er. Indtil videre dækker den mine behov, solen skinner, når jeg ønsker det - hvad mere kan man egentlig ønske sig af en have?

Kreativt rod

Jeg har et lille hjørne i vores hjem, som jeg ikke er synderligt stolt af. På en eller anden måde er det lykkedes mig at lægge beslag på et helt hjørne i vores ellers nogenlunde ryddelige stue - og i dette hjørne er det desværre ikke orden, der hersker. Her er der gennem de sidste par måneder sket en ophobning af blokkasser, poser, papir, stof, symaskine m.m. Det hele har bevæget sig fra vores fælles arbejdsværelse ind i stuen.

Årsagen - ja, det hele startede, da vi inddrog halvdelen af vores arbejdsværelse til børneværelse. Pludselig havde jeg ikke længere adgang til alle mine kasser og poser i samme omfang som tidligere. Når jeg endelig havde tid til at finde symaskinen frem - hvilket typisk var om aftenen, så sov vores datter lige så sødt inde på sit nye værelse, og vi ville nødigt vække hende. Jeg var ved at blive desperat over ikke at kunne komme til mine ting, så en efter en flyttede kasserne ind i stuen.

Nu vel! Hjørnet i stuen rodder, men det er også derfra mange af mine kreative idéer udspringer, og dem vil jeg ikke være foruden. Arbejdet med saks, papir, nål og tråd er et vidunderlig afbræk i hverdagens almindelige gøremål.

Den kreative verden er også et tilflugtssted, når jeg trænger til at slappe af - men ikke lige kan koncentrere mig om et blad eller en bog. Endelig giver det en helt særlig form for tilfredsstillelse, når jeg bruger mine hænder til at skabe noget smukt eller nyttigt.

Jeg har besluttet mig for, at jeg i stedet for at lade mig irritere af rodet vil glæde mig over de ting, der bliver skabt deraf. Heldigvis er jeg begunstiget med en dejlig mand, som mere eller mindre stiltiende har accepteret mit hjørne.

Så derfor får hjørnet lov til rode indtil den dag, vi atter får et arbejdsværelse.

Forår inden døre

Nu kunne jeg ikke dy mig længere. Jeg var simpelthen nødt til at bringe lidt forår ind i lejligheden. Vi længes simpelthen så ubeskriveligt efter det, så nu var det tid. Jeg gik ind til vores gode lokale blomsterhandler og spenderede 75 kr. på lidt forskellige løgplanter - tulipaner, perlehyacinther, krokus og hyacinther. Jeg valgte udelukkende løg i hvide sorter.

Jeg satte alle løgene over i lerkrukker - samt noget af svigermors hjemmelavede keramik, og det hele placerede jeg i et stort hvidt tærtefad.

Nu er det så bare at vente på, at de springer ud. Hyacintherne er allerede begyndt at strække sig.

Forårstegn

Det var rigtig vådt og diset her til morgen, men jeg kunne ikke være lige mere lige glad. I stedet gik jeg afsted med et smil på læben - for der et eller andet sted i mørket sad en solsort-han og sang.

Allerede i går hørte jeg, at han øvede sig, men her til morgen sang han rigtigt for første gang i år. Endelig et forårstegn - nu venter vi bare på, at de første erantis  bryder frem af jorden.

Da jeg var barn, udløste årets første solsorte-sang altid is til stor glæde for os børn - en tradition som vi endnu ikke har introduceret for vores datter, men glæde os over solsortens sang - det gør vi stadig.

En positivliste

I november måneds udgave af DSB's passagermagasin Ud & Se var der en tankevækkende klumme af Christian Graugaard, der virkelig inspirerede mig. Fra min positivliste lød overskriften. Klummen var slet og ret en liste af de ting, der var gode, rare og positive set fra skribentens side. Det hele var sorteret i alfabetisk rækkefølge, og positivlisten dækkede over alt lige fra Aflyste møder til Årstidernes skiften.

