Så lykkedes det!

Efter fire uger, hvor den ene dårligdom har taget over efter den anden, var det endelig min tur til at gå på arbejde. Selv om ribbenene stadig gør ondt, er jeg nået til det punkt, hvor det er udholdeligt. Og hvor er det dog skønt igen at føle sig som et menneske, der kan bidrage med noget fagligt og udrette noget i al almindelighed. Det har været en skøn dag, og det var især dejligt atter at være på kontoret hos mine fire fantastiske kollegaer. Dem har jeg virkelig savnet.

Jeg gik igennem skoven på vej hjem, og til min overraskelse kunne jeg konstatere, at anemonerne allerede står og nikker med deres små hvide hoveder. De venter bare på, at solen fortrænger den kommende uges grå og triste vejr. Så vil de helt sikkert rette sig op og stå med deres fine hvide ansigter vendt mod varmen. Jeg kan næsten ikke vente. Så skal hele familien i skoven og plukke store buketter af skønne anemoner, der dufter vidunderligt af skovbund og forår. 

Flere spirer!

Det regnede i går. Tænk det bemærkede rådyrene. Hjortetakolien mistede sin effekt, så i morges var hovedparten af tulipanerne barberet ned til jordhøjde. Der var derfor ikke andet for end at gå en ny runde med penslen, og så må jeg være mere påpasselig næste gang, der er regn i sigte. Heldigvis er der da enkelte planter, som de holder sig fra. Aconitum napellus, Venusvogn nærmer de sig ikke, så den for lov til at skyde grønt fra jorden netop nu.

Til min store overraskelse spirer mine høstfloks også lystigt. Sidste år nåede jeg knap nok at se dem med blade. Først var rådyrene der, og derefter gjorde ibirisk skovsnegl kål på de sørgelige rester. Jeg havde egentlig forventet, at de var gået til efter den hårde behandling, men de er tilsyneladende mere robuste end som så. Så nu bliver der også placeret pinde med hjortetakolie omkring mine floks. Dem gad jeg rigtig nok gerne at se i blomst i år.

Stillesiddende tidsfordriv!

Jeg holder mig stadig i ro, så godt jeg kan. Vejret har ligesom heller ikke fordret til de vilde uderndørs udskejelse. Faktisk indbød dagen mest af alt til at blive under dynen. Alligevel endte hele familien med at tage ned i byen. Køleskabet skreg på indhold og børnenes fødder på nye sko. Vi slog et smut forbi Panduro Hobby. Et par udpustede æg og en pakke vatæg sikrede underholdning til børnene det meste af eftermiddagen. Der blev malet æg og sten og klippet papirspynt. Jeg er gået i gang med at forny alt vores påskepynt. Jeg tror, jeg har fået det lidt med den gule farve til påske, som jeg har det med den røde farve til jul. Det bliver simpelthen for meget. Derfor har jeg valgt, at påskepynten i år skal laves i grønne og blå pastelfarver. Min fars gamle skabeloner er fundet frem, og det er indtil videre blevet til lidt kyllinger, påskeharer og noget til vinduerne.

Den svære kunst at passe på sig selv!

Det er desværre ikke min spidskompetence - det der med at passe på mig selv. Det indrømmer jeg gerne. Jeg er rigtig god til at passe på andre, og måske netop af den grund kommer mit eget helbred og velbefindende oftest i anden række. Nu er der gået en uge, hvor jeg har kravlet rundt og haft ondt som aldrig før på grund af den latterlige fibersprængning. Hver gang jeg har været nødt til at hoste, har jeg følt, at hele brystkassen blev revet op. Jeg har tudet af smerte, og har haft svært ved at tænke og koncentrere mig. Jeg er træt, som i dødtræt lige meget, hvor meget jeg sover.

Derfor har jeg besluttet at tage behandlingen af min fibersprængning alvorlig, godt hjulpet på vej af venlige men bestemte formaninger fra min mand. Nu står den på absolut ro og hvile i dag og weekenden med. Af samme grund passer det mig fint, at vejret de næste par dage byder på et kuldefremstød. For det første går jeg ikke glip af noget ude i haven, og for det andet virker varmepuder og skoldhed te ikke helt så malplaceret.

Indtil jeg atter er fit for fight må havelivet leves via computeren.

Nu kommer de små blå!

Selv om min fibersprængning stadig gør vildt ondt, forsøger jeg at holde fast i min daglige runde i haven. Alting går så stærkt i de her dage, hvor solen skinner. I dag kunne jeg konstatere, at de små vækster i det blå bed også er begyndt at vise deres ansigter.

Hepatica nobilis, blå anemone er noget så yndig. Jeg kan allerbedst lide den vilde form. Jeg synes på ingen måde, de dobbelte former kan konkurrere med den i skønhed og enkelthed.

 

Pulmonaria obscura, almindelig lungeurt viser også sine små blå blomster. Den har ligesom andre rublade en utrolig lang blomstringstid, da den blomstrer fra en såkaldt svikkel, hvor der hele tiden dannes nye blomster i spidsen. Lige når blomsterne spinger ud, er de violette, men så snart de er bestøvede skifter de farve til blå. Dermed kan bierne se, hvilke blomster der er værd at besøge. Naturen er forunderlig.

Almindelig lungeurt blomstrer lidt tidligere end Pulmonaria officinalis, hvidplettet lungeurt, så er man den heldige ejer af begge arter, vil man få glæde af en forlænget blomstring.