Krible Krable er min positivliste. Det er her, jeg viser mig selv og andre, at der altid er lyse sider i livet. Det kræver kun, at man vil se dem og vil leve med dem.

Fredagshygge

Når nu dagen har været så grå og trist, er det altid rart at komme hjem i varmen med visheden om, at det endelig er weekend. Vi forsøger altid at gøre lidt ekstra ud af aftenbordet fredag, lørdag søndag, så vi rigtig kan mærke forskellen mellem hverdag og weekend.

Og er der noget bedre end at sætte sig ved et veldækket bord. Egentlig bør et hvert bord være veldækket. Hvis man for eksempel regner med, at man i gennemsnit sidder ved bordet 1½ time om dagen og samtidig regner med at blive 80 år gammel - ja, så vil man bruge 5 år af sit liv ved bordet. Det er da tankevækkende, og måske  derfor bør man gøre lidt mere ud af borddækning, servering, bordskik m.m. Der skal jo ikke så meget til - dækkeservietter, en foldet serviet ved siden af tallerkenen, lidt stearinlys og måske en buket blomster.

Jeg er ganske tilfreds med ugens fredagsbord - også selv om menuen "kun" er kyllingfilet i tern tilsat en pose Santa Maria Chicken Masala-krydderi og yoghurt. Når det er små med tid, må man jo prioritere og være lidt opfindsom.

Morgenregn

Her til morgen blev vi vækket af regnen, der slog mod ruden. Hvor var det dog fristende at trække dynen op over hovedet og blive i sengen resten af dagen. Men da det endnu ikke var weekend lod dette sig ikke gøre, og som det altid gør lykkede det os alligevel at komme ud af fjerene.

I gadelygtens skær var det ganske tydeligt, at det stod ned i stænger, og at det blæste en halv pelikan.

Men der kan heldigvis også været noget hyggeligt over en regnvejrsdag. Ja, faktisk indbyder regnvejr næsten til hygge med boller og varm kakao - måske efter en gåtur ved vandet, hvor man rigtig er blevet rusket igennem.

Og så er det altid godt at huske på, at regn er en forudsætning for alt liv på lige fod med sol. At vi så ikke er helt enige om fordelingen og timingen er så en anden sag.

En solskinsverden

Kender I det? Man sidder og pusler med et emne - i mit tilfælde Kyndelmisse. Hurtigt skriver man ordet i Google-søgefeltet og pop. Pludselig rammer man en side, som straks fanger ens opmærksomhed. Mellem de mange søgeresultaterne fra blandt andet Wikipedia, Historie Online, Kristendom.dk og Bibelselskabet var der pludselig et søgeresultat, der sprang i øjnene:

badut.typepad.com/badut/2011/02/kyndelmisse.html

Nysgerrigheden var vakt, og jeg klikkede straks på linket og fandt et fortryllende univers, hvor jeg kunne bruge timer på at bevæge mig fra det ene indlæg efter det andet. Badut indeholder alt det, jeg kunne ønske af en blog. Inspirerende på alle måder lige fra kreative idéer, haveliv, familieværdier samtidig med, at den er delvis anonymiseret.

Jeg kan kun anbefale alle at slå et klik forbi Badut, for det er en blog, der er et besøg værd. 

Kyndelmisse

2. februar. Kyndelmisse! Hvor er det egentligt et dejligt ord. Kyndel-misse. Dette forunderlige ord dukkede op, mens jeg sad på min barndoms skolebænk. Midt i en sang om kulde og sne stod det der – Kyndelmisse. ”Kyndelmisse slår sin knude”. Det kunne næsten ikke blive mere mystisk eller måske mytisk. Hvad var Kyndelmisse? Dengang fik jeg folkelige definition af Kyndelmisse, og den blev omhyggeligt gemt i erindringen. Årets koldeste dag! Hvor fantastisk. Drømmende forestillede jeg mig, hvordan sneen lå over landet. Midvinter var nået. Men se! Kort tid efter dukkede den lige så mystiske Kjørmes Knud op i en anden sang. Hvem var denne mærkelige Kjørmes Knud? Tænk, at han og Kyndelmisse var en og samme ting! Og tænk, at ”knud” betød streng frost. Der er dog ikke meget streng frost over dagen i dag. 