I efteråret lagde jeg en stor portion løg af den sarte pyjamasblå krokus, Crocus 'Blue Pearl'. Da bedet stadig er forholdsvis skyggefuldt, er den først nu begyndt at titte frem, men jeg kan allerede sige, at den bliver en af mine favoritter. Så må jeg bare håbe på, at den ikke også bliver en af rådyrenes favoritter.

Endnu en dejlig blå fra rubladfamilien er Omphalodes verna, Vårkærminde. Desværre er den en hurtigløber, og den kan i løbet af få år dække et helt bed. Det er kun ganske få stauder, der gro i konkurrence med den, så man skal være lidt varsom med at plante den i et almindelig staudebed. Til gengæld er den helt perfekt under havens store birketræer, hvor der ikke rigtig kan gro andet. Og så er den 100 % rådyrsikker.

 

En særlig tulipan

Rådyrene har tilsyneladende glemt, at hjortetakolie lugter noget så fælt. De har i hvert fald spist en ny portion af de fremspirende tulipaner. Jeg har flere gange overvejet at blive oppe en helt nat for så at give dem en ordentlig forskrækkelse, næste gang de nærmer sig. Men desværre er det vist kun et skud hagl, der kan holde dem væk, og det er lidt problematisk i forhold til jagttider og havens beliggenhed i et villakvarter.

Men deres smag for tulipaner kan åbentbart gradbøjes. Tilsyneladende er de ikke helt så vilde med de botaniske tulipaner. De sidste par år har de for eksempel kun nippet til den lille gule Tulipa tarda, og jeg kan konstatere, at de endnu ikke har kastet sig over Tulipa humilis violacea 'Black Base', som jeg lagde sidste efterår. De blomstrer netop nu, og de er noget så yndige. Dem skal jeg helt sikkert have flere af.

Så mit råd til jer andre rådyrplagede haveejere, der heller ikke vil undvære tulipaner: Prøv vilde eller botaniske tulipaner! De er tilsyneladende ikke lige så velsmagende som de forædlede tulipaner.

Foråret kommer, når vejret er til det

Marts 2014 var helt exceptionel. Foråret kom bragende allerede i midten af marts, og erantis, vintergækker, påskeliljer og tulipaner blomstrede mere eller mindre på samme tid. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet et så intenst og komprimeret forår!

Måske er det netop erindringen om sidste år, der giver følelsen af, at foråret lader vente på sig. Det på trods af at marts 2015 også falder ud til den lune side. Men jeg tvivler på, at mirabellen blomstrer 29. marts, som den gjorde sidste år. Heldigvis ved jeg, at foråret nok skal komme, når først vejret er til det.

Der er måske endnu håb for tulipanerne

I dag lykkedes det mig at komme lidt rundt i haven. Heldigvis ser det ud til et størstedelen af tulipanerne har klaret sig trods rådyrenes hærgen. Skræmmemidlet er et utal af pinde dyppet i hjortetakolie placeret strategiske steder mellem roser og tulipaner. Hvis jeg var rådyr, ville jeg også finde et andet spisekammer, for føj, hvor en stank. Men hvis det betyder, at jeg inden for de kommende par måneder kan nyde mine purissima tulipaner, kan jeg godt leve med stanken. Nu skal stanken bare holdes ved lige hver fjortende dag, og tro mig. Det vil jeg ikke glemme. I år vil jeg se tulipaner, og jeg vil se mange!

Hvor heldig kan man være?

Det kan godt være, at livet ind i mellem er op ad bakke, og jeg har da også knoklet mig op ad min del af de stejle bakker. Men i modsætning til mange andre, der desværre må klare turen i ensomhed - frivilligt eller ufrivilligt, så har jeg været så heldig at forcere bakkerne med verdens dejligste mand. Det er jeg ham evig taknemmelig for, for jeg ville aldrig have klaret det uden ham. Han står altid ved min side, og han husker mig altid. Også i dag, hvor vi har været gift i seks år.

Hvorfor kan jeg ikke slå en sekser?

Jeg er blevet slået hjem. Tænk, at ens helbred eller ens liv for den sags skyld kan føles som et spil ludo! Sidst i januar blev jeg slået hjem på grund af en lille spire i maven. At være gravid er i sig selv ikke en sygdom - det hører vi kvinder gang på gang, men de gener, der i visse tilfælde følger med, kan være så voldsomme, at man bliver syg. Glad var jeg derfor, da jeg endelig slog en sekser og kunne møde på arbejde igen. Jeg var klar til at spille med, som i rigtig klar. Men så slog en eller anden idiot mig hjem igen. Idioten hed influenza. Jeg troede ellers ikke, at jeg kunne blive slået hjem af influenza. Stod jeg ikke på en globus? Jeg var da vaccineret, men det var influenza fuldstændig ligeglad med. Siden da, har jeg desperat forsøgt at slå en ny sekser, men jeg har bare ikke heldet med mig. Influenza har nemlig transformeret sig til en bihulebetændelse med en dertilhørende hoste. Hoste har endnu ikke ladet mig komme ind i spillet, og i går satte den trumf på med et ordentlig smæld i venstre siden af brystkassen efterfulgt at kraftige smerter. Lægens dom var en fibersprængning i muskulaturen mellem ribbenene. Så jeg skal nok heller ikke forvente at komme ind i spillet de næste par dage.

Imens spirer alting ude i haven, mens jeg pænt må blive inde. Til gengæld har rådyrerne travlt med at spise både krokus og tulipaner, og jeg kan hverken gøre fra eller til. Jeg kan ikke engang komme ud med kameraet, så jeg må endnu engang nøjes med at drømme en haven. Heldigvis kan jeg lede drømmen i den rigtige retning med lidt forårsbilleder fra sidste år.