Den kirkelige definition, som jeg først langt senere stiftede bekendskab med, viste sig at være knapt så mytisk. En nu afskaffet helligdag, der blev markeret 40 dage efter Jesus fødsel – altså 2. februar.

December måneds sne og kulde

Kyndelmisse er gået i glemmebogen for rigtig mange – ganske enkelt reduceret til et fremmedord i vores eller så mangfoldige og efter min mening fantastiske sangskat. Derfor er der desto mere grund til at vække ordet og ikke mindst de gamle traditioner til live, så vi ikke fuldstændig mister rodforbindelsen i vores fortravlede arbejdsliv, som kun levner os sjældne ledighedsstunder, hvor vi kan nyde midvinterens sparsomme lys.

I min familie har vi ikke tidligere markeret Kyndelmisse, men i år vil jeg lade mig inspirere af tidligere tiders Kjørmes-gilder, hvor man ofte spiste kraftig suppe og pandekager med øl. Jeg vil derfor fryde familiens ganer med min bedste fyldige vintersuppe og måske slutte af med luksuspandekager med øl og et af de dejlige glas hjemmelavet brombærmarmelade. Når mørket falder på sidst på eftermiddagen vil jeg tænde stearinlys og introducere vores pige for de to dejlige danske vintersange, som netop nævner Kyndelmisse Det er hvidt herude og Sneflokke kommer vrimlende. 

Der er ikke meget sne og kulde over Kyndelmisse i år. Lige nu siger termometeret 4,5 grader, og de grå skyer hænger lavt. Alligevel kan den blå himmel skimtes imellem skyerne, og er det allerede lyst her klokken 8:00. Det kan man kun glæde sig over. 

Et hyggeligt sted

Ind i mellem falder man over et sted, hvor der bare er rart og hyggeligt. Emmerys er et af disse steder. En lille kæde af - ja, hvad skal man kalde Emmerys. En skønsom blanding af isenkræmmer, delikatesseforretning, vinforretning, sandwichbar, kafferisteri, café og bager. Udvalget af brød er begrænset, men det gør ikke noget. Tværtimod, for brødets kvalitet og smag er i den absolutte top. Økologiske råvarer og klassiske håndværkstraditioner resulterer i det skønneste brød med luftig struktur og en sprød, sej krumme. Der er 5-6 forskellige slags kager. Det er det! Men hvad gør det, når der kæles for hvert enkel. Der er ikke mange bagere, der tør tage gamle klassikere op som banankage, chokoladekage, hindbærsnitter eller madelines. Det har Emmerys gjort og med stor succes.

Jeg nyder, at åbne døren til en Emmerys og træde ind i den afslappede atmosfære, hvor betjeningen altid er høflig og imødekommende, hvor personalet nikker genkendende og husker, hvad jeg gerne vil have, hvor der strømmer dæmpet jazz-musik ud af højtaleren, hvor bøger, aviser og blade falder i min smag, hvor jeg aldrig bliver skuffet, og hvor jeg kan sidde så længe, jeg vil - med en bog, en opgave, arbejde eller familie.


Per Brun Emmerys har skabt noget unikt med klare visioner og mål. Selv Emmerys hjemmeside er lys, munter og på samme tid dybt seriøs. Det er fornøjelig læsning, som kun kan anbefales.

Jeg håber, at han vil fortsætte Emmerys i mange år, og jeg er villig til at bevæge mig langt for at besøge en Emmerys - også den dag jeg skulle flytte fra Aarhus.